Træningsreferat: Da Retov tog Hermansen i skole
Sidste træning inden Niels Frederiksen for alvor stempler ind i Brøndby - eller Polen i første omgang. Om det var det flotte solskin, der tappede spillerne for

Sidste træning inden Niels Frederiksen for alvor stempler ind i Brøndby - eller Polen i første omgang. Om det var det flotte solskin, der tappede spillerne for energi, er usikkert, men der var i hvert fald mere skidt end kanel til dagens træning. FOTO: 3point.dk 17 dage til sæsonstart hjemme mod Turku fra Finland. Og bedømt ud fra dagens træning er der masser at arbejde med for Niels Frederiksen, når han i morgen møder ind til sin første officielle dag i Brøndby og drager til Polen på træningslejr sammen med resten af truppen. Til gengæld var der også opløftende momenter fra nogle af de unge spillere. Det tager vi, som det kommer. Der var nemlig masser af folk at holde øje med i dag på bane 3 og 4, på trods af at Niels Frederiksen ikke var den eneste fraværende. Joel Kabongo og Hany Mukhtar er ude med skader. Hjörtur Hermannsson, Paulus Arajuuri og Besar Halimi er endnu ikke mødt ind efter forlænget ferie grundet landsholdstjeneste. Endelig var Kasper Fisker også fraværende - uvist af hvilken årsag, men et godt bud kunne måske være, at han er på skånekost efter kun lige at være kommet tilbage i fuld vigør fra sin lange skade. Men med en - den fraværende cheftræner til trods - efterhånden ganske stor stab på i hvert fald et par håndfulde hoveder plus midlertidigt hjemkaldte Magnus Warming og prøvespilleren Formose Mendy var det altså ikke et problem at skaffe folk nok til at gennemføre øvelserne, da assistenttræner Martin Retov fløjtede op. Og foruden den store stab blev træningen endda også overværet af sportsdirektør Ebbe Sand, rekrutteringschef John Møller, konsulent Mads Davidsen og Ebbe Sands assistent Nicklas Svendsen - sidstnævnte i lange, mørke bukser og en skjorte med pullover udenpå. Han har helt sikkert ikke frosset!
Warming mest iøjnefaldende
Der blev lagt ud med en grundig opvarmning på mere end 20 minutter bestående af lidt løb og forskellige småspil. Martin Retov indgik i det ene holds spil ‘kant’, og det var tydeligvis populært at få assistenten lidt ud i nogle positioner, hvor balancen ikke er, hvad den har været. Undervejs fik Luke Singh tilsyneladende et slag, og han måtte forlade træningen helt og aldeles ved egen hjælp. I den anden ende af banen hos målmændene var der også hænder nok med både Claus Fallentin og Lars Høgh med på banen. Sidstnævnte så på alle måder rigtigt godt ud, men det er jo heldigvis ikke en ny historie længere. Efter opvarmningen blev der spillet seks mod seks på to mål, hvor tre hold roterede, så intensiteten kunne holdes høj. Dette spil kørte faktisk i hovedparten af træningen op mod 40 minutter. Det var dog primært i den første halvdel, at intensiteten var høj. Her kunne man til gengæld tydeligt se, at ét af formålene med øvelsen var at træne et særdeles aggressivt og højt pres. Derudover er det værd at notere sig Magnus Warmings præstation. Den unge offensivspiller, som resten af året er udlejet til Nykøbing FC, trådte hurtigt i karakter med pågående spil og stærke dribleevner, som gjorde det svært for modstanderne at tage bolden fra ham. Der gik heller ikke lang tid, før han havde sat bolden flot og utageligt op i hjørnet bag Marvin Schwäbe med et hårdt og skruet skud, og så gjorde det knapt så meget, at han også smed en del bolde væk ved at vælge mange svære løsninger. I det hele taget kom højdepunkterne primært fra unge offensivfolk som Bruus, Peter Bjur og altså Warming, ligesom det også er værd at nævne Kevin Mensah, der bare ligner en spiller med et