3POINT
1691117810-20230730_Freja-Borne_3point_Brøndby-mod-OB_00022.jpg

Freja Borne

Nyheder27. aug. 2023

Transfervinduet med CV: Hvad er status i Brøndby IF?

Her får du en grundig status på det igangværende transfervindue med fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen27. aug. 2023

Vanen tro kommer der en længere podcast med fodbolddirektør i Brøndby IF, Carsten V. Jensen, når transfervinduet lukker. Men flere spørgsmål havde hobet sig op i sommerens transfervindue. Derfor fik vi på 3point.dk mulighed for at stille dem i en status på transfervinduet med CV.

- Aktivitetesniveauet har været relativt højt. Vores mål var at komme til at stå stærkere på den anden side. Vi lagde meget godt ud med at lande Jacob (Rasmussen, red.) som en etableret spiller i sin bedste alder, siger CV indledende.

Målmandsposten

CV kommer i podcasten til at uddybe hele forløbet om jagten på Mads Hermansens afløser, men fortæller herunder i grove træk om et målmandsteam, som er på plads. Men hvor der stadig kan ske enkelte rokeringer.

- Derefter var der hele situationen omkring Mads (Hermansen, red.), som jeg kan tale langt og længe om. Det gemmer vi til podcasten. Vi vidste, at det kunne ske, og vi havde gjort et godt forarbejde. Men det viste sig bare at slå en hel del knuder efter at Mads røg. For at sikre at vi ikke skulle stå i noget panik og en sidste-minuts-løsning, valgte vi at lave en løsning med Pentz. Men det er ikke det samme som at vi er holdt op med at kigge efter den permanente 'long term solution'. Det gør vi stadig.

Midtstopperne og backs

Brøndby IF har, i hvert fald lige nu, lagt sig fast på at spille med tre midtstoppere. Efter afgangen af Rasmus Wikström ser det nu både stærkt ud på niveau og nummerisk, mener CV.

- På stoppersiden er vi enormt stærke. Vi havde to ude med skader, men stillede alligevel med tre dygtige stoppere mod Midtjylland. Nummerisk ligner det også noget nu, for spiller vi med tre, har vi seks stoppere inklusive Vraa. Det er to stoppere til hver plads. 

- Nu hvor Wass spiller mere centralt, så har vi to backs i hver side, fordi det ser ud til at Divkovic skal konkurrere til venstre. Så han konkurrerer med Riveros og så har vi Seb (Sebastian Sebulonsen, red.) og Mensah til højre.

Mange på midtbanen

Rykker vi blikket op på midtbanen, er der mange spillere om de to bagerste pladser i den midtbanetrekant, som for et par kampe siden blev vendt om, så Brøndby nu spiller med to 6'ere.

- På den defensive midtbane har vi syv spillere til de to positioner (Wass, Radosevic, Greve, Bell, Cappis, Kowalczyk og Nartey). Wass og Greve har set gode ud derinde, men Radosevic er der også stadig. 

- Der har været snak om det ene og andet med Bell og Cappis, men sagen er, at de stadig er en del af gruppen. Så der er masser alternativer på 6'er/8'er-positionerne. 

Brøndby og CV har tidligere talt om at man har været i markedet efter en ny 6'er. Det er man sådan set stadig, men grunden til at der ikke er landet en, er at den rette profil ikke har været tilgængelig.

- Vi har talt meget om den her tydelige 6'er-profil, som kan lidt af det hele. Og ham er vi ikke stødt ind i, eller også har alt ikke stemt. Så der er vi ikke nået i mål. Men vi har masser af alternativer. Det handler på den ene side om at få det bedste ud af det, vi har, og det er Jespers (Sørensen, red.) opgave, samtidig med at vi hele tiden skal forsøge at forbedre os. Det er en balance. Men nummerisk er vi mere end rigeligt på den centrale eller defensive midtbane.

Men hvis den rette kandidat pludselig står der, slår I til?

- Vi er opmærksomme. Det er vi. Men vi er også opmærksomme på, at gruppen ikke bliver for stor bare fordi vi skal gøre et eller andet. Det skal være den absolut helt rigtige profil, før vi reagerer.

Arbejder ikke aktivt på Kvistgaarden-salg

I offensiven har Jesper Sørensen efterhånden mange muligheder. Måske for mange?

