3POINT
1650479896-DSC01945.jpg

Teis Markfoged

Nyheder20. apr. 2022

U/17: Stærk holdindsats grundlagde Brøndbys derby-sejr

Brøndby IF U/17 leverede en stærk holdpræstation, da de onsdag aften besejrede rivalerne fra FC København med 2-1.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen20. apr. 2022

Brøndby IF U/17 skulle onsdag aften forsøge at besejre ligaens førerhold fra FC København. Cheftræner Patrick Harboe stillede med følgende 11 fra start i kampen:

Noah Sømmergaard
Kean Tran - Erem Øzkul - Ludwig Vraa-Jensen (C) - Lukas Larsen
Adam Claridge Jensen
Mathias Jensen - Noah Nartey
Mads Beyer
Benjamin Kold - Clement Bischoff

På en solbeskinnet, lun og knoldet bane 5 bag kostalden i Brøndby, kunne de mange tilskuere se gæsterne fra FC København komme bedst ud af starthullerne. De hvidblusede dominerede i det første kvarter, hvor de fik strikket flere gode angreb sammen. Hjemmeholdet havde i begyndelsen svært ved at spille sig ud af presset, men fik stille og roligt ædt sig ind i kampen.

Efter et kvarters spil blev det bedre for Brøndby. Presset og genpresset begyndte at sidde i skabet. Hjemmeholdet holdt i flere minutter FCK presset helt tilbage i eget felt, momentum var skiftet og det havde Brøndby IF tænkt sig at udnytte.

De tilkæmpede sig et hjørnespark, som blev sendt ind i feltet. Bolden blev forsøgt clearet, men Brøndby fastholdt presset og anfører Ludwig Vraa-Jensen smed elegant bolden over bagerst i feltet til Adam Claridge Jensen, der tog en enkelt berøring, inden han med et knaldhårdt vristspark sendte Brøndby på 1-0.

Brøndby havde mange gode angreb og nålestik, når de lykkedes med at erobre bolden fra FCK, hvilket de gjorde mange gange i første halvleg. Benjamin Kold var en konstant trussel i dybden og det havde holdkammeraterne et fint blik for. To gange var han tæt på at komme helt fri, men der manglede lige det sidste.

Det gjorde der til gengæld ikke for angrebskollegaen Clement Bischoff få minutter senere. Brøndby erobrede bolden højt på FCKs banehalvdel og et par meter uden for feltet sendte Bischoff et tørt hug i nettet i det lange hjørne. 2-0 til Brøndby og Bischoff fortsætter sin fantastiske start i den gule trøje.

Der var kun gode præstationer i første halvleg fra Brøndby. Mads Beyer lå og styrede presset, mens Noah Nartey, Mathias Jensen og Adam Claridge Jensen alle spillede en rigtig god kamp på midtbanen. Kean Tran var en evig kilde til uro for FCK-defensiven og erobrede et hav af bolde i sit hidsige pres.

Brøndby havde et par muligheder tidligt i anden halvleg for at lukke og slukke kampen, men i stedet fik gæsterne etableret et pres, som blev tungere og tungere som halvlegen skred frem. Efter 77 minutters spil fik de reduceret, og Brøndby blev sjældnere og sjældnere gæster på FCKs banehalvdel.

FCK havde mange farlige situationer mod slutningen af kampen, da de jagtede en udligning og flere gange måtte Brøndby cleare på stregen. Men med fem minutter igen fik Brøndby taget brodden af presset, da de fandt egne fødder igen.

Faktisk kunne hjemmeholdet have lukket kampen i tillægstiden. Først hakkede Mathias Jensen et frispark på overliggeren og siden var både Benjamin Kold og indskiftede August Harritsø tæt på. Brøndby spillede slutfasen klogt. De trak hjørnespark og frispark. FCK-spillerne var frustrerede og på fem minutter i tillægstiden fik forsvarsspilleren Cornelius olsson to advarlser og blev sendt i bad.

Brøndby kunne derfor køre en fortjent sejr på 2-1 hjem. Sejren blev grundlagt af en stærk holdindsats, hvor samtlige Brøndby-spillere spillede op til niveau eller mere til og bød sig til. Da det blev en forsvarskamp i en periode, trådte anfører Ludwig Vraa-Jensen virkelig i karakter. 

Med sejren lægger Brøndby IF U/17 sig på førstepladsen i U/17 Ligaen á point med netop FC København. Men FCK har spillet to kampe færre. Se stillingen i U/17 Ligaen her.

KAMPEN I TAL:

Brøndby IF U/17 - FC København U/17, 2-1 (2-0)

20. minut: 1-0; Adam Claridge Jensen
42. minut: 2-0; Clement Bischoff
64. minut: Clement Biscohff UD / Jonathan Agyekum IND
75. minut: Mads Beyer UD / August Harritsø IND
77. minut: 2-1; Amin Chiakha
78. minut: Gult kort til Nikolaj Zachariassen
83. minut: Gult kort til Victor Froholdt
90. minut: Gult kort til Cornelius olsson
90. minut: Lukas Larsen UD / Waldemar Bjergfelt IND
90. minut: Gult kort til Benjamin Kold
90. minut: Gult/rødt kort til Cornelius olsson

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder