3POINT
Mads Westergren

Ian Nielsen / Ian Foto Sport

Nyheder2. apr. 2021

U/19: Brøndby skuffede mod Silkeborg

Brøndbys U/19-hold skuffede fredag eftermiddag, da de på hjemmebane tabte med 2-0 til Silkeborg.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen2. apr. 2021

Langfredag bød på U/19-fodbold på bane 12 i Brøndby, hvor de blå/gule tog imod Silkeborg. Cheftræner Christian Sørensen stillede til start med et stærkt mandskab bestående af følgende 11:

Lucas Ziegler
Hjalte Andersen (U/17) - Cornelius Allen - Mads Westergren - Magnus Ravn
Andreas Pyndt Andersen (U/20) - Oliver Jeppe (C) - Marinus Løvgren Larsen
Christian Friedrich - Jagvir Singh (U/20) - Valdemar Kwasniak

Hjemmeholdet skulle få sig en slem skuffelse på denne solbeskinnede helligdag i påsken, men det begyndte ellers godt. Brøndby kom godt ud af startblokken og var aggressive i presset. Andreas Pyndt Andersen tog dirigentstokken fra kampens start og midtbanespilleren leverede en rigtig flot første halvleg, hvor han styrede spillet og tempoet.

Efter knap tyve minutter erobrede Marinus Larsen bolden midt på banen og herfra satte Brøndby fart. Det gik hurtigt og det var flot, da de blå/gule kombinerede sig op ad banen. Til sidst lagde Valdemar Kwasniak bolden på tværs, men en Silkeborg-spiller kom til og blokerede. Returen havnede for fødderne af Jagvir Singh, som trykkede af, men måtte se sit forsøg blokeret.

Minuttet efter fik Pyndt en stor skudmulighed fra kanten af feltet. Med hans teknik kunne man godt have forventet en bedre afslutning, men den blev hamret et godt stykke over mål og Brøndbys nummer 7 ærgrede sig stort.

I de sidste ti minutter af første halvleg stod der Singh på det hele. Brøndbys nummer 10 meldte sig pludselig ind i opgøret og det startede med en vidunderlig vending efter 35 minutters spil, hvorefter han spillede Kwasniak fri i dybden. Han rundede keeperen, men sparkede bolden på ydersiden af stolpen.

Et minut senere var Singh selv i afslutterens rolle efter gode kombinationer med Pyndt, men skuddet sneg sig tæt forbi den fjerneste stolpe. Lige inden pausen havde Marinus Larsen også et nærgående forsøg, men også han måtte se det gå til målspark i stedet for i nettet. Derfor gik holdene til pause med 0-0 på tavlen og det kunne gæsterne være mest tilfredse med.

Brøndby havde spillet en fin halvleg, men manglede bare at sparke den i kassen. Mads Westergren, Magnus Ravn, Andreas Pyndt Andersen og slutteligt Jagvir Singh markerede sig positivt i halvlegen og spillede rigtig godt, men overordnet set var det fint over hele linjen.

Det blev et andet billede efter pausen. Kampen blev noget værre rod med mange dueller og Brøndby havde svært ved at få angrebsspillet til at flyde på Silkeborgs banehalvdel. Det var ikke meget, de blå/gule fik testet keeperen i anden halvleg.

Superliga-træner Niels Frederiksen kom ud til kampen og overværede det meste af anden halvleg, men hvad han så var ikke opløftende. Til gengæld så han et Silkeborg-hold, som formåede at gribe chancen, da den opstod. De bragte sig foran efter et hjørnespark, hvor en Brøndby-spiller kom til at snitte bolden i eget net.

Brøndby skulle nu op og jagte og satte i bestræbelserne Mathias Kvistgaarden på banen. Dermed gjorde angriberen comeback efter at have været ude siden december. Han havde hjemmeholdets bedste forsøg i slutfasen med et hovedstød, men det var lige på målmanden. 

Det var bestemt ikke indstillingen, der manglede noget hos Brøndby-spillerne. Der blev arbejdet hårdt og kæmpet over hele linjen, men der manglede altså lige det sidste i aflevering og afslutning. SKYYYYD, var der nok blevet råbt en del gange, hvis denne kamp var blevet spillet for et fuldt og gyngende Brøndby Stadion, for ofte kom Brøndby-spillerne i fine positioner omkring feltet, men der var ofte lige et træk for meget eller et forsøg på en overordentlig vanskelig aflevering, som Silkeborg så fik opsnappet.

Og så må man også bare rose Pelle Mattsson fra Silkeborg, som spillede en stor anden halvleg på den defensive midtbane. Han styrede fuldstændig løjerne efter pausen og var en dygtig bolderobrer og fordeler af spillet. Han og Silkeborg-midtstopper Alexander Busch gjorde livet svært for Brøndby-spillerne i kampen.

Mod slutningen af kampen lukkede og slukkede Anders Dahl, da han tørrede Westergren og fortsatte mod mål, hvor han sendte bolden forbi Ziegler. Det endte 2-0 til Silkeborg og Brøndby skuffede dermed på hjemmebane og blev samtidig overhalet af Silkeborg i tabellen.

Brøndby indtager 11. pladsen i U/19 Ligaen, som rummer 14 hold.

KAMPEN I TAL:

Brøndby IF U/19 - Silkeborg IF U/19, 0-2 (0-0)

53. minut: Gult kort til Marinus Larsen
63. minut: Gult kort til Mads Westergren
69. minut: Valdemar Kwasnisk UD / Mathias Kvistgaarden IND
71. minut: 0-1; selvmål
79. minut: Magnus Ravn UD / Filip Andersen IND
87. minut: Hjalte Andersen UD / Louis Peña Christoffersen IND
90. minut: 0-2; Anders Dahl

Mest kommenterede nyheder