
Brøndby IF
U/21-landshold: Debut og fuld til Henrik Heggheim i norsk sejr
Henrik Heggheim fik fredag aften debut på det norske U/21-landshold. Den nye Brøndby-stopper fik fuld tid i Norges sejr på 3-1 over Østrig i EM-kvalifikationen.

Fredag aften debuterede Henrik Heggheim på det norske U/21-landshold, da den nye Brøndby-stopper startede inde på Marienlyst Stadion i Drammen. Norge mødte Østrig i EM-kvalifikatione og vandt 3-1 efter 1-1 ved pausen. Heggheim fik fuld tid i sin debut, men fik en uheldig start på opgøret.
Efter et lille kvarters spil ville Jesper Daland heade bolden tilbage til Henrik Heggheim, men afleveringen blev for kort, så østrigernes angriber Chukwubuike Adamu kom først på bolden, udmanøvrede Heggheim med sin fysik og scorede sikkert.
Godt og vel midtvejs i første halvleg var Henrik Heggheim imidlertid redningsmand for Norge, da Brøndby-spilleren fik sparket væk på målstregen efter en stor østrigsk dobbeltchance. På det tidspunkt var stillingen 1-1 efter en udligning for Norge af Jørgen Strand Larsen.
På trods af en stor østrigsk dominans i første halvleg holdt den stilling til pausen, og efter opholdet ændrede kampbilledet sig til det diametralt modsatte. Nu var det Norge, der dominerede, og det udnyttede hjemmeholdet til to scoringer ved Noah Holm og Erik Botheim og dermed en sejr på 3-1.
Norge spiller igen tirsdag på udebane mod Estland i EM-kvalifikationen. Se højdepunkter fra fredagens kamp i denne artikel fra VG.