Transferdebat: Behovet for en bomstærk 6'er
I denne anden del af Brøndby IF-transferdebat tager 3point.dk hul på diskussionen om midtbanen. Kom med dit indspark. Dette indlæg tager udgangspunkt i de to ce

I denne anden del af Brøndby IF-transferdebat tager 3point.dk hul på diskussionen om midtbanen. Kom med dit indspark. Dette indlæg tager udgangspunkt i de to centrale midtbanepositioner, hvor Brøndby og Thomas Frank normalvis stiller med en 6’er-type og en 8’er-type. Vi har i disse debatartikler valgt at inddrage 10’er-positionen under angreb, da de spillere der oftest vil spille 10’er-positionen også er i spil som regulære angribere. Det sikre førstevalg Thomas Kahlenberg er en af de første på holdkortet når han er spilleklar. Sammenlignet med sin tidligere periode i klubben, er han blevet rykket lidt længere tilbage på banen, hvor han som playmaker styrer spillet og skal støbe kuglerne til medspillerne. Frank har arbejdet med at vende trekanten på midten og har forsøgt sig med to forskellige trekants-konstellationer. Umiddelbart befinder Kahlenberg sig bedst når trekanten vender som den har gjort de sidste par kampe for Brøndby, hvor anføreren kommer til at ligge som en 8’er, eller en felt-til-felt-midtbanespiller. Han ser ud til at befinde sig rigtig godt i den rolle, hvor han ikke bliver pålagt så meget defensivt arbejde. Det defensive arbejde efterlades da til Martin Ørnskov, som har været Thomas Franks foretrukne spiller på midtbanen sammen med Kahlenberg. Frelseren Ørnskov – og så alligevel ikke… Da Martin Ørnskov kom til klubben sidste år, blev han udnævnt som den store frelser af mange fans. Den 6’er Brøndby havde manglet i mange år. Det blev bare aldrig rigtig så godt, som det var blevet udråbt til. I dette transfervindue er der derfor mange fans, der ønsker sig en konkurrent til Ørnskov, da Phiri ikke er en fuldgod erstatning på den defensive midtbane endnu. Ørnskov har ellers startet sæsonen stærkt, men hvis Brøndby ønsker at spille med helt i toppen af dansk fodbold, er netop den defensive midtbane et sted hvor man bør kigge på at forstærke sig. Ikke fordi Ørnskov har spillet sig af holdet, tværtimod. Han har i den seneste tid fået vist nogle af de kompetencer han besidder. Han er blandt andet med succes blevet prøvet i det centrale forsvar – noget både han og Thomas Frank gerne vil prøve igen. Ørnskovs force ligger i hans placeringsevne og de lange pasninger. Og når han har spillet foran sig, som Frank tidligere har udtalt. Holdet mangler derfor en 6’er som modstanderne slår sig på. En defensiv oprydder, der beskytter forsvaret for alt i verden. Mod svagere modstandere kan Ørnskov begå sig på flere positioner, blandt andet den defensive midtbane, den centrale midtbane eller i midterforsvaret, men mod stærkere mandskaber som FC København, FC Midtjylland og AaB, er det vigtigt at have en boldsikker, men bomstærk 6’er, til at bryde modstandernes opspil. En type som Rasmus Würtz fra AaB eller Izunna fra FC Midtjylland. Sprudlende talenter Selvom Ørnskov og Kahlenberg har været de primære startere, er der også blevet masser af spilletid til de unge talenter Christian Nørgaard (som dog i øjeblikket er ude med et brækket kraveben) og Lebogang Phiri. Nørgaard er blevet udråbt til den næste Kahlenberg og det er da også svært ikke at lade sig slå af lighederne mellem de to kreative midtbanemænd. I sidste sæson præsterede Nørgaard på et meget højtniveau og viste sig at være en næsten fuldgod erstatning for Kahlenberg på 8’er-positionen. I denne spæde sæson og optakten hertil, har Frank prøvet Nørgaard på højrekanten, men det er meget tydeligt at det ikke er hans position og at han føler sig langt bedre til rette på den centrale midtbane. Phiri er en felt-til-felt-spiller, som er dygtig til at komme med i feltet og score mål. Derfor er han måske ikke den naturlige arvtager til Martin Ørnskov som 6’er, da han er bedre i en rolle, hvor han ikke er så bundet defensivt. Når Thomas Frank vælger at vende trekanten om og spille uden en reel 10’er, har Phiri eller Nørgaard været brugt på midtbanen sammen med Kahlenberg og Ørnskov. Det er bestemt ikke utænkeligt at denne opstilling vil komme i spil igen, da Frank mod fysisk stærke modstandere (eksempelvis Club Brugge) ynder at have mere fysik på midtbanen end en lidt mere klejn og teknisk 10’er har. Mikkel Thygesen er tidligere blevet brugt på midtbanen, men står højst sandsynligt bag både Kahlenberg, Ørnskov, Phiri og Nørgaard i køen om de centrale pladser. I denne sæson er han blevet brugt på kanten, hvorfor han først vil figurere som en mulighed i transferdebatten om kantspillerne. En bomstærk 6'er vil løfte holdet mod stærkere modstandere Konklusionen på midtbandebatten må være, at Brøndby IF bør se sig om efter en konkurrent til Martin Ørnskov på den defensive midtbane. Mange har kaldt Ørnskov en god overgangsspiller, men hvis holdet fra Vestegnen vil spille med hvor det er rigtig sjovt, må man hente en klassespiller til denne vigtige position. En spiller med attitude og fysik. Det vil efterlade Thomas Frank med en luksussituation på midtbanen med en af Superligaens bedste spillere i Kahlenberg, to kæmpetalenter, en 6’er der også kan spillere mere centralt og i forsvaret, samt en defensiv midtbanespiller, som modstanderne slår sig på og som kan modstå et hårdt fysisk pres. Mulige afgange: Ingen Mulige tilgange: En defensiv midtbanespiller Er du enig? Kom med dit indspark i debatten!