Teis Markfoged
U/21-landshold: Heggheim og Sebulonsen med i norsk remis mod Frankrig
Henrik Heggheim fik fuld tid, da det norske U/21-landshold lørdag aften spillede 1-1 på udebane mod Frankrig. Sebastian Sebulonsen startede også inde og fik de første fem kvarter.

Både Henrik Heggheim og Sebastian Sebulonsen fra Brøndby IF startede inde, da Norge på udebane i Caen mødte Frankrig i en U/21-landskamp. Heggheim fik fuld tid i det centrale forsvar, mens Sebulonsen på højre back blev skiftet ud i 77. minut.
Frankrig kom i front ved Amine Adli fra Bayer Leverkusen efter godt og vel et kvarters spil i en situation, som lugtede af offside, men den blev øjensynlig ophævet af Henrik Heggheim.
- Bayer Leverkusen-spilleren var farligt nær offside, men Henrik Heggheims placering foran mål gav assistenten et godt argument for ikke at vinke, skriver VG således i deres referat fra kampen.
Norge fik udlignet små ti minutter før tid, på en af de eneste chancer i en begivenhedsfattig anden halvleg. På en omstilling fik Strømsgodsets Johan Hove sendt bolden i nettet til slutresultatet 1-1.
Det norske U/21-landshold spiller igen tirsdag kl. 14:30 i Spanien, hvor Tjekkiet er modstander.