.jpg%3F2026-07-02T07%253A14%253A53.351Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
U19: Nederlag efter en ellers fin præstation
På trods af en fin præstation led Brøndby U19 et nederlag i Silkeborg.

Brøndby U19 tog lørdag eftermiddag turen til Jylland - nærmere bestemt Jysk Park i Silkeborg - hvor holdet skulle forsøge at følge op på sejren i sæsonens første kamp mod Lyngby.
Cheftræner, Viktor Kynde, havde valgt følgende startformation:
William Sonne (2007)
Malthe Mortensen (2009), Gustav Ruby (2008), Philip Søndergaard (2007), Oliver Wettergren (2007)
Ali Al-Najar (2008), Casper Svart (2008)
André Escobar (2007), Viggo Poulsen (2008)
Ekene Chukwuani (2009), Jonathan Agyekum (2006)
På bænken: Rasmus Lynder (2007), Jakob Wismann (2007), Tahir Cevher (2008), Sander Larsen (2008), Nikolaj Johansen (2008).
En situation i begyndelsen af kampen skulle vise sig symptomatisk på udviklingen i kampen som helhed. Brøndby med fine kombinationer, Malthe Mortensen i gennembrud i højre side, hvor han kom ind i assistzonen i siden af Silkeborgs felt, men også en tværpasning, som Silkeborg fik clearet akkurat før en Brøndbyfod. Det blev desværre billedet på kampen; Brøndby dominerende på bolden i store perioder, mange fine angreb og indgange i Silkeborgs felt, men også en kamp, hvor Brøndby manglede den sidste skarphed/kvalitet i felterne - og et Silkeborg-hold, som forsvarede deres felt på et højt niveau.
Kampen startede dog mere jævnbyrdigt. Silkeborg vil på ungdomsniveau - som vi kender det fra Superligaen - gerne spille med megen kontrol på bolden. I indledningen af kampen havde Brøndby lidt vanskeligheder i presset, hvilket gav Silkeborg muligheder for at have den ønskede kontrol på bolden uden de dog for alvor truede Brøndbymålet. Men efter 18 min. kom Silkeborg foran, da en afslutning uden for feltet blev afrettet og snød Sonne i målet, der havde flyttet sig til højre side i målet for at redde afslutningen. Viktor Kynde udnyttede tiden i forbindelse med Silkeborgs fejring af målet til at flytte rundt på spillernes positioner i presset - og det hjalp betragteligt. Brøndby satte sig fuldstændigt på kampen - både med og uden bold. De nye positioner i presset hjalp Brøndby og stressede Silkeborg i opbygningen, som mange gange, herefter, måtte spille lange bolde fordi Brøndbyspillerne sad på dem i presset. Med bolden fik Brøndby virkelig sat Silkeborg ned, som dog også stod stærkt i en lav blok. Næsten alt spil foregik på Silkeborgs banehalvdel. Brøndby forsøgte og forsøgte at finde nøglerne til gennembrud. Brøndby kom også i mange fine situationer, men en kombination af den sidste manglende kvalitet og Silkeborgs forsvar af feltet gjorde det svært for alvor at skabe de helt store chancer. I en ellers rigtig god Brøndby-periode kom Silkeborg dog på 2-0 på et noget uheldigt selvmål af Philip Søndergaard. Silkeborg lagde en af de føromtalte lange bolde i Brøndbys bagrum. Søndergaard var først på den lange og hoppende bold, men da han - presset af en Silkeborg-angriber som jagtede den - ville lægge bolden tilbage til Sonne i målet kom han for meget under bolden, som derfor i stedet røg i en blød bue over Brøndbys keeper og ind i målet. 2-0 til Silkeborg ved pausen efter en 1. halvleg, hvor de ikke havde haft en reel chance mod Brøndbymålet...
Brøndby kom rigtigt fint ud til 2. halvleg. Silkeborg havde kun meget korte perioder på bolden. Brøndbys pres sad og Silkeborg var tvunget til at sparke langt. På bolden var Brøndby dominerende og ligeledes mange gange i Silkeborgs felt, men det blev aldrig helt forløst. Igen var Silkeborg enormt stærke til at blokere såvel skud, indlæg og tværpasninger. Både Escobar og Mortensen havde afslutningsmuligheder i rigtig gode positioner i feltet, men begge afslutninger blev akkurat blokeret af Silkeborg ligesom mange tværpasninger fra farlige områder blev det. Efter godt en time fik Silkeborg et aflastningsangreb og gjorde det til 3-0 - denne gang på et aldeledes flot mål. En afslutning fra feltets kant i venstre side blev krøllet helt over i det lange hjørne.
En kold spand vand i hovedet på Brøndbyspillerne. Men det slog dem ikke ud. Spillerne råbte opmuntrende til hinanden "vi skal blive ved" og "vi kan nå at vende det her". God attitude hele vejen i kampen og spillerne forsøgte ikke bare at vende det med ord, men også med handlinger og i spillet. For de blev ved. Ved med at dominere og forsøge at bryde Silkeborgs defensiv ned. Og det lykkedes med 20 minutter tilbage af kampen, hvor netop indskiftede Wismann viste prøver på sin gode teknik på kanten af Silkeborgs felt og afslutningen i bunden af målet var uden for Silkeborgs keepers rækkevidde. Brøndbys reducering til 3-1 blev fulgt op af en kæmpe chance til Chukwuani. Chukwuani stod placeret på kanten af feltet, da en bold blev spillet op på ham. Han udnyttede sin fysik, vendte på sin direkte modstander og havde dermed en helt fri chance i Silkeborgs felt, men en god redning fra Silkeborgs keeper afværgede endnu en reducering. Ny stor mulighed til Brøndby var der også på det efterfølgende hjørnespark, hvor bolden dumpede ned til Wismann på kanten af feltet. Men afslutningen - fra næsten samme position som Wismann scorede fra - blev sendt over mål. Ærgerligt, men også ros til drengen for at blive i det hele kampen. Det sidste tryg fra Brøndby blev dog aflyst, da Jakob Wismann, som ellers havde leveret en god indskiftning, faldt til kunstgræsset i store smerter. Han mætte bæres for banen og eftersom Brøndby på dette tidspunkt havde anvendt alle fem udskiftninger var der ikke mere at gøre.
Silkeborg vinder 3-1 i en kamp, hvor Brøndby i store dele præsterede flot. Der var dog udfordringer i det sidste afslutnings- og gennembrudsspil. Værd at notere var det også, at spillerne bare skød brystet frem da de kom bagud 3-0.
Kampen i tal:
18 min: 1-0 - Kevin Møller
31 min: 2-0 - Selvmål
57 min: Sander Larsen (ind), Casper Svart (ud)
57 min: Nikolaj Johansen (ind), André Escobar (ud)
59 min: 3-0 - Kevin Møller
65 min: Rasmus Lynder (ind), Oliver Wettergren (ud)
65 min: Jakob Wismann (ind), Viggo Poulsen (ud)
72 min: 3-1 - Jakob Wismann