Troels Bech: Kæmpe cadeau til spillere og trænere
Troels Bech er overrasket over, hvor hurtigt Brøndby-holdet har rykket sig i efteråret og sender ros til både spillere og trænere. Bag denne julekalenderlåge gø

Troels Bech er overrasket over, hvor hurtigt Brøndby-holdet har rykket sig i efteråret og sender ros til både spillere og trænere. Bag denne julekalenderlåge gør vi status med sportsdirektøren. For halvandet år siden valgte Brøndby at ansætte den tidligere Superligatræner Troels Bech som ny sportsdirektør i klubben. Nu har Bech efterhånden haft et par transfervinduer til at sætte sit præg på klubben, og han er meget tilfreds med den udvikling, klubben har gennemgået. - I fodbold er det jo ikke en mulighed at blive 100% tilfreds. Der er da nogle kampe, hvor vi tænker, vi kunne have fået flere point, men hvis man kigger hele året igennem, så har der ikke været et eneste tidspunkt, hvor vi har stået så godt, som vi gør nu. Vi har bevæget os fremad på alle parametre, og vi har samtidig formået at overvinde de udskiftninger og ændringer, der har været. Denne julekalender er sponsoreret af No. 31 - Wine & Food. Læs mere om dem og deres tilbud til 3point.dk's læsere her. Er du overrasket over, hvor hurtigt, det er gået? - Ja, det er jeg, og når jeg er det, er det en kæmpe cadeau til både træner- og spillerstaben, at man har taget det skridt, man har nu. Tingene tager den tid, de nu tager, og det kan også pine en lidt, at det nogle gange foregår med nogle lidt langsommere skridt. Men vi er kommet meget, meget flot fra start, både spillemæssigt og resultatmæssigt. - Når man ændrer spillerne, tænker man nogle gange ”hvorfor spiller han ikke, og hvorfor spiller han ikke?”. Det gør de ikke alle sammen, fordi vi har flere forskellige spillere til de enkelte pladser. Der er nogle der er kommet ind, og har været med til at løfte os fra starten, og det har jeg selvfølgelig været meget tilfreds med. Holdet præsterer sammen I sommerens transfervindue hentede Troels Bech en del spillere, der har sat et tydeligt præg på Brøndbys efterår. Et par af de mest succesfulde, har været forsvarsgeneralen Benedikt Röcker og midtbanekreatøren Hany Mukhtar. Signinger, som Bech da også selv er tydeligt tilfreds med. - Det der er kendetegnende ved vores hold, er at de præsterer sammen, og Röcker er jo et rigtig godt eksempel på det, fordi en ting er, at hans individuelle præstationer har været gode, men han har også været med til at stive dem af omkring sig. Husk at han har spillet de fleste kampe med to meget unge folk, Svenn Crone og Hjörtur Hermannsson, på hver sin side, og med en meget ung midtbane foran sig. Det er gået sådan, at de har gjort hinanden bedre hver for sig. - Med Hany vidste vi godt, der var en del talent, men at han kunne, efter så lidt spilletid gennem to sæsoner, så hurtigt finde sig til rette. Det er ikke kun hans fortjeneste, og det er rigtig dejligt at se, at der er nogle tandhjul der griber ind i hinanden. I vinterens transfervindue siger Brøndby farvel til Suk-Young Yun og Daniel Stückler, ligesom Ariel Nuñez har fået ophævet sin kontrakt. Ind kommer Paulus Arajuuri, mens Mads Juel Andersen vender tilbage fra et lejeophold i HB Køge. Troels Bech kan ikke afvise, at der kommer til at ske mere, men afviser, at han får en unormalt travl januar. - Jeg har travlt hele tiden. Folk tror, transferperioderne er de eneste travle perioder, og det er slet ikke sådan, det er. Selvfølgelig får jeg en travl januar, men det kommer ikke til at betyde den store udskiftning i truppen. Udelukker ikke at hente en venstre back En af de pladser Brøndby kunne tænkes at forstærke, er venstre back, hvor Brøndby for tiden kun råder over højre back’en Svenn Crone. I U/19-truppen løber Gregers Arndal-Lauritzen rundt, men han bliver ikke aktuel før til sommer, og derfor er Troels Bech ikke afvisende overfor tanken om at hente en forstærkning. - Gregers er en af dem, vi gerne vil hente op og være en del af det hele, men det er som sagt først til sommer. Vi vil gerne arbejde med en trup, hvor der er konkurrence på alle pladser, så det kunne godt være. Chancen for at vi kan rykke Gregers op før er ikke så stor, i og med at han er skadet. Det er ikke utænkeligt, at der sker noget. For Troels Bech handler det om at nedbringe lønomkostningerne i A-truppen. Det skal ske uden at gå på kompromis med truppens kvalitet, og selvom det lyder som en svær opgave, skrider det planmæssigt fremad. - Vi skal reducere omkostningerne, samtidig med, at vi skal se, om vi kan styrke holdet. En af de ting vil komme til at lykkes bedre end det andet. I sommers lykkedes det rigtig fint med begge dele, men jeg minder alle omkring klubben om, at vi præsenterer det her som et todelt tålmodighedsprojekt. Hvis vi ikke kan holde tålmodighed, bare fordi vi har en periode med succes, så er vi skrøbelige. Så selvfølgelig er vi glade for medgangen, og vi gør hvad vi kan for at udbygge den, men det ændrer ikke på, at vi har et perspektiv der er større end januar-vinduet eller forårssæsonen. I forhold til at reducere lønomkostningerne, hvor langt er du med den opgave? - Vi følger den plan, der er stukket ud, og hvis der er enkelt afvigelse eller to, så er det til den gode side. På 3point.dk ønsker vi Troels Bech en glædelig – og travl – jul.
Tilbud til 3point.dk's læsere fra julekalenderens sponsor
Julekalenderen er sponsoreret af No. 31 - Wine & Food. 3point.dk er glade for at No. 31 støtter op om vores arbejde og det glæder også redaktionen, at vinbar og restauranten kommer med et godt tilbud til vores læsere. - Det arbejde og den dedikation som 3point.dk lægger for dagen er beundringsværdigt, og det vil vi gerne støtte op om hos No. 31. Samtidig vil vi gerne give de mange læsere en mulighed for at lære vores sted at kende. Derfor kan alle læsere af 3point.dk få 25% på hele regningen, hvis de booker et bord på www.restaurant31.dk i løbet af december eller januar. De skal blot angive "3point.dk" i beskedfeltet, når de booker deres bord. Så vil vi se frem til at byde dem velkommen til en god aften, udtaler Mads Harboe, som er stifter og medejer hos No. 31. Du kan altså sikre dig 25% rabat på både mad og drikke, hvis du booker bord via hjemmesiden i december eller januar. Husk at anføre, at du har set reklamen på 3point.dk. Du kan booke bord og se menukortet her.