enormt overskud og en stor selvsikkerhed inde på banen. Testspilleren Formose Mendy, som gør sig i det centrale forsvar, var som sagt også med. Nogen stor boldfører er den senegalesiske U20-landsholdsspiller ikke. Han valgte som oftest den simple løsning med bolden. Og der var helt klart og ganske naturligt også noget kommunikation, som haltede; f.eks. i en situation, hvor hverken han eller Jens Martin Gammelby fik afvist bolden i en duel med Uhre, som til sidst kunne slide sig til et helt unødvendigt mål set med defensive briller, hvilket Jens Martin Gammelby i hvert fald vil være enig i. En enkelt gang så man dog noget særdeles spændende fra Mendy, da han nærmest chippede et sideskift over til Gammelby i venstre side og fuldstændig åbnede banen op. Ante Ercegs manglende overblik var tydeligt i øvelsen. Han er ganske enkelt ikke klar over, hvor folk omkring ham befinder sig, før han har modtaget bolden og kigget op - og så er han ofte kommet under særdeles hårdt pres. Derudover var afslutningerne i starten ganske gode helt generelt og oftest utagelige for målmændene, hvilket også skyldtes, at de faldt tæt på de store mål på den lille bane. Kvaliteten i afslutningerne og i spillet generelt faldt til gengæld mod slutningen af øvelsen, der på ingen måde gav indikationer på, hvilket system Brøndby fremover kommer til at spille. Og det med de dårlige afslutninger blev kendetegnende for resten af træningen.
Bolde i alle retninger
Til slut gik angriberne og målmændene sammen, mens resten af spillerne under ledelse af assistenttræner Jesper Sørensen gik i gang med en øvelse, der set fra afstand gik ud på at holde bolden i egne rækker. Nærværende skribent valgte at gå hen til angriberne og målmændene, hvor der blev stillet en række stationer op, så angriberne kunne blive tæsket igennem flere forskellige afslutningssituationer. Og det var altså ikke imponerende skarphed, d’herrer Wilczek, Erceg, Hedlund og Uhre leverede. Momentvis kom der lidt fra Uhre, og Erceg havde også et par gode træffere til sidst. Men alt i alt var det ikke godt nok, og man kan ikke engang give kredit til målmændene, for hovedparten af gangene blev bolden ramt så urent, at den enten gik forbi eller slet ikke tvang keeperne ud i reelle redninger. Og nogle gange lykkedes det sågar at sparke bolden over det ellers høje hegn og helt ud af banen. Slutteligt - da træningen egentlig var færdig - linede en Martin Retov i vanligt højt humør lidt bolde op til sig selv. Mads Hermansen stod på kassen, og han fik ikke gjort noget ved Retovs første skud, som sad helt ude ved stolperoden. Det gav Retov anledning til at køre mind games af på målmandsgruppens Benjamin, som måtte lægge øre til sin træners bemærkninger om, at han nu var helt rundt på gulvet og ikke anede, hvor næste bold kom. Og den kom så helt ude ved modsatte stolperod. Så der var efterhånden høj stemning, da tredje skud igen blev placeret ved stolperoden. Det var godt på vej til at peake fuldstændig, da fjerde skud endnu engang havde bud efter at kysse stolpen, men denne gang i så høj grad, at den røg tilbage direkte op i smasken på unge Hermansen. Og som om det ikke var nok, så viste Tørnes og Schwäbe lige angriberne, hvordan det skulle gøres, da de efterfølgende placerede et par bolde utageligt oppe i krogen. Det gav anledning til et Cristiano Ronaldo-jubeludbrud fra Tørnes, som i øvrigt generelt var meget jovial med folkene omkring sig og konstant evaluerede på de ting, der skete til træningen. Hermansen til gengæld. Han var ved at være mør og spurgte højt: “Hvordan er jeg havnet her?”. “Du gik selv derind,” svarede Lars Høgh tørt, inden det var tid til at trække tilbage i omklædningsrummet.