3POINT
Nyheder13. mar. 2016

Troels Bech: Auri er Brøndby langt ind i hjertet

Troels Bech mener Auri Skarbalius er erfaren og kompetent, men vigtigst af alt er han Brøndby i hjertet. Søndag mod Randers skal der holdes fokus, siger sportsd

3point person
3point.dk13. mar. 2016

Troels Bech mener Auri Skarbalius er erfaren og kompetent, men vigtigst af alt er han Brøndby i hjertet. Søndag mod Randers skal der holdes fokus, siger sportsdirektøren. Foto: Mikkel Johansen Det har været en mildest talt urolig uge for Brøndby. 'Oscar'-sagen endte med at Thomas Frank tog sit tøj og gik, mens den gamle kending Auri Skarbalius blev indsat som midlertidig træner i stedet. Troels Bech er rolig ved valget af litaueren, som både er erfaren, kompetent og har Brøndby i hjertet. - Auri er kompetent og har erfaring. Han er Brøndby IF langt ind i hjertet. Når nu truppen skal acceptere et skifte, så er det en træner, der har trænet med dem lejlighedsvis hen over foråret ugentligt og som nogle af dem endda kender fra tidligere. Og så er han først og fremmest Brøndby IF på den måde, at når han træder ind i omklædningsrummet, så ved alle godt hvad vi spiller for. Det er Brøndby IF, siger Bech til 3point.dk. Og Auri kommer ikke til at skulle revolutionere holdet, fortæller sportsdirektøren videre. - Min forventning er, at Auri er klar i mælet, fordi der er kort tid til at få noget til at virke. Han skal selvfølgelig respektere, at der ligger et stort stykke arbejde bag holdet som det ser ud nu, og ikke alt er godt, men det er godt nok til at vi lige nu ligger tre point fra andenpladsen, og derfor fortsat kæmper med om vores sæsonmål.

Uændret målsætning

På trods af trænerskift og sagen om 'Oscar', har Brøndby valgt ikke at ændre på målsætningen for sæsonen. Der skal derfor stadig medaljer og europæisk deltagelse til Vestegnen. - Vi skal stadigvæk kæmpe for at komme i medaljerækkerne og i Europa. Vilkårerne denne gang er, at han (Auri, red.) har halvt så lang tid eller mindre, men han har også et bedre mandskab. Flere fans har ytret bekymring for om Auri Skarbalius kan klare den opgave, men det er Bech overbevist om at han kan. - Jeg ved der er folk, der har bekymret sig for hans pointgennemsnit i Superligaen, men mange ville have haft et lavere snit, hvis de havde haft de vilkår han havde sidst han var her og de vanskeligheder der har været i de andre klubber han har været i. Jeg har meget stor fortrøstning til at Auri, og spillerstaben som en enhed, kan levere hvad der skal til.

Nøglepunkt: At holde fokus

Sager der kører i pressen og afgående trænere har dog ikke indflydelse på Superligaens gang. Den stopper ikke af den grund, så derfor er der i dag fodbold på Brøndby Stadion igen. Her bliver at holde fokus et nøglepunkt, mener Troels Bech. - Den fineste kvalitet hos topidrætsfolk er at kunne holde fokus. Det er det der gør, at man leverer. Det her er et alvorligt slag i undervognen og også et tab af en medarbejder, men vi må bare konstatere, at hvad enten vi selv har skabt dem, eller om andre giver os problemerne, så er det vores opgave til hver en tid i en topklub, at genvinde fokus ret hurtigt og sigte mod målet. Og målet er selvfølgelig at slå et godt hold som Randers. Det er forårssæsonens anden hjemmekamp for Brøndbys vedkommende. Mod Hobro var der 11.500 på lægterne, men Brøndby-spillerne har brug for opbakningen efter al virakken - klubben skal stå sammen nu. Derfor håber Bech da også på, at der kommer flere denne gang. - Jo, det kunne være dejligt. Nu er det få steder i Danmark der er flere mennesker, når man spiller midt i februar. Men selvfølgelig har vi håb om flere tilskuere og vi vil også gerne gøre det nemt at komme på Brøndby Stadion, fordi man forventer sejre. - Der vil vi gerne følge op på hjemmebanesejren sidst. Nu har vi to hjemmekampe i træk, så der skal den have en skalle, siger han afslutningsvis til 3point.dk. Der er kampstart på Brøndby Stadion søndag klokken 16.00.

Mest kommenterede nyheder