3POINT
1749914291-_DSC3682.jpeg

Teis Markfoged

Nyheder14. jun. 2025

U/17: Brøndby IF er danske mestre efter sejr over FC Nordsjælland

Brøndby IF kan kalde sig danske mestre efter en sejr på 1-0 hjemme over FC Nordsjælland

3point person
Magnus Daugaard14. jun. 2025

Brøndbys U/17-mandskab kunne lørdag eftermiddag lade jubelen bryde løs på bane 5. Med en 1-0-sejr over FC Nordsjælland i sæsonens næstsidste kamp sikrede de sig det danske mesterskab – foran rivalerne fra FCK, der samtidig slog OB stort i Odense. Det var en kamp med nerver, dueller og marginaler – men til sidst også med guld.

Brøndby lagde ud med høj energi og aggressivt pres, som vi kender det fra de blågule drenge. Indledningen var dog præget af mange tekniske fejl og et ujævnt baneforhold, der gjorde det svært for begge hold at få rytme i spillet. Det blev en chancefattig første halvleg, hvor de største muligheder tilfaldt gæsterne fra FC Nordsjælland, men keeper Medina diskede op med flere vigtige redninger, herunder en fremragende fodparade efter et gennembrud i venstresiden.

Brøndby begyndte i anden halvleg at få bedre fat. Chukwuani og Ruby var tæt på umiddelbart efter pausen, og Sander Larsen forsøgte sig kort efter – men FCN-keeperen holdt dem stangen. Brøndby pressede på, og det blev mere og mere intenst, som FCK’s føring i Odense begyndte at sive ind på tilskuerrækkerne.

Chukwuani havde en stor mulighed midt i halvlegen, hvor hans afslutning gik centimetre forbi mål. Malthe Mortensen og Mathias Schou satte tempo i fløjene, og det lignede mere og mere et spørgsmål om tid. Og så kom målet.

I det 80. minut satte Mathias Schou fart i venstresiden og sendte en flad bold ind i feltet, hvor Elias Broberg dukkede op og sparkede bolden i kassen. 1-0 til Brøndby – og eksplosiv jubel på sidelinjen.

De sidste ti minutter blev præget af nerver og taktiske udskiftninger. FCN pressede på i slutfasen, men Brøndby-defensiven holdt stand. Medina var sikker i sine indgreb, og dommerens slutfløjt udløste scener af glæde og lettelse.

En stor præstation af et talentfuldt og sammenspillet hold, der har holdt hovedet koldt, da det gjaldt allermest.

Viktor Kyndes mandskab er danske mestre!

Mest kommenterede nyheder