Troels Bech: Austin har noget af det, vi har manglet
Brøndby har skrevet kontrakt med midtbanespilleren Rodolph Austin. Troels Bech glæder sig over tilførelsen til truppen, som kommer med noget, som truppen har ma

Brøndby har skrevet kontrakt med midtbanespilleren Rodolph Austin. Troels Bech glæder sig over tilførelsen til truppen, som kommer med noget, som truppen har manglet. Selvom transfervinduet var smækket i, så hentede Brøndby IF forleden en ny spiller til truppen. Den jamaicanske midtbanespiller, som man har ligget i lange forhandlinger med, skrev under på en to-årig kontrakt med de blå/gule. Det glæder Troels Bech, som glæder sig til at se Austin i aktion. Der har floreret mange videoer af hårde tacklinger - og det er ikke for sjov, at Austin har fået tilnavnet Bæstet. Men han er meget mere end det, mener sportsdirektøren. - Austin har selvfølgelig mangler, ellers spillede han jo nok i Bayern München eller et tilsvarende sted. Men det han har, som vi lige nu ikke har, er en enorm duelstyrke og duelglæde. Han vinder rigtigt mange nærkampe. Han er også en rigtig fin pasningsspiller, siger han til 3point.dk og fortsætter:
Læs også: Video: Se Brøndbys bæst i aktion
- Læg så til at han også har en del erfaring. Det er ikke alle, der kommer med 80 landskampe og har været anfører i mange af dem. Så selvom det ikke er en larmende spiller – nærmere ordfattig – så er han et godt eksempel. Og med de få, men velvalgte, ord der kommer ud af hans mund, er han et godt eksempel for vores mange unge spillere, specielt på midtbanen. - Vi har jo set kampe, hvor Ørnskov har været ude eller i midterforsvaret, hvor vi har spillet med tre 20-årige på midten. Det kan vi komme til igen, og det vil være helt okay, men så skal det være fordi, der er nogle andre der har bidraget til at de bliver erfarne og mere dygtige. Og der tror vi på at Rodolph (Austin, red.) kan spille en stor rolle. Og så gør det heller ikke noget, at jeg personligt glæder mig til at se, om han kan ramme målet med sine langskud, for det har han gjort før, og det er jo ikke noget, vi har excelleret voldsomt i.
Læs også: Stor opgave: De mange kontraktudløb
Kan ikke træne med endnu Før Austin kan få lov til at træne og spille kampe med sine nye holdkammerater, skal han have en dansk arbejdstilladelse. Derfor er bliver det uden nyindkøbet, at Brøndby skal forsøge at slå FC Midtjylland på søndag. - Det kan vare op til fem uger for Austins arbejdstilladelse. Det er grænsen, som Udlændingestyrelsen har givet. Vi håber meget på mindre, og et meget subjektivt gæt er omkring 10 dage, siger Troels Bech. Det vil altså sige sidst i næste uge, hvis gættet holder. Senest fik Bassogog fra AaB sin arbejdstilladelse på ni dage, så gættet er nok ikke helt skævt. Det kan være, at han er klar til derby på Brøndby Stadion den 27. september. Men han skal også lige spilles ind på holdet. - Jo jo. Men han skal selvfølgelig også lige kende holdet, holdkammeraterne og måden at spille på. Men han spillede jo landskamp i fredags, så han er jo i kampform.
Læs også: Video: Da Bæstet tacklede nordmand midt over
Homogen trup Flere har beskrevet Rodolph Austin som 'The Missing Link' i Brøndby-truppen. En rigtig hardhitter på midtbanen, som også kan sparke udefra og lægge gode, fremadrettede afleveringer. Troels Bech synes da også, at truppen, med sommerens indkøb, er ved at være i god balance. - Jeg synes balancen ser lidt bedre ud endnu. Selvfølgelig vil vi gerne have mange unge spillere. Det er hele ideen med Masterclass. Men det er jo at gøre de unge en bjørnetjeneste, at smide dem ud uden redningsvest. Der har vi nogle nu. Når Daniel (Agger, red.) er klar, vil han være en stor støtte. Når Kahlenberg bliver klar, vil han også være en stor støtte, og når Elmander spiller, har han også noget at give de andre. Og der kan Rodolph i hvert fald også bidrage. - En trups kvalitet er ikke afgjort af hvor mange komplette spillere man har, men hvor mange spillere man har, der kan supplere hinanden. Der synes jeg, at Rodolph giver noget af det, vi i nogle perioder af nogle kampe sidder og mangler. 30-årige Rodolph Austin har tidligere tørnet ud for engelske Leeds. Men han er ikke helt ukendt i Skandinavien. Fra 2008 til 2012 spillede han nemlig i norske Brann.