.jpg%3F2026-07-03T14%253A11%253A07.677Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Træningskamp: Sent Greve-mål sikrede Brøndby 1-1
Mathias Greve scorede for Brøndby IF, da de torsdag eftermiddag spillede 1-1 med svenske Trelleborg i en træningskamp.

Torsdag eftermiddag var der træningskamp på bane 1 i Brøndby. Der skulle tankes minutter i benene i landskampspausen og svenske Trelleborg gæstede Vestegnen. Brøndby IF stillede med følgende mandskab fra start:
Thomas Mikkelsen
Kevin Mensah - Rasmus Lauritsen - Frederik Winther - Lukas Larsen (U/17)
Christian Cappis - Josip Radosevic
Marko Divkovic - Clement Bischoff (U/19) - Bertram Kvist
Carl Björk
Der blev spillet på bane 1 i Brøndby og den bane har været gennem en hård vinter, så den stod ikke kinvskarpt. Det kunne man godt se på spillet, hvor bolden ofte hoppede og dansede lidt, når den blev slået langs græsset.
Gæsterne fra Trelleborg havde enkelte nålestiksoperationer, men det var primært hjemmeholdet, der sad på begivenhederne, hvilket man også måtte forvente. Det var ikke en første halvleg, der vil gå over i historiebøgerne for hverken kvalitet eller underholdning.
U/17-backen Lukas Larsen var blandt Brøndbys bedste i de første 45 minutter. Han har været stærkt spillende for U/17-holdet i 2023 og de takter fortsatte han altså med Superliga-truppen, hvor han også har trænet med i løbet af ugen. Han har fysikken til at være med og han skilte sig godt og varieret af med bolden, ligesom han var påpasselig i defensiven, placerede sig godt og vandt flere dueller.
Han trak også et gult kort, da Trelleborg slog kontra og han hev i nødbremsen. Hvilket udløste stor ros fra keeper Thomas Mikkelsen. Lukas Larsen fremstår som et spændende bud på en fremtidig Brøndby-venstreback. Fortsætter han sin udvikling, kommer vi i hvert fald til at se mere til ham.
Der blev naturligvis foretaget lidt udskiftninger i pausen, hvilket betød at følgende hold kom ud til anden halvleg:
Thomas Mikkelsen
Kevin Mensah - Daniel Wass - Rasmus Lauritsen - Christian Cappis
Mathias Greve - Josip Radosevic
Marko Divkovic - Bertram Kvist - Carl Björk
Ohi Omoijuanfo
Anden halvleg blev heller ikke sindsoprivende. Det var generelt en klassisk træningskamp, hvor det primære fokus var på at tanke minutter i benene på spillerne. Brøndby var bedst i de fleste facetter af spillet, men manglede lige det sidste for at spille chancerne helt store nok.
I den anden ende viste Thomas Mikkelsen sit værd, da han reddede en friløber med to redninger. Eller det vi kalder en 2/3 Hermansen.
Kampen blev præget af endnu flere indskiftninger fra begge hold. Hos Brøndby kom blandt andre U/19-spillerne Eskild Dall og Matteo Grosso ind og gjorde begge en god figur i venstresiden. Dall var blandt andet ophavsmand til en af Brøndbys største muligheder efter pausen, da han udfordrede i venstresiden og lagde en perfekt bold ind i feltet, som tre Brøndby-spillere dog ikke nåede frem til.
Pludselig gik det galt i den anden ende. Wass blev løbet over ende og opdækningen svigtede inde foran mål, og så var Trelleborg pludselig foran.
Rasmus Lauritsen gennede tropperne frem for at jagte et mål, og det gav pote til sidst. Fra kanten af feltet hakkede Mathias Greve med et tørt hug udligningen i kassen. Greve leverede generelt et sublimt indhop og var Brøndbys bedste efter pausen. Han fordelte spillet rigtig godt og var ophavsmand til de fleste gode Brøndby-angreb.
Det endte dermed 1-1 i en kamp, hvor Lukas Larsen og Mathias Greve var rigtig gode, og alle spillerne, Rasmus Lauritsen i særdeleshed, fik tanket værdifulde minutter i benene.