
Glenn Nielsen
U/19 EM-kvalifikation: Vigtig Søndergaard-scoring i dansk sejr over Letland
Danmark vandt deres anden kamp ved den afgørende kvalifikation til U/19-EM. Det blev 3-0 mod Letland, og Philip Søndergaard scorede det vigtige første mål.

Philip Søndergaard spillede en fin åbningskamp - 0-0 mod Belgien - ved den afgørende kvalifikation til U/19-EM som venstre midtstopper, men lørdag var den udlejede Brøndby-spiller tilbage på en mere vant plads som højre midtstopper.
Det fejrede den midlertidige FC Emmen-forsvarer med at score det vigtige første mål i Danmarks anden kamp ved turneringen i Tjekkiet. Modstander var Letland, og Danmark vandt 3-0 efter 1-0 ved pausen.
Efter godt og vel et kvarters spil fik Danmark tilkæmpet sig et hjørne i venstre side. Bolden blev sendt indover, hvor Frej Elkjær fra AZ Alkmaar fik sin afslutning blokeret. Den tidligere AGF-spiller var dog over riposten ig fik den skrabet videre til Philip Søndergaard, som scorede sikkert.
I det hele taget spillede Søndergaard en fremragende kamp med både sikre indgreb og ikke mindst ro på bolden selv i pressede situationer. I det hele taget kunne det godt se ud som, at stopperen er blevet endnu mere boldsikker i Holland.
Efter en lidt rodet indledning, hvor Letland faktisk havde kampens første reelle målchance, gav scoringen ro på det danske hold, og herefter var der faktisk ikke nogen tvivl om sejren. I anden halvleg scorede først indskiftede Hjalte Bo Rasmussen fra FCN, inden OB's William Martin lukkede og slukkede.
Det andet islæt med Brøndby-tilknytning i den danske trup er Jacob Ambæk, som netop har forlænget sin aftale med vestegnsklubben. Denne gang kom angriberen imidlertid ikke i aktion.
I gruppens anden kampe lørdag vandt Belgien 1-0 over de tjekkiske værter. Det betyder, at Danmark og Belgien topper stillingen med fire point hver, mens Tjekkiet har tre, inden sidste spillerunde på tirsdag, hvor Belgine møder Letland, og Danmark skal op imod værterne. Kun gruppevinderne kommer til EM.