
Teis Markfoged
U/19: Brøndby tabte i Vejle på trods af tidligt føringsmål
Brøndby IFs U/19-hold kom tidligt foran, men endte alligevel med at tabe, da de lørdag var på besøg hos Vejle i U/19 Ligaen.

Brøndbys ældste talenter var lørdag en tur i Vejle, hvor de skulle forsøge at slå tilbage efter blamagen mod FC København tidligere på ugen. Cheftræner Christian Sørensen stillede op med følgende 11 fra start:
Lucas Ziegler
Joseph Mwamba - Mads Westergren - Emil Staugaard - Filip Andersen
Laurids Brandt Andersen - Louis Christoffersen - Marinus Løvgren Larsen
Christian Friedrich - Jagvir Singh - Mads Freitag
Brøndby kom rigtig godt fra start i kampen, for efter bare et minut kunne Jagvir Singh sende de blå/gule foran med en scoring. Men hjemmeholdet svarede hurtigt igen og med to mål på to minutter (efter bare ni og 11 spillede minutter), var Vejle pludselig i front.
Det resultat holdt kampen ud, og det var en noget rodet affære, lyder det fra Brøndbys cheftræner Christian Sørensen.
- I en noget rodet affære formår vi aldrig rigtig at sætte det tryk chancemæssigt, som boldbesiddelsen potentielt rækker til. Drengene følger planen og har gode visioner, men på en dag hvor vi ikke rammer det tekniske niveau, får vi aldrig sat det aftryk vi gerne vil - fødderne fulgte ikke altid hovedet, siger han.
Som det kan ses i startopstillingen manglede Brøndby blandt andre Mathias Kvistgaarden. Han kommer i stedet i kamp for Brøndbys Superliga-hold, som mandag spiller træningskamp mod OB.
Brøndby har nu to sejre og et nederlag i de første tre ligakampe. Det rækker indtil videre til en femteplads i tabellen. Du kan se den samlede stilling i U/19 Ligaen her.
KAMPEN I TAL:
Vejle U/19 - Brøndby IF U/19, 2-1 (2-1)
1. minut: 0-1; Jagvir Singh
9. minut: 1-1; Valdemar Sadrifar
11. minut: 2-1; Mikkel Kristensen
70. minut: Mads Freitag UD / Oliver Rytter IND
70. minut: Laurids Brandt Andersen UD / Oscar Sejrup IND
76. minut: Gult kort til Filip Andersen
79. minut: Gult kort til Emil Staugaard
80. minut: Filip Andersen UD / Matin Saleh IND