3POINT
1616244052-B64_1484.jpg

Teis Markfoged

Nyheder20. mar. 2021

U/19: Brøndby dukket af OB

Brøndby IF\'s U/19-hold spillede lørdag første betydende kamp efter en lang pause, men det endte med et 2-1-nederlag til OB.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen20. mar. 2021

Lørdag eftermiddag tog Brøndby IF\'s U/19-hold imod OB. Det var de blå/gules første kamp siden november, så der var nok noget rust, der skulle bankes af. Christian Sørensen stillede med følgende 11 fra start:

Lucas Ziegler - Hjalte Andersen (U/17) - Cornelius Allen - Mads Westergren - Magnus Ravn - Marinus Løvgren Larsen - Oliver Jeppe - Andreas Pyndt Andersen - Waldemar Kattrup - Christian Friedrich - Valdemar Kwasniak

Brøndby fik den værst tænkelige start på kampen. Der var kun spillet et par minutter, da gæsterne fra OB bragte sig foran. De stribede var hurtigst i tanke og handling i første del af første halvleg. Hjemmeholdet havde ellers en fin mulighed for en tidlig udligning, da Friedrich lagde en god bold på tværs til Kwasniak, der brændte. Det kunne ellers have lunet for offensivspilleren med et mål mod sin tidligere klub.

Men efter den chance stod der OB på det meste. De var stærkest i duellerne og Robin Østrøm, som også har spillet flere Superliga-kampe, tabte nærmest ikke en duel i hele kampen. OB udnyttede momentum til at øge føringen. De spillede Brøndby tynde i den ene side og smækkede et godt indlæg ind i feltet, hvor Luca Kjerrumgaard stod umarkeret og kunne heade den i mål.

Brøndby vågnede stille og roligt op. Mod slutningen af halvlegen fik de mobilseret et lille tryk på OB efter en række dødbolde, og det gav pote. En OB-clearing røg ikke langt nok væk, men endte hos Kattrup i feltet. Han trykkede fladt på mål og inde foran kassen var der masser af folk. Kwasniak fik ramt den og den gik i nettet, eller også var det et selvmål. Det var svært at se. Men Brøndby var tilbage i kampen og kunne gå til pause med fornyet håb.

I anden halvleg kom hjemmeholdet stærkt ud. De tog initiativet og var pludselig stærkest i duellerne og havde langt mere kvalitet på bolden. Det var den helt store mangelvare i en første halvleg, hvor Brøndby havde et hav af lange violiner, som OB-målmanden let kunne samle op i feltet.

Men der var mere kvalitet i anden halvleg. Brøndby havde dog stadig svært ved at skabe chancer og for alvor blive farlige. De bedste bud kom på et forsøg fra Ravn og et godt langskud fra Pyndt, men større problemer fik OB-målmanden ikke. 

Andreas Pyndt skal roses for at steppe gevaldigt op i anden halvleg. Han kom langt mere på bolden og det klædte Brøndbys spil. Samtidig gjorde Oliver Jeppe en god figur på den defensive midtbane, hvor han med gode brud og afleveringer var med til at sætte sine holdkammerater godt i scene. Men oppe foran manglede de blå/gule i høj grad Jagvir Singh og Mathias Kvistgaarden, som scorede hovedparten af holdets mål i efteråret. 

KAMPEN I TAL:
Brøndby U/19 - OB U/19 (1-2), 1-2

3. minut: 0-1; Simon Skøtt
23. minut: 0-2; Luca Kjerrumgaard
44. minut: 1-2; Valdemar Kwasniak
71. minut: Gult kort til Christian Friedrich
79. minut: Waldemar Kattrup UD / Bertram Kvist U/17 IND
86. minut: Magnus Ravn UD / Filip Andersen IND
89. minut: Hjalte Andersen UD / Matin Saleh IND
89. minut: Oliver Jeppe UD / Benjamin Luka Kold Rasmussen U/17 IND
90. minut: Gult kort til Marinus Løvgren Larsen

 

Mest kommenterede nyheder