
Freja Borne
U/17: Brøndby derby-sejrede igen efter stærk holdindsats
Brøndby IF U/17 vandt lørdag eftermiddag en fortjent 2-1-sejr over FC København.

Lørdag eftermiddag var derby-dag for Brøndby IF U/17, som skulle forsøge at gentage derby-sejren fra marts måned, hvor de blå/gule vandt det omvendte opgør i Brøndby. I dag mødtes de på Frederiksberg og cheftræner Menno van Dam stillede med følgende hold fra start:
Noah Sømmergaard
Waldemar Bjergfelt - Oliver Sejer - Erem Özkul - Lukas Larsen
Jakob Wismann
Danial Riaz - Viktor Sørensen
André Escobar
Jacob Ambæk - Nilas Yacobi
Brøndby-holdet gik ind til kampen med vigtige point i topstriden på spil. Og det var et tændt Brøndby-mandskab, som kom på banen. De blå/gule spillere kom blæsende ud af starthullerne og overfaldt FCK-spillerne. Hjemmeholdet fik absolut ingen ro på bolden. Presset var vildt og aggressivt.
Eneste malurt i bægeret efter en god start var at anfører Waldemar Bjergfelt måtte lade sig udskifte. Han fik sparket en bold hårdt i hovedet fra kort afstand og kunne ikke fortsætte af sikkerhedsmæssige årsager. Men midtbanespilleren Danial Riaz gik ned på højrebacken og dækkede den, som havde han aldrig spillet andet. Virkelig en stærk præstation af Riaz, som senere i kampen blev rykket tilbage på midtbanen.
Efter tyve minutter begyndte hjemmeholdet at komme bedre med i kampen og resten af halvlegen var en relativt lige affære, hvor det bølgede frem og tilbage. Begge hold havde et par store muligheder, Brøndbys største til en hårdtarbejdende Ambæk, men det var FCK, der fik netmaskerne til at blafre som de eneste inden pausen.
Med seks minutter til pause fik de vippet bolden ind i feltet og sendt bolden i nettet. Derfor gik de til pause med en føring på 1-0. Brøndby havde spillet en fin halvleg, men havde manglet skarpheden i feltet i de afgørende aktioner. Når bolden skulle sparkes i kassen, blev der lige taget en berøring for meget eller truffet den forkerte beslutning. Men det var nærmest også det eneste, der var at udsætte på præstationen i de første 45 minutter.
Undertegnede ved ikke hvad cheftræner Menno van Dam og assistenttræner Viktor Kynde sagde til spillerne i pausen, men de kom ud med et vanvittigt udtryk fra anden halvlegs start - og pludselig var skarpheden der også.
Der var blot spillet to minutter af anden halvleg, da André Escobar sendte et skarpt indlæg ind i feltet efter et frispark. En FCK-spiller fik sendt bolden i eget net. Knap havde de givet bolden op, før den lå inde bag FCK-keeperen igen. Brøndby-topscorer Jonathan Agyekum, som var kommet på banen i stedet for Waldemar Bjergfelt, fik bolden på den sidste tredjedel og med et tørt hug i nærmeste hjørne bragte han Brøndby foran 2-1. Der var spillet tre minutter af anden halvleg.
Brøndby fortsatte med at spille sig til store muligheder og på sidelinjen råbte trænerteamet at spillerne skulle jagte 3-1-målet. Det gjorde de, men FCK-keeperen stod i vejen.
Gæsterne fra Vestegnen styrede fuldstændig anden halvleg og spillede sig til endnu flere store muligheder, men forsømte muligheden for at lukke kampen endegyldigt. Og når man ikke får lukket en fodboldkamp, så står døren altid på klem for modstanderen. Således kastede hjemmeholdet også alt frem mod slutningen af kampen og jagtede en udligning. Omvendt var der også kontramuligheder til Brøndby den anden vej.
I sidste ende kørte Brøndby en flot og fortjent sejr på 2-1 hjem. Det var en decideret holdindsats uden svage punkter. Også herfra ros til stopperparret Oliver Sejer og Erem Özkul, som begge spillede en stærk kamp, ligesom Lukas Larsen gjorde det på venstreback. Mange spillere kunne dog fremhæves efter dagens kamp. Det var holdet, der vandt.
Brøndby IF U/17 ligger dermed stadig godt til i topkampen i U/17 Ligaen. De indtager aktuelt tredjepladsen, men har spillet en kamp mindre end OB på andenpladsen. Netop de to mandskaber mødes i den kommende weekend.
KAMPEN I TAL:
FC København U/17 - Brøndby IF U/17, 1-2 (1-0)
9. minut: Waldemar Bjergfelt UD / Jonathan Agyekum IND
22. minut: Gult kort til Lukas Larsen
38. minut: 1-0; Amin Chiakha
46. minut: 1-1; selvmål
46. minut: Gult kort til Graham Ankamafio
47. minut: 1-2; Jonathan Agyekum
60. minut: Gult kort til Hunor Németh
64. minut: Jakob Wismann UD / Hamed Traore IND
64. minut: Viktor Sørensen UD / Noah Bruus Kirkegaard IND
65. minut: Gult kort til Danial Riaz
72. minut: André Escobar UD / Gustav Johansen IND
72. minut: Jacob Ambæk UD / Ali Al-Najar (U/15) IND
80. minut: Gult kort til Noah Bruus Kirkegaard