3POINT
Oscar Schwartau

Teis Markfoged

Nyheder11. nov. 2021

U/17: Brøndby IF vandt topbrag mod FC Nordsjælland

Udover en scoring var Brøndbys Oscar Schwartau med i to mål, da Brøndby IF onsdag aften vandt topbraget i U/17-Ligaen mod FC Nordsjælland.

3point person
Steen Sørensen11. nov. 2021

Onsdag aften tog Brøndby IF imod FC Nordsjælland i et ægte topbrag i U/17-Ligaen. De blå/gule fra Vestegnen skulle rette op på nederlaget til FC Midtjylland i seneste kamp, og til den opgave havde Brøndby-træner Sune Jensen valgt disse 11 fra kampens start:

Malthe Schou
Kean Tran - Erem Özkul - Ludwig Vraa-Jensen (A) - Matteo Grosso
Mikkel Durlev
Noah Nartey - Adam Claridge Jensen
Oscar Schwartau - Mads Beyer - Benjamin Kold

Gæsterne fra Farum lagde aggressivt fra land og fik allerede i første minut presset hjemmeholdet i bund. Brøndby fik dog hurtigt redet stormen af og tilkæmpet sig et overtag i opgøret, hvor det meste spil det første kvarter foregik på FCN's banehalvdel.

I det næste kvarter var det nordsjællænderne, der havde initiativet, hvor FCN's Mounir Jamal Secka var tæt på at score efter en yderst sjælden fejlaflevering fra Brøndby-anfører Ludwig Vraa. Vraa var ellers sikkerheden selv i det blå/gule forsvar og spillede med stor selvtillid.

Midtvejs i første halvleg vendte Brøndby-træner Sune Jensen rundt på midtbanetrekanten, så Adam Claridge Jensen gik ned som 6'er sammen med Mikkel Durlev, mens Noah Nartey fik en mere offensiv rolle som 10'er.

Det fik i første omgang neutraliseret FCN's overtag, og indtil pausen var det en lige affære i en kamp, som blev spillet med stor intensitet og i et højt tempo. Kampen levede i høj grad op til prædikatet topopør. Efter pausen fik rokeringen afgørende betydning.

Inden da fik gæsterne imidlertid bragt sig foran kort før pausen på et angreb, som umiddelbart virkede ufarligt. Brøndby fik imidlertid ikke dækket tæt nok op på et præcist indlæg fra gæsternes højre side, og så kunne en fri Conrad Harder Weibel Schandorff score til 0-1.

Brøndby kom rigtig godt ud til anden halvleg, og allerede i andet minut fik de blå/gule bragt balance i målregnskabet. Mikkel Durlev erobrede bolden midt på banen, drev den fremad og afleverede videre til Noah Nartey, der vendte godt rundt og stak bolden i dybden til Oscar Schwartau, som fra højre hjørne af det lille felt hamrede bolden op i nettaget.

I det hele taget leverede Brøndby-offensiven en forrygende første halvdel af anden halvleg med Noah Nartey og Oscar Schwartau i spidsen, hvilket kastede yderligere to scoringer af sig. Målscorer Schwartau var med i begge de mål.

Først modtog Nartey bolden midt på FCN's banehalvdel, satte straks fart på frem mod feltet og sendte bolden ud til Schwartau i højre side, som med et flot indlæg fandt en fri Mads Beyer ved fjerneste stolpe. Beyer svigtede ikke, men sendte bolden sikkert i nettet.

Dernæst fandt Schwartau med endnu et indlæg fra højre en fri Benjamin Kold foran mål. Kold afluttede resolut, men FCN-keeper Lucas Martin reddede flot. Riposten røg imidlertid lige ud til Mads Beyer, som nemt kunne score sit andet mål onsdag aften.

Herefter fulgte en række indskiftninger, hvilket brød rytmen i Brøndbys spil en smule samtidig med, at FC Nordsjælland trykkede ekstra på offensivt i forsøget på at hente den blå/gule føring på to mål. Det gav bonus i det 83. minut.

Efter et længere FCN-pres landede bolden lidt tilfældigt foran målscoreren til 0-1, Conrad Harder Weibel Schandorff, som fra kanten af straffesparksfeltet flot halvflugtede den utageligt ind i nettet bag Malthe Schou.

Den fornyede spænding i opgøret varede imidlertid blot fire minutter. Endnu en gang tvang Brøndbys Benjamin Kold målmanden til en ripost efter en god afslutning, og denne gang røg bolden ud til den indskiftede angriber August Harritsø, som lukkede kampen med målet til 4-2.

Det mål tog pusten fra gæsterne, og kampen fadede ud. En kamp, som var en flot reklame for U/17-Ligaen med to hold, der gav hinanden kamp til stregen med hurtigt og offensivt spil samt en god intensitet. En fornøjelse for tilskuerne ved bane 9 i Brøndby.

KAMPEN I TAL:

Brøndby IF - FC Nordsjælland 4-2 (0-1)

39. minut: 0-1; Conrad Harder Weibel Schandorff
47. minut: 1-1; Oscar Schwartau
54. minut: 2-1; Mads Beyer
65. minut: Mathias Jensen IND / Noah Nartey UD
67. minut: 3-1; Mads Beyer
72. minut: August Harritsø IND / Oscar Schwartau UD
77. minut: Saman Jalaei IND / Mads Beyer UD
77. minut: 3-1; Lukas Larsen IND / Matteo Grosso UD
83. minut: 3-2; Conrad Harder Weibel Schandorff
87. minut: 4-2; August Harritsø

Stillingen i U/17-Ligaen

Brøndby IF's kampe og resultater

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder