3POINT
Nyheder20. sep. 2019

Træningsreferat: Kabongo træner med bold!

Fredagens træning i Brøndby mindede ganske meget om den tilsvarende i sidste uge, så hvis det også betyder en 4-2-sejr i weekenden, er alle i Brøndby vel tilfre

3point person
3point.dk20. sep. 2019

Fredagens træning i Brøndby mindede ganske meget om den tilsvarende i sidste uge, så hvis det også betyder en 4-2-sejr i weekenden, er alle i Brøndby vel tilfredse. Tilfreds er Joel Kabongo givetvis også. Han ligner en mand, der er foran sin tidsplan. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport 25 mand var på træningsbanen i dag. Dermed var der fire fraværende - og én af dem var ikke Joel Kabongo! Hvis man har fulgt med på f.eks. Instagram, er det ikke nogen decideret verdensnyhed. Det var han allerede i går, men det får nu alligevel en del opmærksomhed i dagens træningsreferat. Ikke mindst fordi den øvrige del af træningen havde en del paralleller med træningen sidste fredag. Nå, lad os lige få de fraværende på plads først. Kasper Fisker og Simon Tibbling undrer formentlig ingen. Men ligesom sidste uge var Tobias Børkeeiet heller ikke at få øje på. Dengang var meldingen nogle småproblemer oven på Norges U21-landskamp i Ungarn, men eftersom han heller ikke var i truppen i weekenden, står det måske lidt værre til end som så. 3point.dk forsøger at følge op. Luke Singh var heller ikke til stede, ligesom han heller ikke var det i sidste uge og heller ikke er det på det nye holdfoto. Med Andreas Maxsøs ankomst er der ikke bare mange spillere i truppen, men i særdeleshed mange centerforsvarere. Fem spille- og træningsklare, for at være helt præcis. Det kan være svært at integrere dem ordentligt i træningen, og da Luke Singh har alderen til at spille på U19, kan man måske spekulere i, at han simpelthen uofficielt ikke længere er en del af førsteholdstruppen.

Joel klar til opstarten?

Det er fem måneder siden, Joel Kabongo måtte udgå af sejren ude over FC Midtjylland med det, der desværre viste sig at være en korsbåndsskade. Normalt siger man, at det tager 9-12 måneder at komme tilbage fra sådan en - typisk nok nærmere 12 end 9, selvom det modsatte var tilfældet for Kevin Mensah. Og så er der risikoen for komplikationer, som både kan udsætte et comeback betragteligt og ikke mindst bare gøre, at en spiller aldrig finder helt tilbage til sit topniveau. Om Joel Kabongo bliver ramt af komplikationer, er selvfølgelig svært at spå om. Men hidtil ser han ud til at være kommet godt gennem sit træningsforløb. I dag varmede han op på lige fod med resten af truppen, blandt andet også da den stod på høje knæløft. Efterfølgende trænede han individuelt med fysisk træner Morten Kronborg, og her blev 3point.dk’s udsendte overrasket over, hvor meget den 21-årige forsvarsspiller fik lov til at gøre. Der blev lavet masser af korte afleveringer, vendinger og påpasselige driblinger rundt om kegler. Det er ærligt talt svært at forestille sig, at Kabongo skal løbe rundt og lave den slags øvelser i det næste halve år, så et forsigtigt bud herfra er, at hvis han ikke løber ind i komplikationer, så er han klar til at indgå fuldt i vinteropstarten. I morgen kommer et interview med Joel Kabongo her på 3point.dk. Skader har fyldt meget i Brøndby på det seneste, så det får de også lov til i dette træningsreferat. Og vi runder af med Mikael Uhre, som efter kort tid på banen udgik af søndagens kamp mod FCN med en mulig ankelskade. Uhre trænede dog fuldt med i dag, så det er i hvert fald ikke alvorligt med ham.

11 gengangere

Skal vi også lige runde den del af træningen, hovedparten af spillerne deltog i? Den kom Marvin Schwäbe i øvrigt to minutter for sent til - dog ankom målmandstræner Claus Fallentin endnu et par minutter senere, men mon ikke den tyske målmand alligevel må spytte lidt i bødekassen. Efter opvarmning blev der ligesom sidste uge spillet et jokerspil med fire mand på hvert hold og tre jokere i midten, der stod til rådighed for det boldbesiddende hold. Målet er for det boldførende hold at holde fast i bolden i de små rum og spille sig ud af det uorganiserede og kaotiske pres, som det bolderobrende hold så til gengæld skal forsøge at gøre så effektivt som muligt. Og igen ligesom sidste uge blev der herefter spillet 11 mod 11 på stor bane, hvor Ante Erceg fortrak til nabobanen og indgik i målmændenes skudøvelser. Tilbage på bane 3 så det ud til, at startopstillingen mod Esbjerg bliver den samme som mod FCN, hvilket næppe kan være en kæmpe overraskelse. Niels Frederiksen var knapt så dirigerende som i sidste uge, men det ser fortsat ud, som om man forsøger at skabe gennembrud over kanterne - men mod Esbjerg nok i erkendelse af, at de kan komme til at forsvare sig kompakt modsat FCN, der bare forærer plads væk bag deres backs. Og så kunne det se ud, som om man forsøger at flytte spillet lidt længere op, før det flyttes ud på kanten. Det lykkedes i hvert fald til perfektion i én sekvens, hvor Kaiser spillede op på Mukhtar, som med en førstegangsaflevering bagom støttebenet fandt Wilczek, der igen på førsteberøringen spillede Jobbe nogenlunde fri omkring kanten af feltet. Den slags er decideret umuligt at forsvare sig imod. Modsat Simon Hedlund på det seneste. Svenskeren har kæmpet lidt med slutproduktet, og i dagens træning stoppede det da også ofte allerede på førsteberøringen. Den fælles del af træningen blev afsluttet med et spil 11 mod 11, hvor målene blev placeret på kanten af feltet, og spillet blev givet helt frit. Det skabte en meget overbefolket bane, hvor det var tydeligt at se, hvor meget Josip Radosevic’ afleveringsspil lider, når han sættes under pres. I venstre side på “det forkerte hold” lå Jens Martin Gammelby som en back, der i flere situationer udfordrede som kant. Gammelby har meget at spille for, og han forsøgte da virkelig også og var faktisk ret toneangivende i den lidt uvante rolle som indadgående fra venstre side. Men han har jo både et godt spark og er god én mod én. Ellers var det ikke decideret imponerende, hvad der foregik under dette spil. Især en Samuel Mraz kom ikke rigtigt frem til afslutningerne. Afslutningsvis gik størstedelen indenfor, mens nogle blev tilbage og delte sig op. Anton Skipper og Peter Bjur slog lidt lange afleveringer. Mukhtar og Radosevic sparkede frispark på Michael Tørnes. På et tidspunkt tog Retov også lidt spark, og som altid, når assistenttræneren melder sig, stiger lydniveauet, og der blev kommenteret og psyket på kryds og tværs. Andreas Maxsø trænede lidt afleveringer og hovedstød med en elastik sat på sig. Mikael Uhre trænede indersideafleveringer for sig selv. Og Hedlund, Gammelby, Andreas Bruus og Jobbe øvede afslutninger efter gennembrud ind i feltet fra kanten på Marvin Schwäbe.

Mest kommenterede nyheder