
Glenn Nielsen
U/19: Bittert nederlag på vestkysten
Brøndby IF U/19 måtte lørdag se sig slået af Esbjerg fB.

Brøndby IF U/19 spillede lørdag sin sidste ligakamp i 2025. Det gjorde de på udebane mod Esbjerg, og cheftræner Viktor Kynde sendte følgende hold i aktion på vestkysten:
William Sonne-Schmidt (2007)
Raphael Canut (2009) - Gustav Ruby-Johansen (2008) - Philip Søndergaard (2007) - Oliver Wettergren (2007)
Tahir Cevher (2008)
Sander Larsen (2008) - Andre Escobar (2007)
Viggo Poulsen (2008)
Mathias Werther (2007) - Jonathan Agyekum (2006)
Bænken: Emil Morgan (2008), Danial Riaz (2007), Axel Wagner Mortensen (2008), Nikolaj Johansen (2008) og Casper Svart (2008)
Det endte med et tungt og bittert nederlag for de ældste Brøndby-talenter på kunstgræsset i Esbjerg. Hjemmeholdet bragte sig foran efter en halv times spil, men bare ti minutter senere fik Raphael Canut udlignet på oplæg af Viggo Poulsen.
Men i anden halvleg fik Esbjerg lukket kampen på en omstilling og hjemmeholdet endte med at vinde 2-1. Noget som ærgrer cheftræner Viktor Kynde i stor stil.
- Det var et utroligt bittert nederlag. Vi dominerede egentlig kampen og holdt Esbjerg på tre-fire afslutninger. Vi havde for lav kvalitet i de få farlige forsvarssituationer, vi skulle håndtere, og vi var meget langt fra ønsket niveau i forhold til at skabe chancer selv, siger han til 3point.dk.
- Vi kom bagud 1-0 på en situation med mange dueller, hvor EfB fik driblet sig igennem og scorede. Vi udlignede på et hjørnespark inden pausen.
- Efter pausen var vi på bolden det meste af tiden, men uden at blive farlige. EfB lurede på omstillinger og scorede på en lang omstilling. Herefter jagtede vi en udligning, men var aldrig tæt på.
Brøndby IF U/19 ligger tredjesidst i ligaen og har altså ikke flere kampe i 2025 i denne turnering. Dog har Brøndby en eller flere kampe i hånden i forhold til en del af de hold, som ligger over den i tabellen.
KAMPEN I TAL:
30. minut: 1-0; Menan Velic
40. minut: 1-1; Raphael Canut
55. minut: Gult kort til Oliver Wettergren
61. minut: Gult kort til Jacob Munch Jensen
62. minut: Tahir Cevher UD / Casper Svart IND
72. minut: Raphael Canut UD / Danial Riaz IND
75. minut: 2-1; Menan Velic
80. minut: Sander Larsen UD / Emil Morgan IND