3POINT
1692453912-IMG_0973.jpeg

Teis Markfoged

Nyheder19. aug. 2023

U/19: Brøndbys ti mand kunne have snuppet det hele mod Silkeborg

Brøndby IF kunne have snuppet alle tre point på trods af at være en mand i undertal, da de lørdag spillede uafgjort med Silkeborg. De blå/gule vandt straffesparkskonkurrencen og endte derfor med to point i sæsonpremieren.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen19. aug. 2023

MASTERCLASS-SPONSOR: 3point.dks venner

Vil du have mere Masterclass? Så meld dig ind i 3point.dks venner og støt os med et månedligt eller årligt beløb. På den måde sikrer du, at vi fortsat kan levere så meget dækning af talenterne, som vi gør. MELD DIG IND HER.

Lørdag gjaldt det sæsonpremieren for Brøndby IF U/19, som på hjemmebane tog imod Silkeborg IF. Den nye U/19-cheftræner Menno van Dam havde valgt følgende mandskab fra start i kampen, som blev spillet på bane 1:

Noah Sømmergaard
Waldemar Bjergfelt - Tobias Landström - Philip Søndergaard - Malek Bakhit
Noah Nartey
Mathias Jensen - Bertram Kvist
Clement Bischoff
Benjamin Kold - Jonathan Agyekum

Bænk: Matteo Grosso, Adam Claridge Jensen, Noah Jacobsen, August Carlsson (U/20), Oliver Sejer og Mamadou Jalloh

Netop Silkeborg var en modstander, som Brøndbys U/19-hold havde det ufatteligt svært med i sidste sæson. Samlet tabte man 8-0 i de to kampe, så det var en spændende styrkeprøve for de blå/gule allerede i første spillerunde.

Første halvleg blev ikke en halvleg til historiebøgerne. Det var meget lige og jævnt og uden de store chancer i begge ender. Brøndby forsøgte at kombinere sig igennem centralt, men manglede lige det sidste, så angrebene løb ofte ud i sandet. Silkeborg angreb meget over siderne og i bagrum, men i bagrummet herskede Philip Søndergaard. Han spiller på et meget højt niveau - og husk lige på, at han stadig aldersmæssigt er U/17-spiller. 

Dog fik han et gult kort i anden halvleg, som skulle komme til at spille en stor rolle senere i kampen. Men det kommer vi tilbage til.

Det mest positive i dagens U/19-kamp var en langt bedre struktur på holdet i forhold til sidste sæson. Brøndby blev slet ikke fanget i lige så mange dumme omstillinger, som vi så det i sidste sæson. Det var opløftende og Brøndby fremstod som et hold med god organisation og en stærk base at spille ud fra. 

I anden halvleg fik Søndergaard sit gule kort nummer to, og så var det tidligt i bad for den ellers velspillende Brøndby-stopper. Det kunne have været dødsstødet til Brøndby i en lige kamp, men det blev det modsatte. 

Det var som om at alle Brøndby-spillere skruede et gear op for alt - og rykkede et sæde tættere på hinanden i bussen. Nu skulle der arbejdes hårdt. Brøndby blev nærmest bedre af at spille i undertal, og det vidner om en stærk karakter på holdet, men også at der er noget at gå på i spillet med 11 mand på banen. 

I undertal havde Brøndby flere gode og gennemspillede gennembrud, som medførte to store chancer til indskiftede Noah Jakobsen og en enkelt til Clement Bischoff, men skarpheden manglede, da det skulle afgøres foran mål. 

Midtbanespilleren Adam Claridge Jensen blev også skiftet ind og markerede sig virkelig positivt. Han har været meget skadet i foråret, hvor det ikke blev til mange minutter. Men han kom på banen mod Silkeborg og leverede varen. Han nåede ikke at spille lang tid på midtbanen, før han måtte ned og vikariere som midtstopper, men det klarede han strålende. 

Det endte 0-0 i ordinær spilletid og dermed med et point til hver af holdene. I både U/17 og U/19 Ligaen spilles der ved uafgjort om et ekstra point i straffesparkskonkurrence. Her scorede Brøndby på alle sine forsøg, mens Noah Sømmergaard også diskede op med en redning, hvilket sikrede de blå/gule et ekstra point.

Dermed blev udbyttet to point i sæsonpremieren for U/19, men overskriften for kampen er også stor fremgang i strukturen på holdet sammenlignet med sidste sæson. Når angriberne får skarpladt, kan det blive rigtig interessant.

KAMPEN I TAL:

25. minut: Gult kort til Philip Søndergaard
65. minut: Gult kort til Julius Lorents Nielsen
68. minut: Benjamin Kold UD / August Carlsson IND
68. minut: Mathias Jensen UD / Adam Claridge Jensen IND
68. minut: Gult kort til Clement Bischoff
69. minut: Gult kort til Bertram Kvist
71. minut: Gult/rødt kort til Philip Søndergaard
82. minut: Jonathan Agyekum UD / Noah Jakobsen IND
82. minut: Waldemar Bjergfelt UD / Matteo Grosso IND
 

Mest kommenterede nyheder