3POINT
1723912393-DSC0046455.jpg

Adam Møller Karlsen

Nyheder26. aug. 2024

U/19: Brøndby reddede sent point i Vejle

Brøndby IF U/19 fik med nød og næppe hevet et point med hjem til Vestegnen lørdag.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen26. aug. 2024

Lørdag var det blevet tid til sæsonens anden kamp for Brøndby IF U/19, som var smuttet over broerne og til Vejle. Cheftræner Jesper Christiansen stillede med følgende mandskab til kampen:

William Sonne-Schmidt (2007)
Waldemar Bjergfelt (2006) - Philip Søndergaard (2007) - Ludwig Vraa (2005) - Lukas Larsen (2006)
Adam Claridge (2006)
Gustav Nøhr (2006) - Jakob Wismann (2007)
Jonathan Agyekum (2006) - Mathias Jensen (2005)
Jacob Ambæk (2008)

Bænken: Rasmus Lynder (2007), Noah Jakobsen (2006), Noah Kirkegaard (2007), Mathias Werther (2007) og Mamadou Jalloh (2006)

Brøndby IF jagtede de første point i sæsonen, da sæsonpremieren bød på et ærgerligt 3-2-nederlag til Silkeborg IF hjemme på bane 2. Men Vejle er altid et bøvlet hold for holdene i Masterclass - og sådan skulle det også blive denne gang.

Vejle startede kampen bedst, men spillede sig ikke til det helt store. Brøndby fik spillet sig mere og mere ind i kampen og tog initiativet på Vejles banehalvdel. Det affødte flere muligheder til gæsterne, hvor særligt to af dem var store. Lukas Larsen fik sat Adam Claridge flot op med et cutback, men midtbanespilleren misbrugte muligheden. Venstrebacken Lukas Larsen var også selv i afslutterens rolle, da han kom alene igennem med Vejles keeper, men måtte se sit forsøg snuppet.

I stedet var det så hjemmeholdet, der fik bragt sig foran. En afslutning udefra blev ramt helt skævt af en Vejle-spiller, men i stedet for en kompetent afslutning blev det til en assist, da en Vejle-spiller kastede sig ind i bolden i feltet og fik dirigeret den i kassen.

Målet gav Vejle mulighed for at stille dig dybt, og det havde Brøndby svært ved at løse. Men overordnet set var det en meget lige første halvleg, hvor Brøndby dog var en my bedre og mere toneangivende end hjemmeholdet, selvom det ikke var et Brøndby-hold, der ramte de helt høje nagler. 

Brøndby blev dog også ramt af at midtbanestyrmand Claridge måtte lade sig udskifte med en hovedskade efter bare 13 minutters spil. Det sendte Philip Søndergaard op på den defensive midtbane i stedet, men gav naturligvis lidt uro med et tidligt skift på så markante positioner.

I anden halvleg blev det en kamp mellem Brøndbys kreativitet og Vejles defensive organisation. Brøndby havde nemlig bolden rigtig meget omkring Vejles felt og der var flere gode angreb og optræk, men de blå/gule manglede det sidste for for alvor at gøre afslutninger og angreb rigtig farlige. Mange af afslutningerne blev skud fra distancen og der manglede lidt kreativitet og idéer.

Derfor lignede det længe, at Vejle ville snuppe alle tre point. Men i tillægstiden blev Brøndby reddet af en af indskifterne. Mathias Jensen lagde en bold i dybden mod indskiftede Noah Jakobsen. Angriberen jagtede opportunistisk bolden. Vejles keeper stod højt i banen og ville cleare den lange bold, men Jakobsen fik presset ham til en fejl, så han ikke fik clearet ordentligt. I stedet kunne Noah Jakobsen så lægge bolden over ham fra cirka 20 meter.

Det sikrede Brøndby en vigtig udligning, men den helt store forløsning i form af en sejr må Brøndby fortsat spejde efter. Det var en kamp, hvor Brøndby havde nogle fine perioder i det opbyggende spil og også var ret stabile i defensiven, men også manglede kvalitet og kreativitet i angrebsspillet. Det var kun i de sidste ti minutter af anden halvleg at Brøndby fik lagt det tunge pres på Vejle, som man kunne have forventet tidligere. Set over hele kampen var 1-1 ikke et uretfærdigt resultat set med både rød/hvide og blå/gule briller.

Vejle snuppede det ekstra point, der blev spillet om i den efterfølgende straffesparkskonkurrence.

KAMPEN I TAL:

Vejle B U/19 - Brøndby IF U/19, 1-1 (1-0)

13. minut: Adam Claridge UD / Rasmus Lynder IND
27. minut: 1-0; Tobias Lykkebak
68. minut: Jakob Wismann UD / Noah Jakobsen IND
68. minut: Jonathan Agyekum UD / Mathias Werther IND
80. minut: Gult kort til Gustav Nøhr
90. minut: Gult kort til Lukas Larsen
90. minut: 1-1; Noah Jakobsen

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder