Teis Markfoged
U/17: Stærk og solid indsats grundlagde Brøndby-sejr på 3-1
Brøndby IF U/17 vandt lørdag eftermiddag med 3-1 i Vejle efter en god og solid indsats hele vejen rundt.

Der var trænerdebut til hollandske Menno van Dam på sidelinjen, da Brøndby IF U/17 lørdag eftermiddag tørnede sammen med Vejle B på udebane. Cheftræneren stillede med følgende 11 fra start i kampen:
William Sonne-Schmidt
Waldemar Bjergfelt - Erem Øzkul - Philip Søndergaard - Lukas Larsen
Adam Claridge Jensen - Jakob Wismann - Magnus Søndergaard
André Escobar
Alfred Klamer - Jonathan Agyekum
Der er mange spændende navne på dette Brøndby U/17-hold. Det var der også i sidste sæson, men på trods af et profiltungt hold løb Brøndby U/17 alligevel nu og da ind i nogle snittere, som fik fans til at rynke brynene. Så med spændte miner tog Jakob fra 3point.dk plads i Vejle til ligapremieren i den nye sæson med en ny mand ved trænerroret.
Det var, ligesom for U/19-holdet, svære forhold i stegende varme og på en bane, der ikke var blevet vandet. Men det var en kamp, som Brøndby tog kontrol på fra start. Alfred Klamer og Magnus Søndergaard havde de første muligheder for gæsterne, men sigtekornet skulle lige indstilles efter pre-season.
Men halvvejs i første halvleg blev det 1-0 til Brøndby. André Escobar smækkede et hjørnespark ind i panden på Erem Øzkul, der bragte Brøndby i front. Knap ti minutter senere var den gal igen i Vejle-feltet. Escobar fandt anfører Adam Claridge Jensen på kanten af feltet og han sparkede Brøndby på 2-0. Claridge spillede generelt en stærk kamp og havde bud efter målet igen efter sin scoring, men denne gang gik skuddet dog over mål.
Brøndby styrede første halvleg fra start til slut og startede også anden halvleg stærkt med en stor chance til Jonnathan Agyekum, som brændte. Jakob Wismann, som er en elegant og meget spændende midtbanespiller, måtte desværre lade sig udskifte med en skade tidligt i anden halvleg.
Magnus Søndergaard fremtvang et straffespark, da han blev revet ned i feltet. Escobar gik til bolden og scorede sikkert. 3-0 til Brøndby.
Brøndby leverede en langt mere struktureret indsats end vi tidligere har set på U/17. De gav nærmest ingen chancer væk og blev ikke fanget i dumme omstillinger imod. Det var en rigtig stærk og solid Brøndby-indsats hele vejen rundt, hvor eneste malurt i bægeret var Wismanns skade og at Vejle fik en reducering i nettet sent i kampen. Derudover var det en rigtig god debut af Menno van Dam og de unge spillere, der er rykket op.
KAMPEN I TAL:
22. minut: 0-1; Erem Øzkul
31. minut: 0-2; Adam Claridge Jensen
40. minut: Gult kort til Erem Øzkul
42. minut: Gult kort til Anders Sønderskov
49. minut: Jakob Wismann UD / Gustav Johansen IND
52. minut: Gult kort til Jens Christian Tjagvad
53. minut: 3-0; André Escobar Jensen (straffe)
64. minut: Alfred Klamer UD / William Holm IND
67. minut: Gult kort til Adam Claridge Jensen
69. minut: Gult kort til Frederik Engqvist
76. minut: Magnus Søndergaard UD / Alex Batista Lindstrøm IND
76. minut: Erem Øzkul UD / Oliver Sejer Lauritsen IND
76. minut: Adam Claridge Jensen UD / Viktor Løvgren Sørensen IND
84. minut: 1-3; Victor Kjærsgaard
87. minut: Gult kort til Emil Klitgaard
87. minut: Gult kort til André Escobar Jensen