Teis Markfoged
U/19: Brøndby var foran tre gange, men tabte i tillægstiden
Brøndby IF U/19 var foran tre gange, men endte alligevel med at tabe 4-3 i Herning lørdag eftermiddag.

Brøndby IF U/19 skulle lørdag eftermiddag i kamp i Ikast, hvor FC Midtjylland ventede. Brøndbys cheftræner Christian Sørensen stillede med følgende hold fra start:
Noah Sømmergaard (U/17)
Malek Bakhit - Hjalte Andersen - Matteo Grosso - Alexander Hvid
Valdemar Kwasniak (U/20)
Mathias Jensen - Marinus Løvgren Larsen (U/20)
Bertram Kvist
Clement Bischoff - August Carlsson
Startopstillingen afslører Brøndbys kvaler på særligt midtstopperpladsen, hvor der lige nu ikke er en naturlig centerback, som er kampklar. Derfor var det de naturlige backs Hjalte Andersen og Matteo Grosso, som dækkede pladserne i udekampen mod FC Midtjylland.
På venstrebacken spillede Alexander Hvid, som blev hentet til klubben som angriber. Han og resten af Brøndby-mandskabet fik en fantastisk start på kampen, da August Carlsson sendte Brøndby i front. Carlsson spillede generelt en rigtig fin time og havde i anden halvleg også et drømmehug, som desværre ikke gik i kassen. Føringen holdt dog kun fire minutter, så var der udlignet.
Yderligere fire minutter senere var Brøndby igen i front, denne gang efter et FCM-selvmål.
Men da de to hold gik til pause, var det med 2-2 på tavlen. Men på trods af de to mål var det ikke en ret god halvleg for Brøndby. Hjemmeholdet spillede med aggressivt og højt pres, og det havde Brøndby svært ved at spille sig ud af. Det blev derfor mest til høje bolde. Samtidig er FCM et fysisk stærkt hold og det gav også de blå/gule problemer i første halvleg.
Brøndby foretog et enkelt bytte i pausen, da Kean Tran kom ind i stedet for Alexander Hvid. Yderligere en række udskiftninger fulgte efter en times spil, og anden halvleg var generelt bedre end første set med Brøndby-briller.
FCM gik lidt døde i presset og Brøndby fik Bertram Kvist og Marinus Larsen mere på bolden, hvilket klædte deres spil. Det lykkedes faktisk Brøndby at bringe sig foran for tredje gang i kampen. Det var efter 73 minutters spil, da indskiftede Solomon Opoku afsluttede et flot Brøndby-angreb med målet til 3-2.
Det faldt i en rigtig god Brøndby-periode og det lå bestemt ikke i luften, at det var en fodboldkamp, Brøndby ville ende med at tabe. Men sådan gik det alligevel, da hjemmeholdet fik udlignet få minutter efter føringsmålet og stak kniven ind igen dybt inde i kampens tillægstid og trak sig sejrrigt ud med en sejr på 4-3.
Set over hele kampen var det ikke ufortjent, for FCM var gennem størstedelen af kampen det bedste og mest voksne hold, men med tre føringer i kampen, må det alligevel have været en flok meget skuffede Brøndby-spillere, som satte sig i bussen og kørte hjem fra det jyske.
Brøndby har nu to point efter de første to kampe i U/19 Ligaen.
KAMPEN I TAL:
5. minut: 0-1; August Carlsson
9. minut: 1-1; Valdemar Byskov Andreasen
13. minut: 1-2; Pontus Texel (selvmål)
28. minut: 2-2; Malte Melin
46. minut: Alexander Hvid UD / Kean Tran IND
60. minut: August Carlsson UD / Noah Nartey IND
60. minut: Mathias Jensen UD / Solomon Opoku IND
60. minut: Clement Bischoff UD / Benjamin Luka Kold Rasmussen IND
73. minut: 2-3; Solomon Opoku
76. minut: 3-3; Julius Voldby Rosenberg Hansen
84. minut: Marinus Løvgren Larsen UD / Benjamin Kold IND
90. minut: 4-3; Valdemar Byskov Andreasen