3POINT
1685464497-BIF_EFB_U19_30-05-2023_LAV(8of46).jpg

Teis Markfoged

Nyheder30. maj 2023

U/19: Brøndby satte flot punktum for ujævn sæson

Brøndby IF U/19 vandt tirsdag eftermiddag med 4-1 i sæsonens sidste kamp. Et flot punktum for en ujævn sæson.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen30. maj 2023

MASTERCLASS-SPONSOR: 3point.dks venner

Vil du have mere Masterclass? Så meld dig ind i 3point.dks venner og støt os med et månedligt eller årligt beløb. På den måde sikrer du, at vi fortsat kan levere så meget dækning af talenterne, som vi gør. MELD DIG IND HER.

Tirsdag eftermiddag skulle Brøndby IF U/19 spille sæsonens sidste kamp. Esbjerg fB gæstede Vestegnen og kampen blev spillet inde på Brøndby Stadion, hvor græstæppet stod så flot, at man dårligt kunne se at der var blivet spillet Superliga aftenen inden.

Cheftræner Christian Sørensen stillede med følgende mandskab fra start:

Lucas Ziegler (U/20)
Malek Bakhit - Ludwig Vraa-Jensen - Philip Søndergaard - Lukas Larsen (U/17)
Noah Nartey
Clement Bischoff - Marinus Larsen (U/20)
Bertram Kvist
August Carlsson - Eskild Dall (U/20)

Brøndby IF kom ud til kampen som skudt ud af en kanon. Bedst eksemplificeret ved Eskild Dall, som netop stak afsted som var han skudt ud af en kanon. Der var blot spillet få minutter, da han blev sendt i dybden og simpelthen bare rundede sin oppasser på rå fart og fysik, inden han sikkert sparkede den i kassen til en tidlig Brøndby-føring.

Hjemmeholdet leverede et stærkt indtryk i kampens indledning. De var dominerende og stærke på bolden. Noah Nartey fortsatte sine flotte forårstakter og var igen, igen, igen iøjnefaldende. Det samme var Bertram Kvist, som var ophavsmand til et hav af Brøndby-muligheder denne tirsdag eftermiddag.

Lucas Ziegler måtte i aktion en enkelt gang inden pausen, men der var det også en stor Esbjerg-mulighed, han måtte forhindre. Keeperen reddede flot på en helt fri Esbjerg-spiller, og så kunne Brøndby genvinde momentum efter en periode, hvor gæsterne var kommet bedre med og det var blevet mere jævnbyrdigt.

Men det var ikke et jævnbyrdigt match i dag, Brøndby-holdet var simpelthen en klasse eller to bedre end gæsterne fra Vestjylland på Brøndby Stadion. Kort før pausen fik Brøndby også fortjent scoret til 2-0, da tilbagevendte Clement Bischoff satte sin mand i venstresiden og lagde et perfekt cutback til indskiftede Jonathan Agyekum, som hakkede den i kassen via undersiden af overliggeren.

Agyekum havde netop erstattet August Carlsson, som måtte udgå med en skade, hvilket desværre har været kendetegnende for offensivspillerens U/19-tid i Brøndby. 

Efter pausen fortsatte Brøndby hvor de slap og kunne og burde have udbygget føringen yderligere. De blå/gule spillede sig til intet mindre end tre gode muligheder i starten af anden halvleg, men fik ikke lukket kampen. Og så kom Esbjerg i stedet ind i den. De fik reduceret efter et hjørnespark.

Men det her var tydeligvis en af de dage, hvor vi så det rigtig pæne ansigt af U/19-holdet. De viste sig i hvert fald virkelig flot frem i forårssolen med kvikt og hurtigt angrebsspil med gode løsninger og kompromisløst forsvarsspil. Minuttet efter Esbjergs reducering lå bolden i nettet bag gæsternes keeper. Kvist satte flot Dall op og angriberen scorede sikkert sit andet mål i kampen.

Ikke længe efter var Brøndby på spil igen. Nartey fandt flot Kvist mellem kæderne og endnu en gang kunne den vævre 10er notere sig for en assist. Denne gang fik han sat Bischoff op, og så kom han også på måltavlen. 

Brøndby havde muligheder til mere, men det endte 4-1. Således fik Brøndby U/19 sat et flot punktum på en sæson, som har budt på gode stimer og store nederlag undervejs. Det har været en ujævn sæson, hvor topniveauet har været meget højt og bundniveauet meget lavt. I dag var særligt Bertram Kvist og Noah Nartey iøjnefaldende, men der var gode præstationer hele vejen rundt.

KAMPEN I TAL:

Brøndby IF U/19 - Esbjerg fB U/19, 4-1 (2-0)

4. minut: 1-0; Eskild Munk Dall
34. minut: August Carlsson UD / Jonathan Agyekum IND
36. minut: Gult kort til Malek Bakhit
44. minut: 2-0; Jonathan Agyekum
50. minut: 2-1; Malthe Boy Kristensen
51. minut: 3-1; Eskild Munk Dall
60. minut: Marinus Larsen UD / Waldemar Bjergfelt IND
60. minut: Lukas Larsen UD / Mathias Jensen IND
60. minut: 4-1; Clement Bischoff
75. minut: Clement Bischoff UD / Oscar Sejrup IND
75. minut: Eskild Munk Dall UD / Mads Beyer IND
77. minut: Gult kort til Philip Søndergaard

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder