Træningsreferat: Mukhtar i spil til weekenden?
Mukhtar i fuldt vigør, Wilczek på skånekost og individuel kampevaluering midt under træningen var de tre overskrifter for dagens glohede omgang på bane 3. FOTO:

Mukhtar i fuldt vigør, Wilczek på skånekost og individuel kampevaluering midt under træningen var de tre overskrifter for dagens glohede omgang på bane 3. FOTO: 3point.dk Lidt over midnat landede Brøndby-flyet i Roskilde, så hvis ellers spillerne kunne falde i søvn oven på den adrenalin, det må have givet at spille i heksekedlen i Gdansk, var det muligt at få en hel nats søvn, inden der klokken 11 blev fløjtet op til en omgang træning. Omkring 25 tilskuere var mødt op, og man må håbe, de havde fået solcreme på, for på dette tidspunkt af dagen var solen nådesløs og ikke til at skjule sig for. Hold fast, hvor var det varmt! Derfor var det også nødvendigt at tænde for banens sprinkleranlæg, mens spillerne lidt før 11 varmede op, hvilket to unge piger hyggede sig gevaldigt med. De var formentlig døtre til en fra Brøndbys stab. Pigerne trak sig naturligvis behørigt tilbage, da træningen gik i gang med lidt løb og stræk for de 20 fremmødte markspillere, mens de tre målmænd allerede var i gang med at blive tæsket igennem af Høgh og Fallentin. Joel Kabongo, Andreas Bruus og Luke Singh var fraværende.
Wilczek fik behandling
Under det indledende spil kant - otte mod to - måtte Martin Retov springe til i den ene gruppe, da Kamil Wilczek stod over og i stedet talte med Niels Frederiksen. Det viste sig, at træningen tilsyneladende også blev brugt til den individuelle evaluering af kampen mod Lechia Gdansk, for under resten af træningen kom den resterende startopstilling på skift til audiens hos cheftræner Frederiksen, men det var alligevel ikke tilfældigt, at det var anføreren, der blev evalueret under øvelsen. Det kommer vi til. Kant bliver stort set altid brugt som opvarmningsspil, og her kan man ofte fornemme humøret i truppen, da det er nemt at få hinanden på glatis. Det skete første gang, da Simon Hedlund lavede en grim, grim tunnel på Ante Erceg, og senere overgik samme skæbne Martin Retov med Morten Frendrup som bøddel. Generelt var der godt humør og mange muntre bemærkninger, så hvis man som fan har lidt svært ved at vurdere tingenes aktuelle tilstand i Brøndby, er fornemmelsen herfra, at trupstemningen i hvert fald er udmærket.
Mukhtar trænede fuldt med
Kampene falder som perler på en snor, og med under tre døgn mellem dem er der ikke tid til fridage. Men det sætter naturligvis sit præg på træningen, så da truppen skulle i gang med de hårdere øvelser, stod startopstillingen over og fortsatte med restitutionstræning. Resten spillede først et vendespil med to hold plus nogle jokere, der var med det boldbesiddende hold, og derefter syv mod syv på lille bane. I begge øvelser indgik Hany Mukhtar fuldt på højde med resten, og det er nok ikke fuldstændig utænkeligt, at han kan være i truppen til søndagens kamp mod OB. Han så i hvert fald ud til at være på vej i form. Hans gode ven Besar Halimi, som tidligere har haft fri til at finde en ny klub, var også med, og han gjorde sig mest bemærket med en detalje, hvor han ude på kanten med ryggen til målet vippede bolden op til sig selv, drejede rundt på en tallerken og flugtede den hårdt mod det lange hjørne med et liggende spark. Michael Tørnes reddede flot. Endelig placerede Tobias Børkeeiet sig i forsvaret på det ene hold. Det kunne måske give et hint om, at han skal afløse karantæneramte Paulus Arajuuri på søndag. Men omvendt var der underskud af forsvarsspillere, og med syv mod syv er det sjældent, at alle kan spille deres naturlige position, så man skal nok passe på med at konkludere for meget på det. Målmandstræner Claus Fallentin har tidligere fortalt 3point.dk, at man arbejder med Marvin Schwäbes udstråling. Og den kom til udtryk, da han decideret brølede “JOBBE YOU FRAGILE…” og så noget, 3point.dk’s udsendte havde svært ved at høre efter en situation, hvor han givetvis mente, at Jesper Lindstrøm trak sig. Det hele blev overværet af gårsdagens startopstilling, som strakte ud. Og så var der altså lige Kamil Wilczek, som tilsyneladende fik noget behandling af fysisk træner Ahron Thode, så noget kan altså tyde på, at han døjer med et eller andet. Herfra skal vi dog undlade at gisne om alvorligheden af det. Efter lidt mere end en times træning blev der blæst af, og så var det ellers tid til at komme ind i skyggen.