Transferdebat: Kvalitet på kanterne
Det er blevet tid til næstsidste afsnit i transferdebatten på 3point.dk. Denne onsdag skal vi rundt om situationen på kanterne. Vi har snart været hele vejen ru

Det er blevet tid til næstsidste afsnit i transferdebatten på 3point.dk. Denne onsdag skal vi rundt om situationen på kanterne. Vi har snart været hele vejen rundt om Brøndby-holdet i vores transferdebatter, men i dag tager vi et kig på situationen på kanterne. Kommer der til at ske afgange eller tilgange og får man forlænget med Ferhan Hasani? De positioner vi behandler i denne transferdebat er altså kun højrekanten og venstrekanten. 9'er og 10'er-positionerne vil blive behandlet i den næste transferdebat. Kantspillere i Brøndby: Ferhan Hasani, Alexander Szymanowski, Andrew Hjulsager, Nikolai Laursen, Elba Rashani, Teemu Pukki Hvad skal der ske? Som du kan se ovenover er Brøndby grundigt besat på kantpositionerne. Der er lige nu seks spillere til to pladser. Jeg har taget Teemu Pukki med i betragtning, da han har spillet meget på venstrekanten i denne sæson, og først er blevet rykket ind på sin favoritposition centralt efter Johan Elmanders skade. Derfor skal der først og fremmest ske en trimning blandt kantspillerne, da seks spillere til to positioner er for meget i min optik. Som udgangspunkt synes jeg også at denne sæson har vist, at Brøndby er farligst offensivt, når de spiller med rigtige kanter og ikke Pukki, som klart er bedst som frontangriber. Thomas Franks disposition med at spille med indvendige angribere fungerede fint, fordi det var med til at skabe en defensiv organisation, som nu virkelig virker. Det har været tydeligt i de to sidste kampe mod henholdsvis FC Vestsjælland og OB, hvor han er gået tilbage til at spille med deciderede kantspillere. Det synes jeg man skal holde fast i og praktisere i næste sæson også. Det må derfor være en prioritet at bruge de deciderede kantspillere på kanterne. Hvis Hasani får forlænget mener jeg, at han bør være fast starter på højrekanten, som han har været det hele foråret. Derudover har Hjulsager vist fint niveau i de to seneste kampe, hvor han har fået chancen, så derfor skal han selvfølgelig have spilletid i næste sæson også, nogle kampe også fra start, og have lov at bygge yderligere på. Ligeledes skal Laursen spilles mere ind omkring førsteholdet i næstesæson gennem flere indhop og nogle pokalkampe. Mulige afgange? Først og fremmest må Ferhan Hasani nævnes. Han har kontraktudløb med klubben om få måneder, men parterne forhandler i øjeblikket om en forlængelse. Det er kommet frem, at enderne har svært ved at nå hinanden, men senest har Hasani selv udtalt at han ønsker at blive i Brøndby. Det er vigtigt at holde på makedoneren, da han tilfører holdet noget, som ingen af de andre kantspillere har. Han er mere fysisk stærk, god i presspillet og så sparker han som en hest. Alexander Szymanowski kan også være en mulig afgang. Han har ikke spillet meget i denne sæson, men har fået to starter i de seneste to kampe. Her har han dog ikke brilleret og det ser ud til at han har svært ved at finde tilbage til det høje niveau, som han viste da han kom til klubben som lejesvend. Hvis han ikke kan blive lovet regelmæssig spilletid næste sæson kan det derfor godt være en mulighed at se på et salg, da man sandsynligvis ville kunne tjene en skilling på ham. En sidste mulighed som jeg ser som afgang er Elba Rashani. Ja, det lyder vildt, for han har kun været i klubben i en enkelt sæson. Han har været skadet længe og har endnu sit første spilleminut i foråret til gode. Han har spillet med reserveholdet uden at imponere og har på den måde ikke spillet sig nærmere en plads på Superliga-holdet. Men jeg synes faktisk han viste gode takter i starten af sæsonen og han er kun 21 år og har derfor år foran sig, hvor han fortsat skal udvikle sig. Men udvikling kræver spilletid og derfor kan en sæsons udleje af Rashani måske komme på tale. Mulige tilgange? Det er sikkert som Amen i kirken, at der kun bliver købt ind til kanterne, hvis der også bliver solgt eller lejet ud. Der behøver ikke være mere end fire kantspillere i truppen, når man også har en Nuñez, som alternativt kan spille der (jeg nævner ikke Pukki, for hvis han købes, skal han købes som angriber). Hvis vi antager, som jeg skrev i et tidligere afsnit, at det primært er Hasani, Hjulsager og Laursen der skal deles om spilletiden, og både Szymanowski og Rashani bliver solgt eller udlejet, så skal der hentes en kvalitetsspiller. Der findes et par navne, som jeg synes er meget interessante i forhold til Brøndby og næste sæson - nogle af dem kræver måske, at man kvalificerer sig til europæisk fodbold. Den første jeg vil nævne er Kasper Kusk. En mareridtssæson i Twente har fået den 23-årige tidligere AaB-spiller til at se hjemad igen. Det er helt sikkert at han forlader Holland til sommer og at Danmark er en mulighed for ham for at få karrieren tilbage på ret køl. AaB må være blandt de store favoritter til at hente ham, men lønningerne og en eventuel transfer- eller lejesum kan blive et problem for nordjyderne. Herudover må også FCK og FC Midtjylland betragtes som seriøse kandidater til den elegante kantspiller, men Brøndby bør heller ikke udelukkes. Når Kusk er på sit højeste niveau, og får lov at spille, er han en klassespiller, som ville kunne forstærke alle hold i den danske Alka Superliga. Et andet navn er Rasmus Falk. Han har altid været et kæmpe talent, men i denne sæson er han blomstret op på et svagt OB-hold, hvor han har taget ansvar og scoret nogle flotte mål undervejs. Senest i søndags da OB tabte til Brøndby, spillede Falk glimrende og drev flere gange gæk med Brøndby-forsvaret. Der er så meget kvalitet i ham, at det ville være dumt ikke at se den vej. Han har tidligere åbnet for et skifte og Brøndby har tidligere forsøgt at hente ham, men har tilsyneladende været for dyr. Nu har Falk kun lidt over et år tilbage af sin kontrakt med de striwede og OB kan derfor ikke forlange så høj en pris for ham, som de tidligere har gjort. Norske Mohamed Elyounoussi er også et spændende navn. Han er kun 20 år gammel og spiller til daglig i Tippeligaen. Han skiftede for et år siden fra Sarpsborg til Molde. I den norske sæson, som startede i april, har han allerede markeret sig positivt ved at score fire mål i seks kampe. Han er målfarlig, driblestærk og har selvsagt et enormt videresalgspotentiale. Han har også debuteret for det norske landshold. Konlklusionen på det hele..., er, at det ikke er sikkert at der kommer til at ske noget på kanterne i Brøndby. Tilgange kræver afgange. Det kommer også an på om Thomas Frank ser en fremtid i Szymanowski og Rashani eller om der skal hentes endnu mere kvalitet ind i en Falk eller en Kusk. Hvis alt går op i en højere enhed og Brøndby skal komme stærkest muligt ud af transfervinduet på kanterne, skal det i min optik ende med at kanterne næste sæson hedder: Hasani, Hjulsager, Laursen, Falk/Kusk og så må man se på udleje eller salgsmuligheder for Szymanowski og Rashani. Hvad mener du? Giv dit besyv med i debatten.