
Simon Kammer
U/19: Brøndby hentede tiltrængt derby-sejr
Brøndby IF U/19 vandt lørdag aften med 3-0 over FC København og det var en tiltrængt sejr for de blå/gule.

Masterclass-indhold er præsenteret af 3point.dks venner
Vi har ingen partner på vores omfangsrige dækning af Masterclass - men vi har 3point.dks venner. Som medlem af 3point.dks venner støtter du vores arbejde og sikrer, at vi fortsat kan dække U/17 og U/19 intenst. Meld dig ind i dag og modtag en gratis t-shirt.
Brøndby IF U/19 skulle lørdag eftermiddag forsøge at komme tilbage på sejrssporet. Hjemme på bane 2 tog de imod rivalerne fra FC København og cheftræner Jesper Christiansen stillede op som følger:
Mamadou Jalloh (2006)
Mathias Werther (2007) - Ludwig Vraa (2005) - Philip Søndergaard (2007) - Lukas Larsen (2006)
Gustav Nøhr (2006) - Adam Claridge (2006) - Mathias Jensen (2005)
André Escobar (2007)
Jonathan Agyekum (2006) - Jacob Ambæk (2008)
Bænken: Waldemar Bjergfelt (2006), Noah Jakobsen (2006), Oliver Sejer (2006), Jakob Wismann (2007) og Sebastian Rosenwanger (2007)
Som det fremgår af opstillingen havde Brøndby IF fået toppet holdet med Ludwig Vraa i forsvaret og Jacob Ambæk på toppen. Det var generelt et Brøndby-hold, som var ældre end rivalernes hold og så man på de to startopstillinger, lå kampen mest til Brøndby - i en sæson, hvor begge hold er langt fra de helt sjove pladser i tabellen.
Første halvleg blev en meget jævnbyrdig affære, men også en relativt chancefattig én af slagsen. Kampens første mulighed tilfaldt gæsterne, men Mamadou Jalloh i målet diskede op med en fin redning.
Brøndby manglede den sidste kvalitet i aktionerne på modstanderens banehalvdel, men fik alligevel skabt nogle muligheder i første halvleg. Og når Brøndby var farlige, var Ambæk involveret. Angriberen var kampens helt store blå/gule oplevelse. Han leverede en virkelig flot præstation og havde rigtig mange gode aktioner og fik meget ud af situationer, som så umulige ud.
I første halvleg spillede Brøndby meget direkte. Det lignede en bevidst gameplan kombineret med at gæsterne fik lagt et godt pres på Brøndby. Derfor blev det som oftest lange bolde fra Brøndbys bagkæde og de fire dygtige spillere på midtbanen blev ikke rigtig sat i scene, der blev nærmest spillet hen over dem.
Efter en helt lige første halvleg må Jesper Christiansen have udført en god pausesnak, for Brøndby kom fantastisk ud efter pausen. Der var en helt anden energi og intensitet i de ting, som Brøndby foretog sig, og de overmatchede FC København på de fleste parametre efter pausen. Og så fik de spillet til at køre langt bedre, fik sat midtbanen i scene, så både Gustav Nøhr, Adam Claridge, Mathias Jensen og André Escobar pludselig blev væsentlige faktorer.
Få minutter inde i anden halvleg havde Ambæk en af sine fantastiske aktioner, hvor han fik gjort en stor chance ud af en umulig situation. Over for en af de dygtige FCK-stoppere fik han taget bolden ned, taget den til sig i højresiden og sat Mathias Jensen op inde centralt. Han spillede videre ud til venstre til Lukas Larsen, der tog et træk ind i banen og med sit højreben krøllede han bolden op i krogen til 1-0.
Brøndby fik voldsomt momentum af scoringen og i løbet af de næste minutter havde Ambæk en stor chance og Larsen sparkede på overliggeren. Fire minutter efter føringsmålet, faldt scoringen til 2-0. Høj, høj kvalitet af Ambæk, der modtog bolden i højre side af feltet og udnyttede den eneste plads der var. Med venstrebenet smækkede han bolden over i det lange hjørne.
Gæsterne var tæt på en reducering, da de sparkede et frispark på undersiden af overliggeren. De jagtede reduceringen, men havde svært ved at spille chancerne helt store nok. Abdul Daramy kom på banen og gav Brøndby nogle udfordringer og han fik også en stor chance, men Jalloh fik lukket vinklen og afvist forsøget.
Den normale offensivspiller Mathias Werther skal have stor ros for en disciplineret indsats på en uvant plads på højreback. Og så skal der også lyde ros til indskifteren Noah Jakobsen, som i kampens slutfase fik en lang bold i dybden. Den så svær ud, men han fik udnyttet sin fart og kom forbi sin oppasser. Han rev Jakobsen omkuld i feltet og blev præsenteret for sin anden advarsel og der blev også peget på pletten.
Adam Claridge gik til bolden og sparkede den stensikkert i nettet, så facit blev en 3-0-sejr til Brøndby IF. En tiltrængt derbysejr i en bøvlet sæson for de ældste blå/gule talenter.
KAMPEN I TAL:
Brøndby IF U/19 - FC København U/19, 3-0 (0-0)
21. minut: Gult kort til Philip Søndergaard
42. minut. Gult kort til Tristan Aldcroft Panduro
48. minut: 1-0; Lukas Larsen
52. minut: 2-0; Jacob Ambæk
53. minut: Gult kort til Lukas Larsen
55. minut: Gult kort til Brandon Ezequiel Llana Riano
64. minut: Lukas Larsen UD / Waldemar Bjergfelt IND
64. minut: Ludwig Vraa UD / Oliver Sejer IND
70. minut: Gult kort til Adam Claridge
71. minut: Gult kort til Waylon Ramon Renecke
75. minut: Jonathan Agyekum UD / Noah Jakobsen IND
75. minut: Mathias Jensen UD / Jakob Wismann IND
87. minut: Gult/rødt kort til Waylon Ramon Renecke
87. minut: 3-0; Adam Claridge (straffe)
90. minut: Jacob Ambæk UD / Sebastian Rosenwanger IND