.jpg%3F2026-07-06T09%253A23%253A14.036Z&w=3840&q=75)
Michael Jakobsen
Tipsbladet: Brøndby har sikret sig Bischoff-bonusser
Der er intet officielt meldt ud endnu, men Clement Bischoff sættes meget kraftigt i forbindelse med et nært forestående skifte til Brighton, Tipsbladet skriver torsdag, at Brøndby har sikret sig solide bonusser i aftalen med englænderne.

Clement Bischoff skulle torsdag være rejst til England for at klare detaljerne omkring sit forventede skifte til Brighton, der spiller i den engelske Premier League. Det forventede skifte gør den unge Masterclass-spiller til den delt-dyreste spiller nogensinde solgt ud af Brøndby.
Grundprisen skulle være 8 mio. euro (ca. 60 mio danske kroner), mens der yderligere ligger 2 mio. euro (ca. 15 mio. danske kroner) i det Tipsbladet beskriver som let opnåelige milepæle for spilleren. Derudover har Brøndby sikret sig en ganske stor videresalgsklausul, som sikrer de blågule en markant sum af et eventuel fremtidig transferbeløb.
Rammerne for aftalen forlyder dog, at Clement Bischoff spiller sæsonen færdig i Brøndby og først tiltræder i Brighton, når transfervinduet åbner i juli måned.
Clement Bischoff står foran at blive det delt største salg ud af Brøndby målt på grundtransferprisen ved det eftersigende kommende skifte til engelske Brighton. Ingen af parterne har dog kommenteret på den påståede transfer endnu.