3POINT
Mathias Kvistgaarden

Ian Nielsen / Ian Foto Sport

Nyheder6. nov. 2021

U/19: Kvistgaarden sikrede Brøndby sejren dybt inde i tillægstiden

Mathias Kvistgaarden scorede til 2-1 for Brøndby fire minutter inde i tillægstiden og sikrede på den måde Brøndbys U/19-hold en 2-1-sejr over FC Nordsjælland.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen6. nov. 2021

Lørdag eftermiddag skulle Brøndbys U/19-hold i kamp igen, da de hjemme i Brøndby tog imod FC Nordsjælland. Cheftræner Christian Sørensen stillede med følgende spillere:

Jonathan Ægidius (U/20)
Malek Bakhit (U/17) - Cornelius Allen - Filip Andersen - Matteo Grosso (U/17)
Marinus Løvgren Larsen - Oliver Jeppe (C) - Valdemar Kwasniak - Bertram Kvist (U/17)
Yousef Salech (U/20) - Mathias Kvistgaarden (U/20)

Bænken: Frederik Back Jensen (m), Oscar Sejrup, Joseph Mwamba, Solomon Opoku

Brøndby IF skulle forsøge at bygge videre på de gode præstationer mod OB og FC Midtjylland, som kastede to sejre af sig med en målscore i Brøndbys favør på 14-3. Lørdag eftermiddag var modstanderen endnu et tophold i form af FC Nordsjælland. De to mandskaber tørnede sammen på en af kunstbanerne i Brøndby.

Hjemmeholdet kom godt fra start og der var ikke spillet mange minuttør, før Mathias Kvistgaarden driblede sig fri og sendte bolden ind til Yousef Salech i feltet. Han sparkede første gang og Kvistgaarden jublede, men bolden var strøget tæt forbi mål.

FCN dominerede på bolden i en stor del af første halvleg og de kom også i front på et mål af Maksim Stjopin. Det var ikke ufortjent. Men på trods af gæsternes spilovertag havde Brøndby sine muligheder inden pausen. Kvistgaarden fik headet bolden i mål, men blev dømt offside. Generelt var Kvistgaarden involveret, når det blev farligt for Brøndby. Det er tydeligt, at han, Salech og Kvist har en god indbyrdes forståelse. De søger hinanden meget, men manglede alle tre den sidste skarphed i første halvleg.

Efter pausen var det også FCN, der kom bedst ud, men uden at blive farlige. Stille og roligt fik Brøndby kampen over på sine præmisser. Presspillet sad bedre og FCN blev presset til at sparke langt i stedet for at spille sig ud af det, som de havde haft succes med i første halvleg.

Særligt i de sidsste tyve minutter fik Brøndby trykket FCN langt tilbage, hvor de stod og parerede. Først Salech og siden Kvist misbrugte store muligheder, inden der pludselig var gevinst. Indskiftede Solomon Opoku fandt Kvist, der vendte bolden ud til Marinus Larsen i højresiden. Han tog et enkelt træk og hamrede den op i det korte hjørne. 1-1.

Brøndby fortsatte presset efter målet og i kampens allersidste minut var der gevinst. Valdemar Kwasniak leverede et fantastisk pres, erobrede bolden og spillede med det samme en perfekt aflevering i dybden til Kvistgaarden, der kom fri. Han havde god tid, men var sikkerheden selv og sparkede Brøndby til en sen sejr på 2-1 i et flot og hårdt tilkæmpet comeback.

Brøndby IF ligger nummer to i U/19 Ligaen efter det suveræne førerhold fra FC København. Se stillingen i U/19 Ligaen her.

KAMPEN I TAL:

Brøndby IF U/19 - FC Nordsjælland U/19, 2-1 (0-1)

28. minut: 0-1; Maksim Stjopin
60. minut: Malek Bakhit UD / Joseph Mwamba IND
65. minut: Gult kort til Yousef Salech
67. minut: Oliver Jeppe UD / Solomon Opoku IND
79. minut: 1-1; Marinus Løvgren Larsen
89. minut: Bertram Kvist UD / Oscar Sejrup IND
90+4. minut: 2-1; Mathias Kvistgaarden

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder