
Teis Markfoged
U/17: Brøndby overvandt chokstart og vandt sikkert
Brøndby IF U/17 kom tidligt bagud, men svarede godt igen og endte med at hive en sikker sejr på 3-1 i Aalborg.

Brøndby IF U/17 var lørdag eftermiddag også på besøg i Aalborg. Her var Christian Piltoft igen vikarierende cheftræner for Viktor Kynde på grund af lykkelige omstændigheder i form af familieforøgelse.
Piltoft stillede med følgende mandskab fra start i Aalborg:
Mamadou Jalloh (2006)
Noah Kirkegaard (2007) - Oliver Sejer (2006) - Rasmus Lynder (2007) - Oliver Wettergren (2007)
Ali Al-Najar (2008) - Danial Riaz (2007) - Sander Larsen (2008)
Viggo Poulsen (2008) - Jacob Ambæk (2008) - Elo Sandersen (2008)
Bænk: Gustav Ruby-Johansen (2008), Casper Svart (2008), Magnus Buades (2008) og Alexander Bejer-Andersen (2008)
U/19-holdet kom dårligt fra start i deres kamp mod AaB - det samme gjorde U/17-holdet. Her var det et straffespark til AaB, som hjemmeholdet udnyttede. Og så var de foran efter fem minutters spil. Men også i denne kamp fik Brøndby svaret godt igen - og værterne fik et rødt kort.
- Kampens indledning blev desværre ret utrytmisk som konsekvens af at vi indkasserede et straffespark efter fire minutter i forbindelse med et hjørnespark. Det satte sig lidt i spillet i den efterfølgende periode, hvor AaB var oven på. Vi lavede nogle tekniske fejl og boldtab, som gav dem mulighed for at spille omstillinger på os, fortæller Christian Piltoft.
- Drengene arbejdede sig godt ind i kampen og begyndte efter tyve minutter at finde et bedre flow, som bragte rytme tilbage i spillet. Vi udlignede på et hjørnespark af Viggo (Poulsen, red.), som fandt Oliver Sejer tæt under målet. Efterfølgende pressede vi på mod slutningen af første halvleg, hvor Ali (Al-Najar, red.) lavede et sjældent, men flot mål, hvor han fra kanten af feltet sparkede den i det modsatte hjørne.
- Vi har helt tydeligt fået et stærkere fundament i gruppen, hvor relationerne er blevet forstærket og spillerne arbejder på at løse de opgaver, som de står overfor. Det er tydeligt, særligt i første halvleg, hvor vi manglede en pasning i opbygningen eller at vi ikke helt havde den rigtige presafstand, så de kunne spille gennem os, at drengene i de situationer er blevet enormt gode til at finde løsninger, at kommunikere dem og således lave de justeringer, som kræves.
Derfor kunne Brøndby-holdet gå til pause med en føring, og arbejdsbetingelserne blev endnu bedre efter pausen, hvorfor en sejr da også blev kørt med hjem til Vestegnen.
- Anden halvleg blev en halvleg, som kom til at handle om at kontrollere kampen, da AaB nedlagde Ambæk, som var alene mod deres mål efter fem minutter i anden halvleg, og det betød et rødt kort til AaB. De trak sig tilbage og rummene blev mindre at spille i. Derfor skulle vi skabe kampen på en anden måde end i første halvleg. Vi skulle samtidig være opmærksomme på at vi havde de rette positioner til at lukke ned for deres omstillinger. Drengene løste det rigtig flot. Vi skabte flest og de største chancer, hvor Danial lukkede kampen med endnu et flot mål fra kanten af feltet til 3-1, slutter Piltoft.
KAMPEN I TAL:
AaB U/17 - Brøndby IF U/17, 1-3 (1-2)
5. minut: 1-0; Valdemar Damgaard (straffe)
33. minut: 1-1; Oliver Sejer
45. minut: 1-2; Ali Al-Najar
49. minut: Rødt kort til Mads Samsom Feierskov Andreasen
70. minut: Noah Kirkegaard UD / Magnus Buades IND
72. minut: 1-3; Danial Riaz
75. minut: Rasmus Lynder UD / Gustav Ruby-Johansen IND
75. minut: Sander Larsen UD / Casper Svart IND
79. minut: Gult kort til Marcus Bonde