3POINT
Nyheder19. dec. 2018

TOP-center Brøndby: Lokalt ansvar og bedre træning

Hvad er TOP-center Brøndby for noget og hvad er tankerne bag projektet? Det kan du blive meget klogere på her. For snart et år siden, blev et projekt søsat, som

3point person
3point.dk19. dec. 2018

Hvad er TOP-center Brøndby for noget og hvad er tankerne bag projektet? Det kan du blive meget klogere på her.

For snart et år siden, blev et projekt søsat, som havde været undervejs i et par år. 23 klubber var med til at stemme det igennem og DBU-projektet fik ben at gå på i januar 2018.

Projektet gik ud på at etablere 29 TOP-centre. Brøndby er også med i projektet, og derfor findes der et center med navnet TOP-center Brøndby.

Det er også et samarbejde mellem DBU Bredde og DBU Elite og er målrettet spillere fra U/10 til U/12, da Elite starter fra U/13.

3point.dk har taget en snak med TOP-centertræner i Brøndby IF, Christian Sørensen, og han fortæller passioneret om projektet. Christian Sørensen blev oprindeligt tilknyttet Masterclass ved starten i 2014. Han har A-licens og hans primære arbejdsopgaver i Brøndby omhandler TOP-center. 

-Tidligere har man ikke måtte træne U/10 og U/11-spillere i samarbejdsklubberne. Her har man skulle invitere hele holdet ind og træne. Det har vi ikke altid haft interesse i, for der kan være rigtig stor niveauforskel, fortæller Sørensen.

- Så kiggede vi mod Tyskland og her havde de etableret nogle centre tilbage efter EM i år 2000.

- Tyskland havde haft et rigtig dårligt EM. Man så indad, for at finde ud af, hvad der skete. Man begyndte så at oprette disse centre rundt om i Tyskland. De spillere, der ikke spillede i de store klubber som eksempelvis Bayern München, men som kom fra de små klubber, kunne samles et sted. De blev her trænet af trænere, som er uddannede og har forstand på, hvad de laver. Det ville vi lave en mini-kopi af i Danmark.



Klubberne betaler selv

Det er altså ikke en-til-en de samme centre, man har lavet i Danmark, som det er tilfældet i Tyskland. Der er en væsentlig forskel.

- I Tyskland betaler det tyske fodboldforbund det hele. I Danmark betaler klubberne selv. Så jeg er hundrede procent ansat af Brøndby. DBU har givet os lov til det, og så oprettede vi som klub et topcenter, hvor spillere fra samarbejdsklubber kan have lov til at træne med.

Det er forskelligt, hvordan de danske klubber forvalter det at have topcentre. 

- Brøndby har et, men AGF har fem, fordi det har de valgt. FCK har valgt at have fire. Det koster nogle ressourcer at have flere topcentre, fordi du skal have flere personer ansat.

- I vores topcenter træner vi en gang om ugen. Vi har et U/10-hold, et U/11-hold og et U/12-hold, hvor vi har plads til 24 spillere på hver årgang, men det er ikke altid, at vi fylder holdene op.

Antallet af spillerne, man må have på de forskellige årgange på TOP-centrene, afhænger af hvor mange partnerklubber, man har. I Brøndby hedder regnestykket, at man har plads til 24, fordi man har 17 partnerklubber.

Partnerklubberne skal ikke forveksles med samarbejdsklubber, for for at være partnerklub til et topcenter, må klubben maksimalt have 45 minutters kørsel til centret.

- Det er en ny regel, DBU har lavet. Man skal kunne kende forskel på parterklubber og samarbejdsklubber. 

Hvad er pointen med et TOP-center?

Men hvad er egentlig pointen med at etablere disse centre? Kort fortalt at opsnappe nogle af de talenter i nettet, som ikke nødvendigvis spiller i Brøndby IF, når de er små.

- Der er 14.000 børn, der spiller fodbold i hver årgang. Man siger, at 1.200 af dem har en særlig forudsætning for at være dygtigere end gennemsnittet. De 600 af de 1.200 spiller allerede i gode miljøer. 

- De resterende 600 spiller i breddeklubber, og man vil gerne lave et sikkerhedsnet, som gør, at ingen af de dygtige faldt ud. 

Så én ting er, at man ikke lader store talenter smutte, fordi de spiller i en mindre klub. Men der er også et bredde-perspektiv i forhold til at højne niveauet i partnerklubberne.

- Min og vores opgave er at være med til at forløse potentialet hos vores samarbejdsklubber og partnerklubber, samtidig med at vi højner trænerniveauet i de enkelte klubber.

- Lad os tage et eksempel. I Albertslund træner de tre gange om ugen. Så træner de én gang om ugen her i TOP-centret. 33% af tiden træner de altså rigtig, rigtig godt og møder spillere, der er lige så gode, eller måske bedre. 

