3POINT
Nyheder13. dec. 2019

Træningsreferat: Årtiets sidste åbne træning

Koldt - men for én gangs skyld klart - vejr holdt ikke et par håndfulde gæster fra at kigge forbi bane 1 til dagens træning. Heriblandt både prominent og ganske

3point person
3point.dk13. dec. 2019

Koldt - men for én gangs skyld klart - vejr holdt ikke et par håndfulde gæster fra at kigge forbi bane 1 til dagens træning. Heriblandt både prominent og ganske ungt besøg, som fik lov at overvære en træning med masser af bevægelse og afslutninger. FOTO: Teis Markfoged Søndagens kamp mod FC Midtjylland sluttede skidt af i mere end én forstand. Udeholdet scorede et sent sejrsmål, og i samme sekvens måtte Hjörtur Hermannsson udgå med en skade. Islændingen havde ellers syv minutter forinden afløst en skadet Sigurd Rosted. Efter kampen forlød det, at det så værst ud med Hermannsson, og det bekræftede dagens træning. Den bestod nemlig fra starten af 22 spillere, og blandt dem var Hjörtur Hermannsson ikke - men det var Sigurd Rosted. Niels Frederiksen bekræftede også over for 3point.dk, at den islandske forsvarsspiller ikke bliver klar til kampen mod Hobro. De øvrige fraværende var Kasper Fisker, Josip Radosevic, Tobias Børkeeiet, Joel Kabongo, Ante Erceg og Luke Singh. Sidstnævnte har netop forladt klubben, men figurerer officielt stadig som en del af førsteholdstruppen. Endelig var U/19-spilleren Anis Ben Slimane i modsætning til de seneste uger ikke med. Han er gået på ferie ligesom resten af U/19-truppen, og Instagram afslører, at han er fløjet en tur til Thailand. Efter opvarmning blev der ligesom i sidste uge spillet på fire små mål. Det var en lidt rodet omgang, som den slags altid er, men Samuel Mraz havde flere fine aktioner, hvor han på begrænset plads fik forvaltet svære bolde godt nok til, at han kunne afslutte fint på dem. Midt i spillet kom et på dagen nyt ansigt løbende forbi i et pænt tempo og hilste i farten på tilskuerne, der blandt andet talte tidligere Brøndby-forsvarer og nuværende fodboldkommentator Mikkel Bischoff. Det var Kasper Fisker, som for tredje gang siden sin korsbåndsskade var på græs, hvilket skulle være ret pæne fremskridt. Efterfølgende selvtrænede Fisker sammen med fysioterapeut Morten Kronborg.

Det lugter af Skipper

En halv times tid inde i træningen blev spillerne delt op i tre grupper, men modsat sidste uge ikke stringent ud fra deres position på banen. Vi starter dog alligevel nedefra, hvor Andreas Maxsø, Sigurd Rosted og Anton Skipper tog karantæneramte Anthony Jung under armen og arbejdede med boldomgangen i bagkæden i forhold til modstanderens pres. Herefter blev spillerne matchet op to og to og fik sendt en kort bold i dybden på indersiden af markeringen. Skulder mod skulder gjaldt det så om at få afvist såvel den angribende spiller som bolden, hvis det lykkedes at komme til afslutning/aflevering. Anton Skipper ligner en starter på søndag i en treback-kæde. Imens trænede en del af de offensive spillere alverdens varianter af afslutninger på Marvin Schwäbe og Michael Tørnes. og ved den sidste station øvede en del af midtbanespillerne og backerne varianter af opspil over kanterne. Inde foran stod Kamil Wilczek og Simon Hedlund klar til at blive serviceret med bolde, der skulle sættes ind bag Mads Hermansen. På trods af tre nederlag i træk er der stadig plads til smil og højt humør til træning. Det kom til udtryk, da Kasper Fisker skruede op for tempoet og øvede vendinger og bandespil lige ved siden af stationen med afslutningerne. De syv spillere og Martin Retov tog sig lige en pause for i stedet at heppe på Fisker med en vis sarkasme. Ingen er formentlig overraskede over, at det var Retov, man kunne høre tydeligst. Da afslutningsøvelsen gik i gang igen, tog Fisker naturligvis revanche ved at huje og heppe mindst lige så sarkastisk tilbage.

Mukhtar med farvel-mål?

Hany Mukhtar var skadet i sidste uge, men indgik fuldt i dagens træning og må forventes klar til søndag, som i givet fald bliver tyskerens sidste kamp for Brøndby i denne omgang. Mukhtar har altid været glad for at afslutte, og det kunne også ses til dagens træning. Men hvor det kan være både fugl og fisk til kamp, var det mest bare godt i dag. 3point.dk’s udsendte kunne ikke lade være med at have en fornemmelse af, at der godt kunne ligge et farvel-mål og gemme sig i Mukhtars støvler. Samuel Mraz fortjener ligeledes ros - han kan altså godt afslutte, og det bliver interessant at følge ham, hvis der åbner sig en mulighed for mere spilletid i Brøndby-trøjen. Et bud herfra er, at det kan komme til at gå hurtigt med at veksle lejeaftalen til en permanent af slagsen. Afslutningsvis skal der lige være plads til dagens yngste islæt. 5-årige Niklas var nemlig taget med sin mor forbi træningen. Med Brøndby-halstørklæde til at holde kulden ude stod han klinet fast til metalhegnet, og blikket veg ikke fra heltene inde på træningsbanen. For det utrænede øje er det altså ikke helt simpelt at finde hoved og hale i, hvad der foregår til sådan en træningsøvelse, men det til trods holdt Niklas’ koncentration hele vejen igennem. På et tidspunkt ramte Kevin Mensah en bold så skævt, at den røg om bag jordvolden. Niklas susede med det samme om og hentede bolden, som han hyggede sig med resten af træningen. Efterfølgende fik Lasse Vigen ham til at forsøge at sparke og kaste bolden over hegnet. Det var ikke for alvor tæt på at lykkes, men ikke desto mindre stak Vigen sin hånd ud gennem hegnet til en high five, som blev foreviget og kan ses på Brøndby IF’s Facebook-side. Dagens Brøndbyånd går ubetinget til Niklas, som sluttede af med at få varmen inde i foyeren, hvor nogle af spillerne kom ud og skrev autografer og tog et billede med den lille gut. Niklas var vist mest vild efter at møde Kamil Wilczek. Da polakken hørte om det, skyndte han sig ud og tog sig god tid til de fremmødte fans. Så måtte 3point.dk til gengæld vente med at få et interview, for polakken var hundesulten, og de mange mål scorer altså ikke sig selv. Vi venter heldigvis med et smil, når man er så god en Brøndby-anfører, som Wilczek er :)

Mest kommenterede nyheder