
Brøndby IF
Transferanalyse: Kowalczyk til Brøndby - men til hvilken omkostning?
Onsdag blev transferen af polske Mateusz Kowalczyk bekræftet af Brøndby, den unge midtbanespiller skifter fra polske LKS Lodz. 3point.dk evaluerer i denne analyse handlen.

ANALYSE-SPONSOR: 3point.dks venner
Vil du have mere analyse fra Kasper Pedersbæk? Så meld dig ind i 3point.dks venner og støt os med et månedligt eller årligt beløb. På den måde sikrer du, at vi fortsat kan levere så meget analyse, som vi gør. MELD DIG IND HER.
Brøndby præsenterede onsdag den polske midtbanespiller Mateusz Kowalczyk som ny mand i klubben hentet i polske LKS Lodz.
Aftalen i korte træk:
- Mateusz Kowalczyk skifter til Brøndby på en 4-årig aftale (udløb sommeren 2027)
- I diverse medier nævnes en samlet pris på ca. 10 mio kroner
- Kowalzcyk er 19 år gammel (16/4/2004), og er polsk statsborger
- Dækker den centrale midtbane, og har venstre som sit primære ben
- Har spillet 2043 minutter i den næstbedste polske række for LKS Lodz i forrige sæson (Lodz rykkede op)
- Kowalczyk producerede i sidste sæson fra sin plads på midtbanen hos LSK Lodz 6,10 xG og konverterede det til 6 mål, og 2,33 xA og 3 assists
Hvordan passer Mateusz Kowalczyk ind i Brøndby?
Polakken kan bedst beskrives som en 8er, der dækker banen fra boks til boks, og med gode evner til at komme med i feltet og få sat en afslutning ind. Kowalczyk er hårdt arbejdende, og i konstant bevægelse. Driver gerne bolden frem, eller åbner mulighederne ved at tage løbene for boldholderen. Arbejder lige så gerne retur i banen, og er leveringsdygtigt i et fornuftogt erobringsspil, dog uden på nogen måde at kunne kategoriseres som en egentlig 6er. Skal udvikle sin positionering på banen i spillet mod bolden, og gerne blive klogere til at indtage den rigtige position fra starten, fremfor at skulle indhente tingenes gang. Teknisk udmærket, uden dog at være en egentlig dribler, der sætter sine modspillere. Pasningssikker, rolig på bolden, om end dog et punkt, der stadig skal udvikles. Fysisk hærdet efter et par sæsoners seniorbold i den næstbedste polske række. Så er det helt store spørgsmål bare - om og hvor hurtigt kan Mateusz Kowalczyk transformere sig fra Polens næstbedste række til den bedste danske.
Perspektiverne for Kowalczyk:
Mateusz Kowalczyk bliver endnu en brik til midtbanen, hvor cheftræner Jesper Sørensen i skrivende stund foretrækker en 3-5-2, bygget op med en 6er der skal sikre bagtil suppleret med to 8ere på hver side. 6er rollen er en lidet forventet scenarie for fremtiden, hvorfor det må antages det er en af de to 8er pladser Kowalczyk er i spil til, og med den ene plads tæt på garanteret besat af Nicolai Vallys, så er der et par navne omkring den anden plads i spil: Mathias Greve og Håkon Evjen, ligesom Oscar Schwartau også kan dække en 8er plads (i en mere offensiv udgave af systemet). Det er hård konkurrence for kontinuerlige minutter, og som 19-årig til den transfersum skal Kowalczyk på en og samme tid være bedre end sine konkurrenter (Greve, Evjen, Schwartau) og samtidig også have rum til at udvikle sig via spilleminutter. Alternativt kan et systemskifte i teorien komme på tale på sigt, hvorvidt det så kunne blive til 4-3-3 eller 3-4-3, for at åbne op for at benytte andre spillere på andre pladser i nævnte systemer, er en diskussion, der også har mange andre faktorer, og kan uddybes i en anden abalyse. For nu bliver det en tynd linje Jesper Sørensen skal balancere på.
Evaluering af transferen:
Indkøbet giver isoleret set en vis logik, da Jesper Sørensen med Mateusz Kowalczyk vil have 4-5 spillere til de to aktuelle 8er pladser i det nuværende 3-5-2 system, og derved have en passende konkurrencesituation / dækning på pladserne.
Bekymringerne er dog flere, for låser Vallys den ene 8er plads, så bliver konkurrencesituationen meget intens omkring den anden 8er plads. For med en transfersum hæftet på sig, og hentet til udefra, så skal Kowalczyk på en og samme tid både vise sig bedre end sine konkurrenter i førsteholdstruppen for at få spilletid - og udvikle sig via den, og via et så tilpas højt niveau retfærdiggøre at Brøndby ikke lader en Masterclass-spiller få den plads højere i pipelinen (basis der er en spiller med kvalitater lig Kowalczyk).
Overvejelserne for at evaluere transferen:
- Giver flere muligheder på 8er pladserne
- Udviklinbspotentiale og videresalg
- Kvalitativt og profilerede konkurrenter (Vallys, Evjen, Greve, Schwartau mfl)
- Vurderes der aktuelt ikke at være en 8er tæt på et gennembrud / spilletid
- Hvilken omkostning på udvikling / spilletid har det for Masterclass-spillere i pipelinen?
Det gør ikke nødvendigvis transferen af Mateusz Kowalczyk til en dårlig handel, eller til en transfer der handicapper Masterclass-spilleres (på længere sigt) vej til en plads i førsteholdstruppen, men den springer i øjnene qua de ubesvarede spørgsmål, der naturligvis på nuværende tidspunkt er - hvor det helt primære er: Hvor langt er Mateusz Kowalczyk fra at kunne gøre sig gældende for Superligaholdet? For med hvilken omkostning - ikke i kroner og øre, men på udviklingsfronten - kommer Kowalczyk til Brøndby?