- I frontlinjen, hvis man både tæller offensive midt og angribere, om vi så spiller med to eller tre, der har vi masser af dygtige spillere nu. Det må jeg bare sige. Der er virkelig mange om buddet. Måske også for mange, hvis der skal være spilletid og udvikling til alle. Det har også været temaet her på det seneste. 

- Lad mig slå fast. Vi er ikke aktive i at sælge Kvistgaarden denne sommer. Men det er ikke det samme som at der ikke er aktivitet rundt omkring. Interessen kan komme udefra, så uanset om det er en del af vores plan eller ej, så kan buddet blive så stort, at det vil være uansvarligt at sige nej til. Men jeg synes, vi er godt stillet uanset hvad. Der er kvalitet helt i front, og der er noget at skyde med for trænerteamet.

Skal indkøbene af Suzuki og Yeboah også ses som rettidig omhu i forhold til potentielle salg - det kunne være Kvistgaarden?

- Sådan synes jeg godt man kan se det. Jeg føler faktisk godt at vi kan tåle et salg, hvis det kom. Men vi er i hvert fald klædt på til det tidspunkt, hvor det sker, og vi kan arbejde i længere tid med den gruppe, som vi har. Men vi skal også have øje for, at der ikke bliver for lang vej ind. Vi skal bruge den sidste uge af transfervinduet på også at rette til i forhold til om vi er en eller to for meget, både på den centrale midtbane, men også i frontlinjen. Vi skal sikre, at spillerne ikke træder hinanden alt for meget over tæerne. 

Indefra og ud er afløst af flere verdenshjørner

Brøndby IF har tidligere arbejdet ud fra en strategi, som man kaldte indefra og ud. Nu har man, særligt qua det nye ejerskab, fået mulighed for at løfte blikket og se mere ud i verden.

- Vi har i dag adgang til mere viden og områder, som vi ikke dykkede ned i før på samme måde. Når der bliver afholdt et U/20 VM i Sydamerika, har vi nu øjne på. Det er lidt nyt, for normalt kan vi ikke dække alt med det scouting team, som vi har. Strategien, som den var før med indefra og ud, hvor det var Skandinavien først, der nåede vi sjældent ret langt ud. Det kan godt være at vi hentede en fra Paraguay, men så var det fordi, han spillede i Schweiz. 

- Men med vores nye ejerskab har vi fået adgang til mere viden, og vi er mere ude i krogene. Det gælder for Justin Che, men det gælder også for Yuito Suzuki. Det er selvfølgelig vores eget team, der scouter dem, men det gør de fordi vi har løftet blikket og fået et større udsyn. Nu har vi også overskud til at kigge længere ud, så vi opererer i et større marked.

Men hvorfor hente en spiller som Justin Che for at udleje ham med det samme igen? Ifølge Carsten V. Jensen handler det om matchning og at få gjort spillerne i laget mellem U/19 og Superliga helt klar.

- Det er balancen i det. Det handler om rettidig omhu, fordi vi hele tiden vil forsøge at have de næste klar, men samtidig også GØRE dem klar. Vores største problem er transition - og det gælder for dansk fodbold generelt. Der er ikke matchning til de unge spillere, som står mellem U/19-bold og Superliga-bold. I Holland må et andethold spille i den næstbedste række og det må de i flere andre lande. Men vi mangler virkelig noget i Danmark i forhold til at bygge bro. Vores kollegaer i Herning har løst det ved at købe en klub, som de sælger spillere til, således at deres spillere mellem U/19-holdet og Superliga-holdet kan blive matchet på et højere niveau.

- Vi har har altid lejet spillere ud og der gør vi også fremadrettet, og det den eneste forskel er at vi nu kan tage en dialog om lejemål med flere klubber qua vores netværk.

Udlejninger på markedsvilkår

Lad os sige, at I vil udleje Justin Che, Bertram Kvist eller en anden spiller fra førsteholdstruppen. Hvordan sikrer I, at det sker på markedsvilkår, som det fremgår af værdiaftalen, at det skal være? Ryger den først ud i netværket eller hvordan foregår det i praksis?

