.jpg%3F2026-07-03T14%253A06%253A12.962Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
U/17-EM: Søndergaard udgik i dansk remis mod Kroatien
Efter en fin første halvleg blev Brøndby IF\\\'s Philip Søndergaard skiftet ud i pausen, da Danmark ved U/17-EM spillede 2-2 mod Kroatien.

Efter at Danmark åbnede deres gruppe ved U/17-EM i det cypriotiske med en sikker sejr på 2-0 over Wales, var Kroatien i de tidlige aftentimer torsdag modstander i anden spillerunde. Endnu en gang startede Philip Søndergaard fra Brøndby IF inde i det centrale forsvar.
Med vanlig sikkerhed i defensiven samt i pasningsspillet fremad blev det til en fin indsats af Søndergaard i de 45 minutter - plus det løse - det blev til. Til stor overraskelse kom Brøndby-stopperen ikke ud til anden halvleg.
Der er ikke kommet noget ud fra DBU, men set udefra må det - desværre - skyldes enten en skade af en art eller sygdom, som dog ikke var synlig på nogen måde gennem første halvleg.
På det tidspunkt var stillingen 1-1 i en kamp, som Danmark ellers havde haft god styr på, og uafgjort ved pausen var temmelig misvisende bedømt på spil og chancer. Manglende skarphed i begge ender blev imidlertid udslagsgivende.
Danmark kom i front efter 35 minutters spil, da Lasse Abildgaard fra AFC Ajax på kanten af feltet tog et par træk på tværs og derpå sendte bolden hårdt og fladt ind ved den nærmest stolpe. Herpå bankede danskerne på til flere mål, men den næste scoring faldt i den anden ende.
På holdet første mulighed i halvlegens 41. minut kunne Hertha BSC's Patrice Kovic nemt udligne for Kroatien efter en fejl af Frej Elkjær. AGF-spilleren havde kontrol over bolden i venstre side af det danske felt, men lod sig overrumple af målscoreren, der ganske simpelt stjal bolden.
Allerede efter et minuts spil af anden halvleg scorede kroaterne igen i en situation, hvor Noa Mikic fra Dinamo Zagreb alt for nemt kunne løbe gennem det danske forsvar. Hele den danske defensiv sov i timen, og Søndergaard-erstatningen Graham Ankamafio kom for sent på tværs til at kunne forhindre en afslutning.
Et lille kvarter senere var FCK-stopperen imidlertid også involveret i den danske scoring til 2-2, da han efter et hjørne pressede en kroatisk spiller til at heade på tværs til en helt fri Roberto Risnæs - også fra FCK - som i det lille felt nemt kunne score.
I det hele taget var Ankamafio bedst på dødbolde, mens han rent defensivt virkede noget usikker, hvilket forplantede sig videre på det danske hold. Eksempelvis så man pludselig fejl fra anfører Noah Markmann, som ellers er en yderst kompetent stopper på det danske hold og hos FCN
Det blev ikke til yderligere scoringer, mens gruppens anden kamp torsdag aften endte med sejr på 3-0 til Østrig mod Wales. Netop Danmark og Østrig mødes i en gruppefinale søndag kl. 17:00 - et noget uheldigt tidspunkt for danske fodboldfans.
Vinderen af den kamp er naturligvis klat til kvartfinalerne med sejr. Danmark er også videre med uafgjort, mens Østrig i det tilfælde skal håbe på, at det bliver en målfest med minimum tre mål til hver. Med to mål til hver skal Østrig håbe på kroatisk pointtab mod Wales.