Tre på stribe: Brøndby kravler op på fjerdepladsen med ny sejr
Brøndby IF var bedst i store dele af kampen, men det kneb med at skabe chancer og omsætte dem til scoring, og derfor blev det mere spændende end nødvendigt mod

Brøndby IF var bedst i store dele af kampen, men det kneb med at skabe chancer og omsætte dem til scoring, og derfor blev det mere spændende end nødvendigt mod slutningen. Hobro kunne dog ikke knække hjemmeholdet, som hev tredje sejr på stribe. FOTO: Lasse Lagoni Brøndby IF gik ind til søndagens kamp med en helt ny central midtbane, idet Dominik Kaiser måtte sidde over med sygdom, og Lasse Vigen med karantæne. De blev erstattet af Besar Halimi og Simon Tibbling. Til gengæld mødte de Superligaens bundprop, Hobro IK, som indtil i dag kun havde hentet tre point på udebane i sæsonen. Det var bestemt til at få øje på, for Brøndby satte sig på begivenhederne, og Hobro havde ikke meget at komme med offensivt. Efter otte minutter brændte det første gang på, da Simon Tibbling forsøgte med en flad afslutning, men Jesper Rask i Hobro-målet var vågen og hev en flot redning op af hatten. På det efterfølgende hjørnespark var det også tæt på at give pote, men igen var Jesper Rask vågen. Fem minutter senere kombinerede Brøndby sig flot igennem Hobro-forsvaret, da Simon Tibbling løb dybt og modtog en aflevering, som hurtigt blev lagt på tværs til Ante Erceg. Kroaten sparkede dog forbi bolden, og den store chance løb ud i sandet. Minuttet senere forsøgte Brøndby sig igen, da Johan Larsson trykkede af fra distancen, men igen var Jesper Rask ude i fuld længde og levere en flot redning. Brøndby fortsatte med at have bolden og sidde på spillet, men de stoppede med at skabe store chancer. Vi skulle helt frem til tre minutter før pausen før der igen var fare på færde - til gengælg gav det pote. Besar Halimi, som var med i det meste af Brøndbys offensive spil, chippede bolden frem i Hobro-feltet, hvor Frans Dhia Putros i første omgang vandt hovedstødsduellen over Ante Erceg. Bolden landede dog for fødderne af Simon Tibbling, som lagde bolden flot op til sig selv inden han lagde den fladt ind i sidenettet. En flot, kontrolleret scoring fra svenskeren, som før dagens kamp ikke havde scoret i næsten et år. Brøndby gik til pause med en 1-0-føring, men de ville gerne frem og lukke kampen. Allerede 14 sekunder inde i anden halvleg var Besar Halimi tæt på, da hans langskud strøg tæt forbi mål. Et kvarter senere var Halimi igen i fokus, da han med en piruette satte to Hobrospillere af inden han rev sig fri til en afslutning, der strøg tæt forbi mål. Kosovoeren lignede en mand, der kæmpede for en fast plads i startopstillingen. Det er altså ikke fordi, vi ikke vil skrive om Hobros chancer i kampen - de fandtes bare ikke. Efter en times spil førte Brøndby skudstatistikken med helt absurde 20-0, og Hobro-træner Allan Kuhn forsøgte sig med at sætte sidste sæsons Superligatopscorer Pål Kirkevold på banen. Det var da også Kirkevold, der fik Hobros første afslutning efter 69 minutter, da en løs bold havnede for fødderne af nordmanden, men afslutningen sad lige på Marvin Schwäbe. Hobro fik mere slutprodukt på sine angreb efter indskiftningen af Kirkevold, mens Brøndby ofte kørte bolden rundt omkring feltet uden at få afsluttet. Den mest brugte løsning i denne periode var et fladt indlæg fra Johan Larsson, som Hobro-forsvarerne kom først på. Man sad med følelsen af, at Brøndby kæmper med at lukke kampene ned, og i perioder lignede det mere en udligning end en udbygning af føringen. Det skete dog ikke, og Brøndby kunne hive sin tredje sejr - og tredje clean sheet - i træk. Det bringer klubben op på Superligaens fjerdeplads.