3POINT
U17 pokalvindere

Freja Borne

Nyheder20. jun. 2023

U/17: Brøndby IF sikrede sig The Double

Brøndby IF U/17 vandt tirsdag aften pokalfinalen efter straffespark og har derfor sikret sig The Double i en mindeværdig sæson.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen20. jun. 2023

Brøndby IF U/17 kunne lørdag fejre det danske mesterskab. Allerede tirsdag skulle de i kamp igen, denne gang gjaldt det pokalfinalen mod Lyngby BK på Tingbjerg Ground. Cheftræner Menno van Dam havde valgt følgende hold fra start i kampen:

William Sonne-Schmidt
Oliver Sejer - Philip Søndergaard - Erem Özkul
Waldemar Bjergfelt - Jakob Wismann - Ali Al-Najar - Lukas Larsen
André Escobar
Nilas Yacobi - Jacob Ambæk

I pokalturneringen spilles der efter SBU-regler og der er derfor flyvende udskiftninger samt ti minutters udvisning ved gule kort. Gule kort kom der ingen af i kampen, så den regel fik gudskelov ingen indflydelse på dagens finale.

Men lad det være sagt med det samme, det blev ikke en kamp til historiebøgerne rent spillemæssigt. Azad Corlus Lyngby-mandskab var glimrende indstillet på Brøndby og havde særligt en velspillende Emile Chambo oppe foran, som med sin fart og fysik var en mundfuld for de blå/gule.

Samtidig ramte Brøndby ikke rigtig dagen i første halvleg. Det var en halvleg uden de store højdepunkter. Kampen blev spillet på en meget tør bane og der var mange fejl og ingen reelle målchancer. Brøndby blev bedre mod slutningen af halvlegen uden at det dog blev prangende eller på samme niveau, som de leverede på lørdag i guldkampen mod Randers.

I anden halvleg var Brøndby tæt på at bringe sig foran efter et hjørnespark, men da Lyngby fik afværget, slog de kontra, og det blev farligt. Det gjorde det faktisk et par gange efter Brøndby-hjørnespark. Den ene gang måtte Sonne-Schmidt diske op med en decideret fremragende redning, da en Lyngby-spiller kom helt fri igenne. Og Sonne-Schmidt kommer vi tilbage til senere.

Mod slutningen af kampen fik Brøndby nemlig etableret et tungere og tungere pres på Lyngby. Spillerne var trætte efter et hårdt program med rigtig mange kampe i den seneste måned, men de gav alt for at få en scoring i slutfasen, som ville afgøre kampen i ordinær tid i stedet for på straffespark.

Det blev også til et par store muligheder, men de blev desværre misbrugt, og dermed endte kampen 0-0 og gik direkte i straffesparkskonkurrence. Oliver Sejer og Philip Søndergaard skal fremhæves for deres præstationer i kampen, de leverede begge på et meget højt niveau. Søndergaard er efterhånden den bedste hver gang han spiller, men særligt Sejers udvikling i foråret har været bemærkelsesværdig. Han har virkelig løftet sit spil og har arbejdet med det mentale aspekt også. Meget flot forårssæson af ham.

Og en tredje kandidat til man of the match for Brøndby er William Sonne-Schmidt. Det var ikke meget, han havde at tage sig af i ordinær tid, men det han havde, havde han fuldstændig styr på. Krydr det med en flot redning på en friløber og en lige så flot redning i straffesparkskonkurrencen, og så har vi vel Brøndbys mest afgørende spiller i kampen.

For det var netop hvad der skete. Alle Brøndbys skytter scorede sikkert, André Escobar endda med en panenka. Samtidig reddede Sonne-Schmidt et enkelt spark, og dermed kunne Brøndby IF U/17 kalde sig pokalvindere og dermed også vindere af The Double 2022/2023.


Noah Bruus Kirkegaard og Philip Søndergaard

Freja Borne © All rights reserved


U17 pokalvindere

Freja Borne © All rights reserved


Menno van Dam og U17 pokalvindere

Freja Borne © All rights reserved


1687295625-_MG_0589.jpeg

Freja Borne © All rights reserved

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder