
Teis Markfoged
Transfervinduet lukker ved midnat: Her er spørgsmålene, vi endnu ikke har fået besvaret
Ved midnat lukker transfervinduet i for denne gang. Der er en del spørgsmål, vi endnu ikke har fået svar på, når det kommer til Brøndby IF.

Ved midnat klapper det forlængede transfervindue i. Så må klubberne vente til januar, før de igen kan handle og justere på trupperne. Det har været et langt transfervindue, men der er stadig en del spørgsmål, vi ikke har fået svar på, når det kommer til Brøndby.
Nogle af dem vil blive besvaret, når vinduet smækker i, mens nogle af dem trækker lidt længere spor. Vi forsøger at gennemgå dem her.
Kommer der en venstre back?
Det er nok det spørgsmål, som flest Brøndby-fans håber besvaret med et stort og rungende JA. Men det kan snildt ende med skuffelse. Riza Durmisi har været manges hede drøm, men han er på vej til spanske Cadiz på en lejeaftale. Spørgsmålet er så, om Brøndby har gang i noget her på falderebet, som kan styrke venstre back-positionen.
Brøndby er i hvert fald svage på venstre (wing)back, hvis det ikke lykkes at lande en til dén position. Kevin Mensah er ikke venstrebenet og Peter Bjur er helt ny og grøn på positionen. Det har været et problem, man har haft addresseret gennem flere transfervinduer nu, men der er endnu ikke kommet en back. I Brøndby har man dog også flere gange understreget, at man gerne lukker vinduet uden en tilgang mere, hvis man ikke lykkes med at finde den rette kandidat, som er dygtig nok til at konkurrere om pladserne i startopstillingen og samtidig ligger inden for de stramme økonomiske rammer på Vestegnen.
Selvom transfervinduet lukker ved midnat, kan Brøndby godt handle efter. Hvis der nu render en transferfri venstre back rundt, som Brøndby vil have, kan man hente ham efter deadline, fordi han er transferfri.
Holder Brøndby på profilerne?
Der har været bemærkelsesværdigt stille omkring både Anthony Jung og Marvin Schwäbe. Og Andreas Maxsø for den sags skyld. Særligt de to førstnævnte var der nok mange Brøndby-fans, som troede ville blive solgt, inden transfervinduet åbnede. Men der har nærmest ikke været så meget som et rygte.
Måske skyldes det corona-markedet, hvor klubber i hele verden er hårdt spændt for økonomisk og ikke bare kan bruge løs af transferbudgetterne - hvis der da overhovedet er et sådant. Et eller andet sted kan det jo så komme Brøndby til gode, fordi de ender med at kunne holde på spillere som Jung og Schwäbe. Det betyder sandsynligvis, at de smutter på fri transfer næste sommer, men så får man noget sportslig værdi i sæsonen 2020/2021 i stedet. Og måske er det meget godt?
Vigtigst er det at holde på Maxsø. Men der kan jo komme et bud i sidste øjeblik, som Brøndby ikke kan sige nej til. Men lige nu er der ikke noget, der tyder på det. Simon Hedlund har været kædet sammen med unavngivne italienske og russiske klubber, så han er også en af de profiler, der kan være på rampen. Igen har der dog ikke været nogle konkrete rygter og det ser ud til at han fortsætter i Brøndby.
Bliver truppen trimmet yderligere?
Brøndby er faktisk velbesat på nogle positioner, selvom det ser alvorligt tyndt ud på venstre back. Men der er mange dygtige centrale forsvarsspillere og lige nu ser det ud til at Rosted, Maxsø og Jung er de tre foretrukne. Men er det godt nok at have en islandsk landsholdsspiller i Hjörtur Hermannsson siddende på bænken? Han har været i klubben i fire år, og kan ikke være tilfreds med at sidde på bænken. Hvis han bliver, skal han nok få sine kampe i sæsonen, men det skubber yderligere Anton Skipper og Joel Kabongo ned i hierakiet. Vil det give mening at forsøge at udleje en af dem? Det synes jeg.
På midtbanen ser det også ud til at Josip Radosevic ikke kommer afsted i dette vindue. Derfor har Niels Frederiksen fortsat mange valgmuligheder og forskellige typer på den centrale midtbane.
Kommer der nogle forlængelser?
Her er så det spørgsmål, som trækker lidt længere tråde. For det har hele tiden været et mantra, vi har hørt fra Carsten V. Jensen, at spillere helst skal sælges eller forlænges, når de har et år tilbage af kontrakten. Det er i hvert fald det optimale. Og så kan der selvfølgelig være situationer, som ender anderledes, som jeg forventer det gør med eksempelvis Jung.
Men en mand som Lasse Vigen bør man forlænge med, hvis man kan nå til enighed. Han ser ud til at være en af Niels Frederiksens foretrukne på trods af en plads på bænken fra start mod Randers FC. Det bliver i hvert fald en af CVs opgaver i løbet af efteråret at få styr på kontrakterne med de spillere, som ikke er kommet væk og som begynder at nærme sig udløb.
Forestiller du dig, at der kommer til at ske noget på transfervinduets sidste dag? Giv gerne dit besyv med i debatten her.