
Brøndby IF
Tshiembe: Skal tage formen med og bygge på i Brøndby
Kevin Tshiembe vil tage sin gode form med fra Lyngby og bygge yderligere på i Brøndby.

24-årige Kevin Tshiembe er ny mand i den gule Brøndby-trøje. Midtstopperen har sat sin underskrift på en fire-årig kontrakt med Brøndby IF.
Forsvarsspilleren glæder sig over skiftet og skulle ikke bruge meget betænkningstid, da det blev aktuelt.
- Når man får muligheden for at skifte til Brøndby IF, tror jeg ikke, der findes mange spillere i Norden, der skal tænke to gange. Nu får jeg muligheden for at trække den gule trøje over hovedet og være en af del af det fællesskab, man hører om fra kollegaer, der kender klubben indefra, siger Tshiembe til klubbens hjemmeside.
- Jeg kommer selvfølgelig for at kæmpe mig til en plads på holdet, men jeg ved også, at det er en god trup, hvor man skal gøre sig fortjent til at spille. Nu har jeg i Lyngby haft en god sæson, og den form skal jeg tage med mig og bygge på her i klubben. Det er jeg sikker på, at jeg kan, og jeg glæder mig til at komme ud på træningsbanen og vise, at jeg er klar til at levere i den gule trøje.
Du kan lære Tshiembe bedre at kende i dette glimrende interview fra Lyngby Boldklub.