Trofæ til Brøndby: Kvinderne sejrede i pokalfinalen
Brøndbys kvinder sikrede sig fredag aften sæsonens første trofæ, da de besejrede Kolding Q med 3-0 i pokalfinalen, som blev spillet i Kolding. Torsdag aften spi

Brøndbys kvinder sikrede sig fredag aften sæsonens første trofæ, da de besejrede Kolding Q med 3-0 i pokalfinalen, som blev spillet i Kolding. Torsdag aften spillede Brøndbys Superliga-hold sig i pokalfinalen, men fredag aften kunne klubbens kvinder tage skridtet videre ved at gå hele vejen i finalen. Per Nielsens tropper tørnede i Kolding sammen med Kolding Q i pokalfinalen og der var flot fremmøde på lægterne og også rigtig flot opbakning fra de blågule fans. Kolding kom bedst fra land i kampen og havde kampens første muligheder, men Katrine Abel i målet var på plads med en god redning og anden gang blev der skudt over mål. Herefter tog Brøndby over i kampen. De blågule kom foran efter en standardsituation, da en dårlig clearing på stregen havnede hos finske Olga Ahtinen, som resolut sparkede bolden i mål. Samtidig fik Stine Larsen et vrid i knæet, men efter lidt behandling spillede hun videre. Det gjorde hun dog ikke længe, for hun fik herefter et slag på knæet og måtte lade sig udskifte. Ind kom Ria Öling og hun skulle ikke bruge mange minutter på grønsværen, før hun bragte Brøndby på 2-0. Nanna Christiansen lagde en god bold i dybden til Öling, der elegant vippede bolden over den fremadstormende keeper. I anden halvleg arbejdede de to målscorere sammen, da Ahtinen sendte en bold i dybden til Öling, som sendte bolden mellem målmandens ben og gjorde det til 3-0. Det finske samarbejde bar frugt. Kolding Q kunne ikke svare igen på den føring og det endte derfor med en sejr til Brøndbys kvinder, som kan tage pokaltrofæet med hjem til Vestegnen. Det var Brøndby-kvindernes 11. pokaltriumf. Artiklen er bragt i samarbejde med: