.jpg%3F2026-07-03T14%253A22%253A40.166Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
U/17-landshold: Kvist-scoring i dansk sejr over Sverige
Holdets anfører, Bertram Kvist fra Brøndby IF, åbnede målscoringen, da Danmark tirsdag vandt 4-2 over Sverige i en U/17-landskamp. Fire spillere i den danske start-11\'er var fra de blå/gule på Vestegnen.

Bertram Kvist startede inde og var udnævnt til anfører, da det danske U/17-landshold tirsdag eftermiddag spillede den anden af to venskabskampe mod Sverige på Hvidovre Stadion. Det fejrede Brøndby-talentet med at score kampens første mål.
- Bolden bliver spillet op på vores angriber (Elias Hansborg-Sørensen, OB, red.), som spiller mig, og så tager jeg egentlig blot sagen i egen hånd, driver bolden ind fra venstre og lægger den i det korte hjørne, sagde Bertram Kvist til 3point.dk efter kampen.
Scoringen faldt kort før pausen, og den danske føring holdt første halvleg ud. Sverige kom imidlertid godt ud til anden halvleg og bragte sig på vinderkurs med to scoringer i løbet af det første kvarter.
Danskerne viste dog god moral, og midtvejs i halvlegen bragte Silkeborgs Malthe Wallin balance i regnskabet, og blot seks minutter senere sendte Magnus Munck fra FCN Danmark i front. Samme Munck satte det sidste søm i den svenske kiste i dommerens tillægstid til slutstillingen 4-2.
Som nævnt i indledningen var Brøndbys Bertram Kvist udpeget til anfører under tirsdagens opgør, og det gjorde kampens første målscorer både glad og stolt.
- Selvfølgelig er det (anførerbindet, red.) en stor ting. Jeg er meget stolt og glad for det ansvar, jeg får fra både mine holdkammerater og trænerne. Vi har en fantastisk gruppe, så det er selvfølgelig et kæmpe skulderklap til mig, slog Kvist fast.
Mens Matteo Grosso var den eneste af den danske trups hele fem spillere fra Brøndby Masterclass, som startede inde i lørdagens første opgør mellem Danmark og Sverige, blev det tirsdag til en startplads til de øvrige fire.
Malek Bakhit startede på venstre back ved siden af Ludwig Vraa-Jensen i det centrale forsvar. Mads Beyer fik pladsen som højre kant i et tremands angreb, mens anfører Bertram Kvist var den ene af de to 8'ere på den danske midtbane i en 4-3-3-opstilling.
Kampfakta:
Danmark - Sverige 4-2 (1-0)
40. minut: 1-0; Bertram Kvist (Brøndby IF)
50. minut: 1-1; Roony Bardagji (FCK)
60. minut: 1-2; Emmanuel Tannor (Parma Calcio 1913)
66. minut: 2-2; Malthe Wallin (Silkeborg IF)
72. minut: 3-2; Magnus Munck (FCN)
90. minut: 4-2; Magnus Munck (FCN)
https://www.facebook.com/Landsholdsfodbold.herreungdom/posts/4392206320842735