
Teis Markfoged
U/17-træner har det ambivalent med straffespark efter uafgjort
I U/17 Ligaen skal der sparkes straffesparkskonkurrence, når to hold spiller uafgjort. Det har Brøndby IF-træner Sune Lærkedahl Jensen det ambivalent med.

Brøndby IFs U/17-hold kunne lørdag eftermiddag sætte et enkelt point ind på kontoen, da de spillede 1-1 med Randers Freja. Men gæsterne fra Kronjylland endte med at snuppe to point, da de vandt den efterfølgende straffesparkskonkurrence.
Det er noget nyt i denne sæson, at man i tilfælde af uafgjort ender i en straffesparkskonkurrence med et ekstra point på højkant. Det er kun i de to bedste U/17-rækker, at dette testes af. Brøndby IF-træner Sune Lærkedahl Jensen har det ambivalent med tiltaget. Det forbedrer spillernes evner i straffesparkssituationer, men omvendt synes han ikke det hører til.
- Jeg har det lidt ambivalent med det. Spillerne bliver helt sikkert bedre til at klare det, men på den anden side spiller vi også om et Danmarksmesterskab i U/17 Ligaen, som kan ende med afgjort på at nogle sparker straffesparkskonkurrencer. Det kan være en del point, når vi snakker slutningen på sæsonen. Jeg synes ikke det er noget, der hører hjemme, når man spiller sådan en turnering, siger han til 3point.dk.
I den ordinære kamp endte det som tidligere skrevet 1-1. Men Brøndby-træneren synes hans hold var bedst kampen igennem.
- Jeg synes vi spillede en rigtig god kamp. Vi var bedre end Randers kampen igennem. Vi var meget, meget bedre i første halvleg og anden halvleg var mere lige. De fik presset os lidt bedre, men det var stadig os, der skabte de største chancer. Det var en god præstation og vi var det bedste hold.
- Vi vidste godt, at Randers ville prøve at gøre det til en fysisk kamp, hvor der var slåskampe hele tiden, og det lykkedes vi bedre med at løse i første halvleg. I første halvleg fik vi spillet, så de ikke kunne det. Det fik vi ikke gjort nok i anden halvleg, men vi fik stadig skabt et par store chancer.
I første halvleg var Brøndby-holdet meget aggressive i genpresset og lagde et tungt tryk på Randers Freja.
- Det arbejder vi rigtig meget med. Vi vil gerne generobre bolden hurtigt, så vi kan angribe igen. Vi vil rigtig gerne have bolden, for vi vil gerne angribe hele tiden. Det så godt ud i dag (lørdag, red.) specielt i første halvleg.
Brøndbys U/17-hold ligger på tredjepladsen i U/17 Ligaen.