3POINT
Nyheder7. maj 2015

Trekløver vil arbejde for bedre trafikforhold ved Brøndby Stadion

Et stærkt trekløver har givet hinanden håndslag på at arbejde for bedre trafikale forhold omkring Brøndby Stadion. Til gavn både lokalt såvel som regionalt samt

3point person
3point.dk7. maj 2015

Et stærkt trekløver har givet hinanden håndslag på at arbejde for bedre trafikale forhold omkring Brøndby Stadion. Til gavn både lokalt såvel som regionalt samt for trafiksikkerheden. Der har i mange år hersket en del utilfredshed med de trafikale udfordringer i forbindelse med store arrangementer på Brøndby Stadion eller i Brøndby Hallen. Ikke mindst når parkeringspladsen skal tømmes efter fodboldkampe på stadion. Det vil et stærkt trekløver nu arbejde på at få gjort noget ved. Brøndby-borgmester Ib Terp, folketingsmedlem Morten Bødskov - valgt på Vestegnen - samt Jan Bech Andersen, bestyrelsesformand i Brøndby IF, har indgået en alliance, som vil arbejde for at få bedre trafikale forhold i området via følgende tre løsninger: * En ny S-togs station, placeret midt mellem Glostrup og Brøndbyøster, der kan betjene både Brøndby Stadion området og det kommende erhvervsområde Priorparken. * En direkte tilslutning til Motorring 3 - med ramper i den vestlige side af Motorring 3 ud for Priorparken. * Anlæggelse af nye parkeringspladser på et areal ved Brøndbyvester Boulevard, som kommer til at ligge mellem Holbækmotorvejen og den nye jernbane.

Regional betydning og trafiksikkerhed

Ifølge de tre vil disse løsningsforslag ikke kun have positiv indvirkning for besøgende til store arrangementer, men udover lokal også have regional betydning samt give en større trafiksikkerhed generelt i området. - Foruden det tager lang tid at tømme stadionområdet for biler, så drejer det sig i høj grad også om trafiksikkerhed. De forslag vi kommer med, vil give forbedringer, siger Brøndbys borgmester Ib Terp til lokalavisen Vestegnen, mens de øvrige to kan supplere. - Når der er kampe på Brøndby Stadion, eller store events i Brøndby Hallen, så er det ikke kun trafikken i Brøndby, der bliver berørt. Der er trafikale problemer i både Glostrup og dele af Rødovre og Hvidovre. Med en investering i det regionale forslag, som nu er på bordet, vil man både kunne løse mange af de trafikale problemer, få flere over i den kollektive trafik, og kunne styrke udviklingen af et nyt erhvervsområde i Brøndby, slår Morten Bødskav fast. - Det er ikke alene de 16-17 gange om året, hvor vi spiller hjemme på Brøndby Stadion, som det handler om. Vi vil gerne kunne udnytte stadionfaciliteterne yderligere til forskellige arrangementer, hvor der også kommer mange mennesker. Og uanset det er en fodboldkamp, en koncert eller andet, så er det en del af den samlede publikums-oplevelse, at man nemt kan komme til og fra Brøndby Stadion, hvad enten det er i bil eller med kollektiv trafik, supplerer Jan Bech Andersen.

Millioninvesteringer og politisk opbakning

De tre løsningsforslag vil alle kræve store millioninvesteringer - stationen mest og parkeringspladsen mindst. Det sidste kræver en godkendelse fra Naturstyrelsen, da området er en del af 'den grønne kile', mens alle tre kræver politisk opbakning i Folketinget. Andersen, Bødskov og Terp har givet hinanden håndslag på, at få underbygget de enkelte projekter, så de kan indgå i de politiske forhandlinger på Christiansborg, når nye trafikinvesteringer kommer på bordet. Erhvervsområdet Priorparken er en betydende og velfungerende erhvervspark beliggende tæt ved Motorringvej 3 og Roskildevej. Området ligger nord for Brøndby Stadion mellem Brøndby Rådhus og jernbanestrækningen mellem Glostrup og Brøndbyøster.

Mest kommenterede nyheder