- Men 66% af tiden er intensiteten markant lavere. Det kan være, det er en forælder, der er træner. Vi skal hjælpe trænerne til at blive dygtigere, så deres spillere i klubberne også bliver det, så det er vores opgave at hjælpe med at højne niveauet i klubberne generelt.


Det handler om tillid og tryghedD

Christian og de øvrige trænere, der arbejder med de danske TOP-centre, ved godt, at det er unge mennesker, de har med at gøre. Derfor er det også et vigtigt parameter, at der skabes tillid og tryghed.

- Når en spiller skifter til vores TOP-center, får han minimum 12 måneder til at være her. Vi må ikke smide ham ud efter to uger. Når vi siger til en spiller, at vi gerne vil have ham, så skal han minimum være her i 12 måneder.

- DBU vil rigtig gerne skabe tillid og tryghed for det enkelte barn. Det kan være en spiller, der kommer fra forældertræning i sin klub. Han skal have fred og ro til at være her. Vi har seks trænere, som ikke er fuldtidsansatte, men som hjælper med træningen.

Christian Sørensen har selv det overordnede overblik og ansvar for træningen og sikrer, at spillerne udvikler sig.

- Jeg er der hver fysisk hver gang, men jeg må ikke indgå i nomeringen for trænere. For hver 16 børn der er, skal der være to trænere. På vores U/11-årgang har vi 14 spillere og tre trænere, så vi har masser af ressourcer til de enkelte.

TOP-centrene fokuserer udelukkende på markspillere og ikke målmænd. Sørensen og kollegaerne har udelukkende mødt positive reaktioner i partnerklubberne og fra de unge menneskers forældre.

- Vi oplever ingen udfordringer. Alle har sagt ja og klubberne har bakket fuldstændig op om det. Men vi har også været meget ydmyge om det her. Vi ved, at det ikke er vores spillere, så vi ydmyge omkring, at vi får lov at træne dem. Vi har inviteret til formøder, forældremøder, fortalt om det i klubberne og deres trænere og ledere er med på råd løbende.

- Vi har været synlige hele vejen igennem og haft dialog hele vejen, så når en dreng kommer herind og træner, er det ikke bare farvel og tak, men så er der dialog med klubben om, hvordan han udvikler sig, og oplever I nogen problemer når han kommer hjem til den daglige træning?

- Det er et meget åbent korthus det her og trænerne er meget velkomne til at komme og se træningerne, og de er velkomne til at skrive til mig for at få inspiration til øvelser. Det er ikke kun spillerudvikling, men også trænerudvikling, for det går hånd i hånd. Det skal følges ad, for at det bliver et optimalt projekt. Der er ikke nogen udfordringer den vej igennem.

Brøndby vil tage lokalt ansvar

TOP-center Brøndby handler ikke kun om at rekruttere spillere, som muligvis kan slå igennem på den lange bane. Det handler om at løfte niveauet i bredden, for det vil på sigt automatisk også løfte niveauet i eliten.

Men der er også et lokalt ansvar, som er vigtigt for Brøndby IF, fortæller Christian Sørensen.

- Det handler ikke kun om rekruttering af spillere. Det handler lige så meget om at hæve niveauet på de enkelte hold, så alle får en endnu bedre træning. Tingene går hånd i hånd. 

- Men det er klart, at hæver vi niveauet i bredden, bliver der også flere spillere at vælge mellem til eliten. Det handler ikke om at de skal blive professionelle fodboldspillere, men om at børn skal synes det er sjovt at gå til fodbold. Hvis de synes det er sjovt og bliver stimuleret, vil de også spille fodbold i længere tid, end de ellers havde gjort.

Det lokale ansvar rækker også ud over selve TOP-centret og den træning, der foregår der.

- Vi har trænerkurser, vi har inspirationsdage, man kan komme i praktik herinde. Vi har rigtig mange andre ting udover TOP-centret, for vi ønsker at tage ansvar for vores samarbejdsklubber. Men det er et kæmpe hjul, der hænger sammen, du kan ikke bare tage en ting ud og sige sådan. Det hele skal køre rundt, for at det hænger sammen.

- I sidste ende skal vi have kæmpe respekt for, at det er deres spillere, og vi er rigtig taknemmelige for, at vi får lov at hjælpe dem med at udvikle dem, for det er ikke os der udvikler dem.

- Den ene træning om ugen er ikke nok til at udvikle dem. Det er derfor jeg siger, at de to andre træninger om ugen skal også hæves i niveau, for ellers får spilleren ikke forløst sit potentiale. Det handler om at spillerne skal blive så dygtige, som de kan blive. Niveauet skal være højt og så skal det være sjovt.

Du kan læse mere om TOP-center Brøndby her og se en liste over Brøndbys partnerklubber.

Mest kommenterede nyheder