Teis Markfoged
U/16-landshold: Stærk Adam Claridge Jensen i dansk sejr
Danmark vandt torsdagens U/16-landskamp på udebane mod Schweiz med 3-1. Adam Claridge Jensen fra Brøndby IF startede inde og gjorde et stærkt indtryk, mens klubkammeraten Oscar Schwartau kom ind efter en times spil.

Danmark havde ni nye spillere i startopstillingen og ændret fra 4-3-3 til 3-4-3, da holdet torsdag henover middag skulle forsøge at revanchere nederlaget på 4-1 i tirsdagens U/16-landskamp mod Schweiz. Det lykkedes med en sejr på 3-1.
Blandt de nye var Adam Claridge Jensen på den centrale midtbane, og Brøndby-spilleren gjorde et stærkt indtryk. Claridge Jensen var god i presset, stærk på bolden og sikker i afspillet. Ikke en eneste fejlaflevering blev det til, og det var vel at mærke aldrig alibiafleveringer, men hver gang med et offensivt sigte.
Endvidere var den let genkendelige midtbanespiller med nedrullede strømper rigtig god til at komme med i feltet, hvor det ganske vist ikke blev til scoringer, men dog et par behjertede afslutninger. Desuden førte det til et par danske hjørnespark. Oven i det trak Claridge Jensen tre frispark og et gult kort i de 70 minutter, det blev til.
Efter en times spil kom klubkammeraten fra Vestegnen Oscar Schwartau ind på top, men var først med til at forsvare på en schweizisk dødbold. Kort efter erobrede Brøndby-angriberen bolden højt oppe, spillede et-to og kom igennem i feltet, hvor det blev til en fin aflsutning fra en lidt spids vinkel.
Trods et stort løbearbejde var det imidlertid ikke meget mere man så til Schwartau, men arbejdsbetingelserne blev heller ikke nemmere af, at den danske midtbane i takt med udskiftningerne - tre uf af de fire på midten blev skiftet - blev langt mindre boldsikker.
I regn og rusk på GC/Campus i Niederhasli lidt udenfor Zürich skulle der blot gå et kvarter, før Silkeborgs Sebastian Biller havde bragt danskerne på vinderkurs. Efter yderligere otte minutter var Biller på færde igen og fordoblede den danske føring, som holdt til pausen. To flotte scoringer.
Specielt defensivt var det en langt mere koncentreret dansk indsats end i tirsdagens opgør, og schweizerne blev praktisk taget aldig farlige borset fra en enketl gang, og det var danskernes egen skyld.
Da Danmark gav bolden op til anden halvleg gik der blot ni sekunder, før bolden lå i eget net. Et aggressivt schweizisk pres samt et dumt boldtab midt på banen som resutat af manglende koncentration førte til den schweiziske reducering.
Sejren kom dog aldrig i fare, og kort inde i dommerens tillægstid på fire minutter kunne Jonathan Asp Jensen fra FC Midtjylland score for anden landskamp i træk og dermed cementere den danske sejr. Se højdepunkter fra kampen her.
KAMPEN I TAL:
Schweiz - Danmark 1-3 (0-2)
15. minut: 0-1; Sebastian Biller (Silkeborg IF)
23. minut: 0-2; Sebastian Biller (Silkeborg IF)
46. minut: 1-2; Luca Bühlmann (FC Basel)
90. minut: 1-3; Jonathan Asp Jensen (FC Midtjylland)
https://www.facebook.com/Landsholdsfodbold.herreungdom/posts/5164232050306821