.jpg%3F2026-07-03T13%253A58%253A11.919Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
U/19-piger: Brøndby slog FCN i pokalfinalen
Anisa Saini (billedet) scorede to gange, da Brøndby IFs U/19-piger onsdag aften vandt 4-2 over FC Nordsjælland i pokalfinalen.

Onsdag stod i pokalfinalernes tegn i Brøndby. Både U/19-pigerne og U/19-drengene skulle spille pokalfinaler mod FC Nordsjælland inde på Brøndby Stadion.
Pigerne spillede først. I målet stod stortalentet Isabella Damm, som til dagligt er en del af Gjensidige Kvindeliga-truppen. Der var også flere spillere i startopstillingen, som allerede har snuset til førsteholdsfodbold mere end én gang, herunder Anisa Saini, Meryem Baskaya og Camille Larsen.
Det var en jævnbyrdig første halvleg mellem to dygtige hold med profiler, der hver især kunne levere på et højt niveau. FCNs nummer 7, Jaime Quanita Perrault, var en fornøjelse at se. Hun kunne sætte en modspiller nærmest efter behag og gav Brøndby store problemer fra sit udgangspunkt i højresiden.
Hos Brøndby var nummer 7 også iøjnefaldende. Det var Anna Hemmingsen, som lå og fandt gode rum og lommer, hvor hun både selv udnyttede pladsen ellerr lagde gode bolde til sine holdkammerater.
FCN var tættest på først, da de sendte et flot langskud på stolpen og Isabella Damm havde i løbet af halvlegen flere gode redninger og indgreb. Men Brøndby havde også en del muligheder i den anden ende.
Tæt ved pausetid var det Brøndby, der bragte sig foran. Anisa Saini modtog en god bold i dybden og på elegant vis lobbede hun bolden over den fremadstormende keeper og bragte Brøndby på 1-0, som også var stillingen ved pausen.
Brøndby og Saini kom fremragende ud til anden halvleg. Brøndby lagde et højt pres og Brøndbys nummer 10 erobrede bolden oppe omkring FCN-feltet, hvorefter hun sparkede den i kassen til 2-0.
FCN blev naturligvis mere og mere desperate, men fik ikke for alvor lagt det tryk, som kunne ryste Brøndby. I stedet lukkede og slukkede Melanie Frandsen, da hun efter lidt mere end en times spil scorede til 3-0. Målet faldt efter en fremragende solotur af Frandsen, hvor hun simpelthen bare gled forbi den ene FCN-spiller efter den anden, inden hun til sidst sparkede bolden fladt i nettet som det mest naturlige i verden.
Efter Brøndbys scoring var det igen et kampbillede, hvor FCN var mest på bolden. Men Brøndby forsvarede godt og tillod ikke de store chancer imod. Efter 70 minutter lykkedes det FCN at reducere til 3-1 og mod slutningen af kampen blev det for alvor en forsvarskamp for de blå/gule.
Men de stod flot imod og så kunne Brøndby-pigerne få lov at fejre endnu et mål - og titlen - da Laura Christiansen scorede til 4-1 i dommerens tillægstid. Brøndby-spillerne jublede, naturligt nok, helt vildt. Måske manglede der lidt koncentration i de sidste minutter, for FCN fik reduceret i kampens sidste sekunder, men det betød ingenting for resultatet. 4-2-sejr til Brøndby.
Sådan endte det - en flot sejr til Brøndbys U/19-piger, som er årets pokalvindere i DBU Sjælland-regi.