Troels Bech: Vi tror meget på Joel Kabongo
Troels Bech og Brøndby tror meget på den unge midtstopper Joel Kabongo. Udlejningen skal være med til at udfordre ham, som udlejninger har gjort med unge spille

Troels Bech og Brøndby tror meget på den unge midtstopper Joel Kabongo. Udlejningen skal være med til at udfordre ham, som udlejninger har gjort med unge spillere tidligere. Brøndby har sendt den 19-årige midtstopper Joel Kabongo til Fremad Amager på en lejeaftale gældende for resten af 2017. Kabongo er en spiller, man tror meget på i Brøndby, fortæller Troels Bech. Udlejningen skal udfordre ham og hjælpe ham til at tage det næste skridt i karrieren. - Vi tror meget på Joel (Kabongo, red.) og det afspejler den fem-årige kontrakt her i Brøndby også. Derfor vil vi gerne have ham udfordret og det virker som et flot og stærkt skridt for ham, siger Brøndby-sportsdirektøren til 3point.dk. - Den aktuelle konkurrence i Fremad Amager vil vise, hvor meget spilletid han får. Men niveauet er jeg ret overbevist om, at han, ligesom Mads Juel gjorde så flot, godt kan klare. Men der er andre forsvarsspillere i Fremad Amager og hvis de alle står foran i køen, må han tage den duel. Kabongo er den fjerde spiller Brøndby lejer ud i denne sæson (han følger Viktor Anker, Gustaf Nilsson og Gregor Sikosek) og flere Brøndby-spillere har taget turen før ham. Det er en fin, omend ikke gratis, mulighed for både Brøndby og spiller: - Det er klart, at det koster os nogle penge. I 1. division lønner man ikke på det niveau, som vi gør hos os og i Superligaen. Men det er også en måde at udfordre vores unge spillere og se, om de har det næste skridt fra U/19 og til Superliga-spiller i sig. Det er jo sket før - tag bare Svenn Crone, der også har taget den vej. Vi tror meget på at vores gode samarbejde med rigtig mange klubber, kan gøre, at de får et fint løft. Men på trods af opholdet i Fremad Amager, kommer Joel Kabongo ikke til at undgå Vestegnen helt - ligesom Mads Juel Andersen heller ikke gjorde, da han var lejet ud hos HB Køge. - Der er også den gevinst i det at det er så tæt på hvor vi bor, at han kan komme og have træninger med os og i det omfang det er muligt også spille reserveholdskampe for os, når han ikke har spillet for A-holdet. Joel Kabongo har kontrakt med Brøndby til udgangen af 2021.