- Hvis det var før det nye ejerskab, så var det ligemeget om det var Den Haag, HB Køge eller IFK Norrköping, så samarbejdede vi bare med dem. Og sådan er det også i dag. Vi laver tingenen på markedsvilkår. En spiller der skal have kamptid på et vist niveau, kan ikke bare flyttes et sted hen. Der ligger mange ting i det. For det første skal man sikre sig, at man ikke udlejer en spiller til et sted, hvor han kommer til at sidde på bænken. Det vigtigste overhovedet er, at der er en så god forudsætning som muligt for at spilleren kan spille, udvikle sig og opnå den matchning, som vi savner i Danmark. Så når Bertram Kvist er forbi Feyenoord, er det jo ikke en del af vores netværk, men det er et U/23-hold, hvor der er plads til ham og hvor de var positivt indstillede på, at hvis han kommer, så skal han spille. Og så handler det også om muligheder. Når Björk lander på lån i Norrköping, er det fordi, der sidder nogle mennesker deroppe, som kender ham godt. Resten af markedet er jo stort set lukket ned for ham, fordi han har været skadet nærmest siden han kom. Han lander i Norrköping på grund af den kærlighed, der er mellem ham og klubben. Lejemål er bare meget forskelligt fra situation til situation.

- Selvfølgelig gør vi opmærksom på, hvilke spillere vi har, som har brug for at spille en rolle og spille minutter, men som umiddelbart ikke har udsigt til det her. Det gør vi udadtil, men også indadtil. Justin Che ender i Den Haag, fordi vi tror på, at vi får en spiller, som får masser af spilletid på et passende niveau, hvorefter han kan komme tilbage til Brøndby og gøre en forskel. Det samme er håbet med Björk i Norrköping eller Kvist i Feyenoord. Vi ønsker ikke at begrænse vores egne muligheder, men selvfølgelig sker der også masser af aktivitet uden for netværket. Og i sidste ende er det spillernes eget valg.

Masterclass fra Vestegnen

Et af de helt store debatemner i dette transfervindue har været Masterclass - og den manglende brug af unge spillere fra eget akademi. Ifølge CV skyldes 'hullet' at de næste i rækken ikke er helt klar.

- Nogle gange er der lidt længere vej ind, mens andre årgange har en mere tydelig vej. De tre unge talenter fra Masterclass som har trænet fast med over sommeren, og som stadig træner med, er spillere, som vi har en god tro på.

- Det kan blive gjort på forskellig måde. Frendrup trænede sig igennem systemet, men han var altså i førsteholdstruppen i to eller tre år, inden han begyndte at spille regelmæssigt og slog sit navn fast i startelveren. Det samme var lidt det samme med Lindstrøm. Lige nu er vi glade for de tre 2005'ere, som træner med. Nartey ligner en, som kan blive en rigtig dygtig spiller for os. Det samme gælder Vraa. Og i den udvikling vil der være tidspunkter, hvor vejen ikke er helt lige. Det er der intet unormalt i. Bischoff ser rigtig interessant ud.

- Men hvordan får vi bragt dem det sidste stykke? De bliver ikke så meget bedre af at spille på U/19. Jeg kan ikke se dem spille meget mere end et halvt år mere på det hold. Og så SKAL vi jo til at kigge på, hvordan vi hjælper dem med næste skridt. Nogen kan gøre det gennem vores eget system, det vil sige træning og kamp. Og nogen skal nok ud og vende et sted. Derefter har vi så nogle virkelig dygtige og interessante årgange. Arbejdet i Masterclass er på et virkelig højt niveau, men der har været et par årgange, hvor vejen ikke har været helt så direkte.

Og så er der lige Oscar Schwartau... 

- Når Jesper bringer ham i søndags, er det ikke på grund af noget, der har stået i avisen. Han bliver valgt til, fordi han har haft en god træningsuge og kan konkurrere. Jeg elskede hans indhop mod FC Midtjylland. Det var virkelig voksent og stærkt. Det har positioneret ham endnu bedre. Men det har intet at gøre med hvad der ellers bliver sagt eller skrevet. Jeg forstår godt, at man i den verden kan blive frustreret over at se en spiller, som måske ikke tager den lige linje. Omverdenen må have tiltro til, at vi træffer de rigtige valg. Og vi har stor tillid til Schwartau, slutter CV.

Der resterer nu lidt under en uge af transfervinduet, og der kan ske ting og sager. På 3point.dk følger vi naturligvis med, og vi stiller endnu flere spørgsmål til CV om transfervinduet, når det er lukket og tid til podcast.

Mest kommenterede nyheder