3POINT
August Carlsson

Teis Markfoged

Nyheder5. maj 2021

U/17: Brøndby kom ned på jorden mod formstærke Midtjylland

To flotte scoringer af August Carlsson kunne blot pynte på resultatet, da Brøndby IF tirsdag aften mødte FC Midtjylland i U/17-Ligaen og tabte.

3point person
Steen Sørensen5. maj 2021

U/17-Ligaens to mest formstærke hold og de to bedste i 2021 hidtil skulle krydse klinger tirdag aften på Bane 2 i Brøndby. FC Midtjylland gæstede Brøndby IF, og en vinder af opgøret ville i den grad spille sig helt ind i mesterskabskampen. Til opgaven havde Brøndby-træner Sune Jensen valgt denne formation:

Malthe Schou

Malek Bakhit - Mikkel Durlev - Ludwig Vraa-Jensen - Matteo Grosso

Benjamin Luka Kold (A)

Bertram Kvist - Mads Beyer

Oscar Schwartau

August Harritsø - Oscar Sejrup

Brøndby fik en mareridtstart på kampen, da et et boldtab ved midterlinjen efter et minuts spil førte til en midtjysk omstilling, hvor bolden endte hos August Priske, som styrede bolden op det fjerneste målhjørne.

Den frygtelige indledning på opgøret slog imidlertid ikke de blå/gule ud, og hjemmeholdet tog i den grad taktstokken og trykkede gæsterne helt i bund. Det udmøntede sig blandt andet i en håndfuld hjørnespark indenfor de første ti minutter.

På de grundet coronarestriktioner nærmest tomme tilskuerpladser sad man med en fornemmelse af, at det blot var et spørgsmål om tid, før Brøndby fik hul på bylden. De helt store chancer udeblev imidlertid, og pludselig gik det galt i den anden ende efter et kvarters spil.

Et hjørne endte hos FCM's høje midtstopper Mikkel Fischer, som headede kraftfulde mod mål, hvor bolden snittede en Brøndby-spiller og passerede stergen uden chance for Malthe Schou i målet. Scoringen blev registreret som et selvmål.

Herefter satte udeholdet sig på begivenhederne godt hjulpet af flere dumme boldtab af de blå/gule. Et lidt unødvendigt hjørne førte til, at FCM's Gustav Ørsøe Christensen med et fladt skud kunne gøre det 0-3. Ganske symptomatisk for midtjyderne på en omstilling og to dødbolde.

Mod slutningen af halvlegen havde Oscar Sejrup en god mulighed for at bringe Brøndby tilabge i opgøret, men spillet fri i dybden af Bertram Kvist sparkede angriberen forbi mål.

Pausen benyttede Brøndby-træner Sune Jensen til tre en-til-en indskiftninger. Om det var årsagen er svært at sige, men under alle omstændigheder fik hjemmeholdet bedre fat i anden halvleg, og i hvert fald den ene indskiftning fik målmæssig betydning.

Efter fem minutters spil af anden halvleg fandt Bertram Kvist den indskftede August Carlsson i feltet, og efter en skudfinte sparkede han flot bolden fladt ind ved nærmeste stolpe.

Det gav Brøndby mere blod på tanden, og kampen virkede nu helt åben, hvor det næste mål kunne gå til begge sider og definere resten af opgøret. Desværre for de blå/gule fra Vestegnen faldt det til gæsterne midt i halvlegen på en flot omstilling nede fra eget felt.

Under et Brøndby-pres lå FCM's første målscorer August Priske og vred sig i græsset i længere tid, men da midtjyderne fik erobret bolden fejlede Priske pludselig intet. Han spurtede i dybden, modtog bolden i rette øjeblik og scorede usvigelig sikkert. Dermed var kampen i realiteten afgjort.

Brøndby-spillerne hang dog ikke med hovedet og forsatte ufortrødent, men FCM-keeper Nicholas Beetsson havde en god dag i buret. Stik imod spil og chancer fik midtjyderne pludselig ud af ingenting scoret endnu en gang med knap 20 minutter igen. Et stående skud fra 20 meter af Valdemar Byskov Andreasen.

I resten af kampen var der store chancer i begge ender, hvor blandt andre Bertram Kvist brændte helt fri i det lille felt, mens egoisme var skyld i, at et par FCM-omstillinger forblev resultatløse. Den ene efter et imponerende tilbageløb af indskiftede Max Juhl, som alene med tre FCM-spillere ragede kanstanjerne ud af ilden.

Cirka fem minutter før slutfløjtet fik August Carlsson med sit andet mål pyntet på resultatet, da han flot fra en position udenfor feltet skruede bolden op i det fjerneste målhjørne. Mere blev det ikke til i en underholdende og trods resultatet ganske jævnbyrdig kamp.

Hvorvidt det er en rød tråd fra Superliga-holdet og ned gennem akademiet i Ikast skal være usagt, men under alle omstændigheder brugte FCM-spillerne rigtig lang tid ved langt de fleste dødbolde og ikke mindst ved indkast. Det var specielt udtalt efter pausen.

Det var dog på ingen måde noget, værterne kunne bruge som hverken undskyldning for eller forklaring på resultatet. Det var blot en observation udefra.

Kampen i tal

Brøndby IF - FC Midtjylland 2-5 (0-3)

02. minut: 0-1; August Priske

16. minut: 0-2; Selvmål

34. minut: 0-3; Gustav Ørsøe Christensen

46. minut: Kean Tran IND / Malek Bakhit UD

46. minut: Kasper Larsen IND / Oscar Schwartau UD

46. minut: August Carlsson IND / August Harritsø UD

47. minut: Gult kort til Malthe Johnsen Bøndergaard (FCM)

51. minut: 1-3; August Carlsson

54. minut: Gult kort til Benjamin Luka Kold (BIF)

68. minut: 1-4; August Priske

68. minut: Max Juhl IND / Ludwig Vraa-Jensen UD

73. minut: 1-5; Valdemar Byskov Andreasen

86. minut: 2-5; August Carlsson

Stillingen i U/17-Ligaen

Brøndby IF's kampe og resultater

Samtidig mødtes Brøndby IF og FC Midtjylland også i U/15-Ligaen på Bane 5 og her kunne de blå/gule trække sig tilbage som vindere med 3-1 på mål af Benjamin Kold, Lukas Larsen og Magnus Søndergaard.

Resultatet betyder, at de blå/gule befæstede postionen i toppen af rækken, hvor der nu er seks point ned til FC København på andenpladsen. Med otte runder tilbage er intet dog afgjort, men vinderen af rækken vil skrive dansk fodboldhistorie. Det vil være den første officielle danske U/15-mester nogensinde.

Stillingen i U/15-Ligaen

Brøndby IF's kampe og resultater

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder