
Ian Nielsen / Ian Foto Sport
U/19: Schwartau sikrede pointdeling i derby
15-årige Schwartau udlignede for Brøndby IF i U/19-derbyet, der åbnede U/19 Ligaen i 2022.

Fredag eftermiddag var det endelig tid til årets første U/19-kamp for Brøndbys vedkommende, og hvilken kamp! Det var topbrag mellem nummer ét, FC København, og nummer to, Brøndby IF.
Cheftræner Christian Sørensen stillede med følgende 11 fra start:
Lucas Ziegler
Christian Friedrich - Oliver Jeppe - Filip Andersen - Malek Bakhit (U/17)
Benjamin Luka Kold Rasmussen - Solomon Opoku - Valdemar Kwasniak
Bertram Kvist (U/17)
Oscar Schwartau (U/17) - Oscar Sejrup
Brøndby IF startede kampen rigtig stærkt og kunne have bragt sig foran allerede efter kampen første minut, men det kom de ikke og det indledende pres ebbede lidt ud.
Samtidig fik gæsterne fra FCK bedre fat og begyndte at true Brøndby-defensiven, hvor anfører oliver Jeppe efter Cornelius Allens afgang til Fremad Amager, var rykket ned i det centrale forsvar.
Kantspilleren Ali Almosawe testede overliggeren og det blev startskuddet til en periode, hvor FCK var det bedste hold. Men de havde det til tider svært med Brøndbys høje og aggressive pres, som gav nogle gode omstillingsmuligheder til hjemmeholdet, men de fik ikke sat det helt skarpt op.
Orri Oskarsson havde en stor mulighed for gæsterne og i den anden ende var det mest optræk til store chancer, da det for Brøndby ret ofte var den sidste aflevering eller skarphed, der manglede.
15-årige Oscar Schwartau, der er årgang 2006, startede inde på toppen og gjorde en rigtig flot figur. Han erobrede flere bolde, var godt involveret offensivt og i omstillingerne og viste prøver på sine evner en-mod-en også. Hans angrebskollega og navnebror Sejrup fik en fin mulighed nogle minutter før pausen, men FCK-keeperen reddede.
Til gengæld gik det så galt i den anden ende. FCK holdt presset og fik svinget et indlæg over bagerst i feltet, hvor Noah Donovan Sahsah steg til vejrs og headede bolden i en bue over Lucas Ziegler. Pauseføring til FCK på 1-0.
Tidligt i anden halvleg burde det have været 2-0 til gæsterne. Filip Andersen lavede en stor fejl og mistede bolden på egen banehalvdel, så Almosawe havde frit løb mod Zieglers mål. Han rundede Brøndby-keeperen, men formåede ikke at score i det tomme mål. Han sparkede i sidenettet og Brøndby kunne ånde lettet op.
Derfra fik Brøndby sat presset rigtig godt og FCK havde svært ved at spille sig ud af det. Men gæsterne fik en stor chance for at udbygge, men brændte igen.
Det gjorde Schwartau til gengæld ikke, da han fik chancen. En velspillende Solomon Opoku sendte bolden ind i feltet til angriberen. Han tog en berøring på og sparkede bolden i kassen med ydersiden til 1-1.
Både Sejrup og Schwartau havde chancer, der kunne have sikret Brøndby alle tre point, men de fik ikke bolden i nettet og det endte derfor 1-1 og med et enkelt point til hver.
Bertram Kvist, der spillede hele kampen, synes det lover godt for fremtiden:
- Vi kom virkelig stærkt ud til anden halvleg. Vi fik lagt et rigtig godt førstepres, som FCK havde meget svært ved at komme ud af. Vi stressede dem og de lavede en masse fejl og vi kunne derfor holde trykket på dem og skabe en masse chancer. FCK havde et par enkelte chancer, men det tog Ziegler sig flot af. Det var en anden halvleg, vi havde stor ære af, og det lover godt for det næste halve år, lyder det fra den unge midtbanespiller.
FCK topper tabellen i U/19 Ligaen, mens Brøndby ligger på andenpladsen. Se stillingen HER.
KAMPEN I TAL:
Brøndby IF - FC København, 1-1 (0-1)
33. minut: Gult kort til Valdemar Kwasniak
42. minut: 0-1; Noah Donovan
46. minut: Benjamin Luka Kold Rasmussen UD / Marinus Larsen IND
64. minut: 1-1; Oscar Schwartau
78. minut: Solomon Opoku UD / Noah Nartey (U/17) IND
84. minut: Gult kort til Oscar Sejrup
88. minut: Oscar Sejrup UD / Kasper Larsen IND
90. minut: Gult kort til William Clem