Teis Markfoged
Topscorer Uhre gider ikke snakke transfer: Lige nu er jeg i Brøndby
Mikael Uhres to flotte scoringer mod FC Midtjylland gjorde hverken prisen eller interessen for ham mindre. Men Brøndby-topscoreren fokuserer udelukkende på de næste kampe for BIF, understregede han efter kampen.

Det var ikke første gang, Mikael Uhre forlod banen som matchvinder for Brøndby, og som det har lydt fra ham hver gang, lød det også fra ham i aftes i Herning efter 2-1-sejren over superligaens tophold.
- Tre point i Herning er rigtig stærkt. Og jeg har sagt det før efter sådanne præstationer: Jeg er bare glad for, at holdet vinder. Og da vi turde gå lidt længere frem og presse dem, fik vi godt styr på dem, lød det fra Brøndby-topscoreren.
Og efter den pligt-indledning gad journalisterne ikke høre mere om Mikael Uhres syn på kampen. De ville hellere høre om hans eget syn på sin fodboldmæssige fremtid, nu hvor transfervinduet igen snart åbner, mens hans kontrakt med Brøndby udløber om et år.
- Jeg har fokus på de næste fem kampe, jeg bruger ikke så mange kræfter på det der. Kræfterne bruger jeg på at spille fodbold, og det går heldigvis godt for tiden, lød det fra Mikael Uhre.
Men han forstår godt interessen for hans kontraktmæssige situation.
- Men lige nu er jeg bare i Brøndby, det er det, jeg fokuserer på. Jeg bruger virkelig ikke meget tid på det dér, det lader jeg min agent om. Det er bare støj og larm. Men man ved også, at der kan ske meget i fodboldverdenen. Det kan gå hurtigt, og det kan også gå meget langsomt, og fodbold er nogle gange bare tilfældigheder. Så jeg prøver egentlig bare at slappe af – og så har jeg sagt, at jeg nærmest kun vil høre om det, hvis jeg skal sætte mig på en flyver, hvis det altså kommer dertil, sagde Mikael Uhre.
Så ingen snak om kontraktforlængelse med Brøndby?
- I hvert fald ikke lige nu. Men jeg har jo aldrig lagt skjul på, at jeg har drømme og ambitioner. Det er svært at sige noget om destination, for det skal være den rigtige pakke. Jeg håber selvfølgelig på at komme ud på et tidspunkt. Så må vi se, hvornår det bliver, sagde topscoreren.
Han slog også fast, at han – uanset hvad der sker – elsker at være i Brøndby.
- Brøndby står mig rigtig nært. Det vil det gøre for altid, uanset hvordan det går. Jeg elsker at være i Brøndby.