Troels Bech: Blindt at blive ved med at råbe op om mesterskab
Sportsdirektør Troels Bech mener ikke, at det er troværdigt at love mesterskaber i Brøndby, men forstår godt, hvis nogle bliver skuffede over klubbens nye ambit

Sportsdirektør Troels Bech mener ikke, at det er troværdigt at love mesterskaber i Brøndby, men forstår godt, hvis nogle bliver skuffede over klubbens nye ambitioner. Videre afviser sportsdirektøren, at den nye strategi får indflydelse på kontraktforlængelse med Daniel Agger. FOTO: Mikkel Johansen Brøndby præsenterede onsdag eftermiddag en ny otteårig strategi for klubben, hvor man ikke taler om mesterskabsambitioner, men bare at være med i toppen af dansk fodbold. Man vil i løbet af de næste fire år etablere sig i Superligaens mesterskabsspil, mens man fra 2020-2024 fast vil kvalificere sig til europæisk fodbold. Sportsdirektør i Brøndby Troels Bech forklarer, at man ikke kan stå og love guld og grønne skove, når verden forholder sig anderledes. - Selvom vi spiller med om et mesterskab, så kan vi ikke stå med troværdighed og sige til folk, at vi faktisk er på nippet til at blive mestre i denne sæson. Men det kan selvfølgelig ikke udelukkes. Hverken AaB eller FC Nordsjælland lovede deres følgere, at de ville blive mestre, da de vandt mesterskabet, siger Troels Bech og uddyber: - Vi skal sørge for at holde os i mesterskabskampen så længe som overhoved muligt, men vi kan ikke tillade os at love og budgettere med det. I nogle ører lyder den nye strategi muligvis uambitiøs, når man taler om ambitioner for én af Danmarks største klubber. Troels Bech forstår, hvis folk kan være skuffede, men håber også at man vil have forståelse for en mere realistisk målsætning. - Jeg tænker at nogle måske vil blive skuffede over, at jeg ikke har stået og buldret på den store mesterskabstromme og sagt ”nu er det nu”. Det er fristende at tro på at lige om lidt, der er vi mestre. Men jeg tror også, at der er en stor mængde fans, sponsorer, journalister og så videre, der tænker, at det er rart, at vi endelig kan se, hvor vi står og hvad vi kan nå herfra. - Jeg synes, at vi præsenterer en modig målsætning og en modig strategi. Det kræver meget fodslag af de involverede. Det er tusind gange nemmere bare at stille sig op og synge med på koret om, at nu bliver vi snart mestre igen. Men efter 11 år, hvor vi ikke er blevet det og når man har set kolossale summer blive hældt ud i jagten på et mesterskab, man ikke havde råd til, så virker det blindt at blive ved med at råbe på det. Selvom man skruer ned for ambitionerne på Vestegnen, så vil Troels Bech ikke høre tale om, at man ikke skal udfordre holdene helt i toppen af rækken. Derudover mener han ikke, at der er langt fra europæisk slutspil til medaljer. - Det betyder ikke, at vi ikke skal udfordre de andre og melde os helt ud af kampen om top 3. Det betyder bare, at vi ikke budgetterer med det. Der er flere hold, der hvert år præsterer bedre end deres budgetramme tillader dem. - Vi melder ud i anden del af planen, at vi vil spille europæisk fodbold hver sæson. Og det lugter jo af medaljer. I mit hoved er vi medaljeaspirant hvert år, men vi budgetterer bare ikke med det. De nye ambitioner vil også påvirke økonomien, hvor der vil være færre midler til at hente nye spillere. Det erkender Troels Bech også. - Der vil være mindre plads til spild og derfor også mindre økonomi til at hente spillere de næste par år. Derfor priser jeg mig lykkelig over, at vi mod OB spiller med ti spillere i startopstillingen, der fortsat er på kontrakt efter sommerferien. Brøndby har på det seneste forsøgt sig med at hente spillere i 1. Division, hvor henholdsvis David Boysen og Christian ’Greko’ Jakobsen er kommet til. Den stil vil Brøndby muligvis fortsætte. - Jeg kan ikke afvise, at vi kommer til at handle mere i 1. division. Vi forsøger at finde bedst mulig kvalitet til pengene nu, og lige nu er vi glade for at se Boysen have scoret et mål og lagt op til to i den seneste tid, siger Troels Bech og kommenterer videre på kontrakt-forhandlingerne med Daniel Agger: - Den her udmelding kommer ikke til at ændre på, om vi forlænger med Daniel Agger eller ej. Det kommer an på, om han er frisk til at spille. Brøndby ligger nummer fem i Superligaen med ti point op til FC København på førstepladsen.